25. november

Morgenen foregik stor set lige som i går. Vi stod op, spiste morgenmad med oversødet te. Tog afsted omkring kl. halv otte og var på kontoret kort efter. Inden vi tog afsted fik jeg sgt farvel til familien. Hans to sønner, hans kone og deres tante som hjalp med at holde huset og lave mad. De takkede mig mange gange fordi jeg ville besøge dem, og jeg forsøgte at sige at det var mig der takkede for gæstfriheden.

I dag var det nogle andre jeg skulle følges med. Jeg skulle følges med et hold der lavede fejlsøgning på nettet. De kørte i en lille pick-up som var væsentligt mere behagelig at køre i end den store lastbil de andre to dage. Vi skullu ud og se et par transformatorstationer som hørte under deres dækningsområde. Det første sted vi var, var en meget lille transformatorstation. En af dem jeg var med viste mig rundt på stedet. Der var bl.a. en transformator som forsynede to nærliggende byer med strøm. Han viste mig et lille styringsrelæ som viste hvis der var fejl eller noget galt på linjen, og han forklarede at den røde knap var en hovedafbryder, hvis der skulle slukkes for strømmen. Herefter trykkede han, meget uventet på den hovedafbryder, og konstaterede at de to byer der blev forsynet fra transformatoren, nu ikke længere havde strøm. Jeg var lidt chokeret, over at han ikke tog det tungere end det, men han slog dog hurtigt strømmet til igen.

Senere på dagen var vi også forbi og skifte en sikring, og reparere en knækket ledning. I mens vi kørte rundt til de forskellige steder prøvede de at overbevise mig om at jeg skulle begynde at gå i kirke om søndagen. Specelt den ene var meget ivrig efter at overbevise mig. Han kunne ikke forstå hvorfor jeg hverken gik i kirke eller bad til Gud. Han sagde at jeg da i det mindste kunne love ham at gå i kirke hver anden søndag, men det lovede jeg ham nu ikke.

Vi var tilbage på Umeme ved fire tiden. Jeg skulle til LPS møde på Røde Kors kontoret kl. fem, så jeg begyndte at sige farvel til de folk jeg havde snakket og arbejdet med på Umeme, hvorefter jeg gik ned på branchen. Det havde bestemt været nogle lærerige og interessante dage på Umeme.

Lige inden mødet begyndte, var der optræk til noget ude på vejen foran kontoret. Der var en masse mennesker der råbte og hujede, og folk stimlede til. Også de frivillige der var på kontoret løb ud på verandaen foran kontoret. Jeg forstod ikke hvad der skete, men ud af vinduet kunne jeg se en der slog mod jorden med en lang kæp. Der var for mange mennesker til at jeg kunne se hvad det var han slog på. Osward som også var der kom ind på kontoret og satte sig med ryggen til vinduet og sagde at han ikke ville se blod i dag. Jeg troede han sagde det for sjov, men pludselig kunne jeg se at det var en mand der blev slået på med kæppen. Jeg blev fuldstændig chokeret, og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. I samme øjeblik kom en politibil kørende hen ad vejen Optræk til Mob justice.

Typisk møde: deltagerne kom for sent, mødet startede næsten en time for sent, der var ikke styr på dagsordenen, det viste sig at der var planlagt en session til i morgen, som Joseph havde glemt at fortælle til de andre, så der skulle hurtigt findes nogle facilitatorer.

På internet cafe. Jeg fik tjekket mails for de seneste dage og lagt lidt dagbøger ud.

Hjem – Aftensmaden bestod af ris og en bønnesovs, hvor bønnerne var dem vi selv plantede i pigernes have for et par måneder siden, som nu var blevet modne.

Osward kom også forbi og spiste med. Han skulle til Irak i seks måneder og lave frivilligt arbejde. Han havde lidt problemer med at få råd til det, men det lød som om han ville klare det. Han spurgte ikke om at få noget af os. Jeg købte en hat af ham, som han havde brugt al den tid jeg kan huske, for lidt overpris, som en slags lille tilskud.

24. november

Klokken kvart over seks vækkede Richard mig, og spurgte om jeg ville I bad fra morgenen af. Jeg havde dog været i bad lige aftenen før, så jeg tog et kvarter ekstra i stedet for. Det lykkedes dog ikke så got, for jeg lå i køjesengen i stuen, og der begyndte snart at komme aktivitet så jeg opgav at sove mere. Jeg stod op og tog mit tøj på, mend sønnes Timothy allerede var ved at servere te på det lille bord i stuen. De beklagede mange gange at der ikke var mælk i teen her til morgen. Jeg var bare glad for det.

Vi var på kontoret kl. 7.35 selvom han først skulle møde kl. otte, men han kunne godt lidt at være i godt tid. Meget usædvanligt i forhold til de ugandere jeg ellers kender. Jeg sad og skrev lidt på min computer mens jeg ventede på at mine kolleger fra igår skulle møde også, og få gjort bilen klar til dagens arbejde.

Vi kørte lidt over ni, og var fremme en times tid efter. En af ledningerne var knækket siden vi havde været der igår, men ellers var alt som vi efterlod det. I går var det mest meget tunge opgaver der var, som at grave hullerne, slæbe masterne og rejse dem op. I dag var det ikke så tunge opgaver, men mere tekniske opgaver. Igår kunne jeg hjælpe lidt til, men i dag kunne jeg ikke rigtigt hjælpe med noget, for det var ting der krævede noget træning. Jeg hjalp dog med at reparere det knækkede kabel. Det ødelagte stykke af kablet blev klippet af, og et nyt stykke blev sat ind ved at flette de seks aluminumsledere sammen på en speciel måde. Det var den anden praktikant der stod for det. Der skulle to podninger til, en i hver ende af det nye stykke der blev sat ind. Den første lavede praktikanten. Den anden lavede jeg næsten selv, for det var ret let. Utroligt at det faktisk kan holde, men det må det jo kunne.

I går var masterne blevet sat op, og i dag skulle kablerne så hejses op i masterne. Det foregik ved at en mand kravlede op i masten med et ræb. Nedenfor blev ræbet så bundet fast i kablet og manden deroppe hev kablet op og fastgjorde det. Jeg behøver vel ikke skrive at der ikke var nogen sikkerhedsline. Efter at kablerne var hejst op og sat fast, blev det spændt ud, på en eller anden måde, så de ikke bare hang i en blød bue ned mod jorden.

Alt det arbejde med at fjerne gamle master, grave huller sætte de nye op og spænde ledningerne på, blev gjort 100% manuelt. Der var ikke en eneste elektrisk eller mekanisk maskine involveret. Jeg tror ikke der kan ske noget som helt i den stil i Danmark længere uden maskiner.

Der var rigtig meget ventetid i dag. Tit kunne kan en mand arbejde på kablerne af gangen. Jeg kunne i forvejen kun kigge på for jeg vidste jo ikke hvordan noget skulle gøres, så det blev lidt kedeligt til tider. Det var interessant nok, men det hele tog bare så ufattelig lang tid. Vi kunne ikke købe noget, for stedet var så langt væk fra alting at der ikke var nogen butikker. De andre fik dog nogle børn til at finde nogle sukkerrør som vi kunne sidde og tygge i. Jeg er ikke tosset med det, men det var bedre end ingenting i den situation. Senere fik de også fat i en jackfruit, hvilket er noget bedre efter min mening.

På vejen hjem i lastbilen snakkede vi en hel masse. De syntes jeg skulle komme og arbejde hos Umeme sammen med dem. De var meget imponeret over at jeg var med ude ”in the bush,” og at de aldrig havde haft en hvid mand være med der før. Det var nu ikke fordi jeg rigtig lavede noget, men bare at jeg var med var åbenbart nok. De foreslog også at jeg skulle arrangere et praktikophold hos dem i forbindelse med mit studie. Jeg ved nu ikke helt om det kan lade sig gøre, men det kunne da være sjovt. Måske 9. semester som er for internship.

Vi kom tilbage til kontoret ca. på samme tidspunkt som i går. Også lige som i går ventede jeg lige et sykke tid på at Richard blev færdig, og så gik vi hjem til ham igen. Aftenen var fuldstændig magen til den i går. Vi kom hjem, jeg fik et varmt bad, vi fik te, vi snakkede lidt om lidt af hvert, vi fik aftensmad kl. 9. Den største forskel var maden, som i aften bestod af ris, kartofler, bønner og avocado. Jeg har på fornemmelsen at det er sådan alle aftener er. Han sagde i hvert fald at han altid gik i seng tidligt, lige efter aftensmaden. Sådan blev det også i dag.

Klokken lidt over halv ti, hvor vi allerede var gået i seng ringede Pauline som jeg havde snakket med i weekenden på lejren. Hun ville bare lige sige hej, og at hun var kommet hjem til Entebbe. Folk her ringer rigtig tit bare for at sige hej, og nogle gange kan det godt blive for meget. Folk ringer på de mærkeligste tidspunkter. Midt om natten eller mega tidligt om morgenen, hvor minutprisen er lav. Men det var meget hyggeligt lige at høre fra hende nu. Jeg ved godt nok ikke hvad hun tænkte om at jeg var gået i seng så tidligt.

23. november

Vi stod tidligt op, for vi skulle begge ud på vores home hospitality, som er en del af vores program her I Uganda. Vi skal ud og bo hos en ugandisk familie i tre dage, og følge med den person vi nu bor hos i de dag, for at få en fornemmelse af hvordan ugndere bor. Vi bor her jo selv, men det er ikke sådan ugandere normalt bor. Jeg skal på besøg hos en der hedder Richard, der arbejder for Mityana afdelingen af det nationale el-distributionsselskab Umeme. Det bliver rigtig spændende for det er noget af det jeg studerer i Danmark, og nok af samme grund har jeg gået og spekuleret over en masse ting i forhold til elforsyningen i Uganda, som jeg håber at få forklaringer på.

Jeg mødtes med Richard på Umemes kontor i Mityana. Hans job foregik hovedsageligt på kontoret, men han havde arrangeret at jeg skulle med ud på noget feltarbejde, så jeg kunne opleve lidt i stedet for bare at være på kontoret. Vi skulle ud og skifte to elmaster der var brudt sammen. Vi skulle et helt hold afsted på seks mand. En tekniker, tre som skulle hjælpe med at lave det hårde fysiske arbejde og så en anden studerende der var i praktik.

Vi kørte derfra i en lille lastbil som havde to nye master på ladet. Det var et godt stykke væk fra Mityana, så vi kørte i en times tid inden vi nåede stedet. På vejen forklarede chaufføren mig alt om elnettet, forskellige typer af ledninger, elmaster og meget andet. Man har i øvrigt 100% vedvarende elforsyning i Uganda. Alt er vandkraft, andre energikilder er for dyre til at folk kan betale for det. Så man kan vist godt sige at de er ret afhængige af at der er vand i floderne. Nogle gange er der heller ikke nok vand og dermed strøm, og så lukker de bare nogle områder af for strømforsyning.

Da vi ankom til stedet hvor de to master var knækket, var det først ikke til at se hvad der var galt. Vi var virkelig kommet ud på landet, hvis man kan kalde det det. De andre sagde at vi var ”in the bush.” Det var et ret tæt bevokset område de to master havde stået i, og eftersom både master og ledninger var faldet ned, var der ikke noget at kigge op efter. Vi så først rigtigt skaden, hvor vi lige var drejet om et hjørne, hvor ledningerne krydsede vejen i mellem en og to meters højde. De blev holdt oppe af buskadset omkring vejen. Jeg blev lidt nevøs for om de nu var sikre på at der ikke var strøm i dem, men det var de åbenbart ret sikre på, for der gik straks to mænd ud og løftede ledningerne så bilen kunne komme under. Vi gik først rundt og observerede skaben. De to master var pilrådne, og så var der et træ der var væltet ned over ledningerne, og så havde masterne givet efter. Nogle af ledningerne var endda også knækket, så det var måske derfor de ikke var nervøse for om der var strøm i dem. 

Første opgave var at grave huller til de nye master. De blev gravet lige ved siden af hvor de gamle havde stået. Der skulle ikke laves nogen form for fondament, kun et gravet hul. Hullerne skulle være seks fod dybe og masterne skulle være 10 meter høje. Jeg forstår ikke helt hvorfor man måler hullet i fod og masten i meter, det virker lidt upraktisk - og meget ugandisk.

Næste opgave var at slæbe masterne hen til hullerne. Der gik ikke nogen veje helt hen til hvor masterne skulle stå, så de ti til tolv meter lange og meget tykke master skulle slæbes manuelt hele vejen. Selvom det kun var under 100 meter virkede det meget langt når det foregik på den måde. De bandt ræb i den store træstamme og så lange de mindre grene under på tværs, så friktionen blev mindre. Imens de slæbte sang de en sang i en bestemt rytme, og udfra den trak de alle sammen i rebet på samme tid. Et lille stykke af gangen. Jeg kunne ikke hjælpe så meget men jeg hentede de små rullegrene bag stammen nården var trukket forbi, og lagde dem hen foran igen. Da den ene stamme var flyttet hen til hullet, flyttede vi den anden hen til de andet hul, med samme metode.

Den næste opgave var så at rejse masterne op. Det foregik lidt på samme måde som da de slæbte masterne. Den ene ende af masten kom ned i hullet, og så løftede de den anden ende. De sang den samme sang som før, og så løftede de i små ryk. Der var bundet et ræb i den ende hvor de løftede, og da masten var kommet højt op, begyndte nogen af dem at hive i ræbet fra den modsatte side af hullet. Masten kom op uden de store problemer, og det samme gjorde den anden mast. Hullerne blev dækket til, og jorden stampet.

Efter at de to master var blevet rejst, var det ved at være sent, folk var sultne og trætte og vi var så langt ude på landet at vi ikke kunne købe noget at spise, så det blev besluttet at gøre resten af arbejdet i morgen. Det var at sætte holderne til ledningerne på masten og så hænge ledningerne op igen. Vi kørte derefter tilbage til Mityana

Efter vi var kommet tilbage til kontoret og Richard havde gjort sit arbejde færdigt, gik vi hjem til hvor han boede. Vi kom først ind i husets opholdsrum, hvor der var en sofa, et par stole, et køleskab, en køjeseng og et lille bord i midten. Der var virkelig ikke mere plads i rummet. Da vi ankom fik han sin søn til at varme noget vand så jeg kunne komme i et varmt bad. Badet var virkelig dejligt, selvom det bare var en balje med vand. Han fik i øvrigt sin søn og hushjælperen som de også havde til at gøre alting. Han sad i sofaen hele tiden, og kaldte bare når han ville have et eller andet.

Vi fik te og brød med smør lige da vi var ankommet, og senere fik vi aftensmad. Maden bestod af matooke og fisk. Det var dejligt med noget mad, for jeg havde næsten ikke spist noget hele dagen. Kun lidt cassava til morgen og et stykke jackfruit midt på dagen.

Vi fik snakket en hel del om produktion og distribution af el i Uganda og i Danmark. Det er virkelig et helt andet niveau de er på. Alle elledninger hænger i luften, og det er kun ca. halvdelen af alle boliger der er tilsluttet elforsyning. De havde to store problemer i firmaet Umeme. Det ene var at folk koblede sig på elnettet uautoriseret og uden at betale for det, så hovedparten af elproduktionen blev bare hugget. Han sagde at Mityana var det område der var værst ramt, og der var det op mod 90% af strømmen der blev hugget og kun 10% der blev betalt for. Det andet store problem var at de fysiske elledninger blev hugget. Især de strækninger der er af kobber bliver hugget, fordi det let kan sælges videre. Man er dog begyndt at gå over til aluminumsledninger i stedet for, for det kan ikke så let omsættes af tyve. Det er uheldigt at man skal kæmpe med den slags problemer.

22. november

Da jeg vågnede ved at Solomon begyndte at vække deltagerne som skulle på morgenløb, havde jeg kun sovet lidt mere end tre timer, og jeg ikke en gang overvejede at stå op og deltage I morgenløbet. Der er mange der har sagt til mig at det er dejligt når man kommer i gang, men jeg kan godt huske da vi var på morgenløb på international lejr. Det bliver jeg aldrig fan af tror jeg. Jeg faldt i søvn igen efter få sekunder tror jeg, for jeg kan ikke huske mere før de allesammen var kommet tilbage igen, og folk var ved at gøre klar til morgenmad. Det der irriterede mig lidt var at jeg selv var mega træt, men alle uganderne virkede ganske friske, selvom mange af dem havde sovet endnu mindre end jeg. Iben var heldigvis også træt, så jeg var ikke den eneste.

På programmet var der Future Planning (planlægning for fremtiden). Jeg var dog ikke selv med som facilitator. Iben og jeg sad og arbejdede på vores rapport i løbet af formiddagen, og kom et rigtig godt stykke. Vi er nu begyndt at tolke lidt på vores resultater. Vi kunne dog ikke orke at arbejde hele tiden, så ind imellem så vi lidt film, drak ugandisk te (te med tre gange mere sukker end hvad der smager godt) og snakkede med de andre frivillige som ikke faciliterede. Det eneste jeg skulle i dag var at lave en evaluering med eleverne efter programmet var slut for at vise om de var tilfredse.

Når deltagerne havde pause fra sessions gik jeg ud og snakkede lidt med dem. Jeg har efter hånden forklaret ufattelig mange gange at folk i Danmark ikke selv dyrker deres mad men køber det hele i supermarkeder, at vi hverken spiser matooke eller posho, at vi tilgengæld spiser meget svinekød, at alle har køleskabe og i øvrigt også elektricitet, at vejene ikke primært er lavet af jord og har store huller, at vi har fire årstider med sne og is om vinteren, at vi ikke har nogen regntid... Det er altid de samme ting folk spørger om. Meget med mad, afgrøder og naturen i øvrigt. ”Danmark... Jeg har hørt at der er mælk i hanerne der og ikke vand. Er det rigtigt?”, ”Er det rigtigt at man ikke kan eje noget i Danmark, og at regeringen ejer alt?”, ”Jeg har en gang hørt at man kun går i skole i fem år i Danmark fordi folk der er så kloge og lærer meget hurtigere end os.” Danmark er virkelig langt væk fra Uganderne.

Vi har også snakket rigtig megt med Osward det sidste stykke tid. Vi mødte ham første gang da vi havde været i Mityana i en måneds tid. Da kom han hen til vores hus og præsenterede sig som en af Bo og Karinas venner. Han kom inden for, hvorefter han fortæller at han ikke har råd til at komme videre i uddannelsessystemet, efter at han færdiggjorde senior 6 sidste år. Det gjorde vi selvfølgelig ikke, og jeg havde ikke regnet med at han nogensinde ville blive en af vores venner. Når penge er det første man har i tankerne når man møder nye mennesker. Der gik lang tid hvor vi mødte ham og snakkede lidt med ham rundt omkring, hvor jeg ikke syntes så godt om ham, men det var nok fordi jeg stadig havde det indtryk at han bare ville have penge ud af os. Han har imidlertid ikke nævnt det for os en eneste gang siden. Vi foreslog ham også at blive frivillig i Røde Kors, hvilket han tog godt imod, og han blev trænet som LPS facilitator her for nogle uger siden da vi havde LPS træning. Han var så også med på lejren som facilitator. Vi ses rigtig tit med ham, og han er en af vores bedste venner vi har her. Jeg tror ikke han kan finde på at spørge om penge igen. Han har faktisk et rigtig afslappet forhold til penge og han klarer sig med det han har. Han ville nok bare lige prøve chancen første gang han hørte at vi var kommet til byen. Det er virkelig dejligt for en gangs skyld at blive positivt overrasket over folke intentioner.

På lejren snakkede jeg også med en pige der hedder Pauline. En af de få jeg har mødt der ikke lod til at have nogle økonimiske problemer. Hun havde otte søskende, og alle kom i skole, og det var ikke en billig skole hun gik på. Hun var på Mityana S.S. som vist er en af de dyreste skoler i hele Mityana. Hendes familie bor i Entebbe, og det lød som om alle hendes søskende blev sendt rundt i landet til de bedste skoler. Nogle af hendes søskende var og havde været på universitetet også, og hun kunne også vælge at læse hvad hun ville. Den eneste forhindring for hende var hendes karakterer fra de afsluttende eksamener i S6 (svarende til 3.g), akurart som for os i Danmark.

Om aftenen efter lejren, gik Osward med mig ned til den dame vi havde besøgt for noget tid siden, som lavede crafts (lokalt håndarbejde). Vi skulle hente nogle ting som ikke var færdig da vi var der sidst, men ville blive det. Det var bl.a. en flettet måtte af palmefibre. Måtten var endnu flottere end jeg huskede den fra første gang vi var der, og hun havde af en eller anden grund halveret prisen på den, så den nu kun kostede 10.000 shillings (25 kr.)

Om aftenen fortsatte vi med rapporten, for vi vil gerne have lavet den færdig inden vi tager fra Mityana, ogvi har ikke lang tid tilbage. Vi gik ned på New Highway Hotel og spiste aftensmad, for vi ville hellere bruge tiden på arbejdet frem for at lave mad. Vi fortsatte med arbejdet helt til kl. tyve minutter i et. Det var næsten som at være tilbage i grupperummet på universitetet, op til en projektaflevering.

21. november

Iben og jeg havde overnattet på lejren. Vi blev vækket kl. 6, hvor Solomon sprang op fra madrassen, til lyden af alarmen på sin telefon, og gik direkte ind for at vække deltagerne. Der var morgenløb på programmet her tidligt. Jeg kune ikke lige overskue at skulle stå op og lave motion. Jeg har aldrig været glad for at lave motion det tidspunkt af døgnet. Jeg bestemte mig for at jeg hellere måtte stå op til det. Lidt efter vågnede jeg igen hvor der var helt stille og alle var væk. Jeg måtte have været faldet i søvn. Når de nu var gået kunne jeg jo lige så godt sove videre. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg er ikke god til at stå tidligt op.

Det første punkt på programmet var ”Objectives of the camp.” Formål med lejren, hvilket jeg skulle tage mig af. Det kom selvfølgelig for sent i gang, men det var trods alt kun en halv time. Jeg havde 15 minutter til det, men jeg brugte lidt mindre for at mindske forsinkelsen lidt. Det var ikke noget de andre praktiserede i deres sessions, så alle de andre sessions tog længere tid end planlagt. De flaste måltider var også forsinkede, så på den måde pasede det meget godt, men tidsplanen skred mere og mere i løbet af dagen.

Iben og jeg tog et smut hjem i løbet af formiddagen fordi vi skulle bruge nogle evalueringsark som vi havde glemt. Imens der var sessions igang sad vi og arbejdede med at skrive evalueringer ind. Der er 175 udfyldte ark i alt, så det er ikke bare fordi vi er langsomme det tager lang tid. Vi brugte også lige lejligheden til at komme under bruseren. På lejren var der kun baljer og en vandtank. Og da vi alligevel var hjemme brugte vi også chancen til at drikke en varm kop kaffe, for kaffe var der heller ikke i løbet af dagen på lejren. Da vi kom tilbage fortsatte vi med arbejdet på rapporten.

Til frokost var der ris, posho og bønner. Ham der serverede maden til deltagerne i dag var ikke helt god til det med rationering. De første fik rigtig meget mad, hvor de sidste ikke fik ret meget mad, og blev ikke mætte. Det gjaldt bl.a. mig, for jeg ville vente til alle deltagerne havde fået mad. Simon, som er den frivillige der har fået ansvar for måltiderne, sagde til migefter maden at han syntes vi to skulle tage os af at øse op til de næste måltider, så der var til alle, lidt i spøg tror jeg.

Om eftermiddagen var der mere session. Iben og jeg var ikke med til det, for vi arbejdede på vores rapport. Fra kl. seks til kl. syv havde Iben og jeg sammen med Solomon, til gengæld en session. Det var om brug af kondomer. Først diskuterede vi fordele og ulemper ved brug af kondomer med gruppen. Bagefter demonstrerede vi for klassen på en matookebanan hvordan en kondom bruges korrekt. Til sidst gav vi dem bananer og kondomer så de selv kunne prøve. Det var meningen at de skulle have haft en hver, men den ugandiske planlægning gjorde at vi kun have 15. Da vi fandt ud af det, løb jeg hurtigt over i en lille butik der ligger tæt på hvor lejren er, for at købe flere, mens Iben og Solomon fortsatte. De havde heldigvis nogle i butikken, men desværre kun tre. Det måtte vi så nøjes med, for vi kunne ikke nå ind til byen og hente flere nu. Der blev nok til at hver anden kunne få en at prøve med. De blev delt op i otte grupper på græsplænen uden for med en banan i hver gruppe, og så fik de ellers lov at prøve som vi havde demonstreret.

Efter vores demonstration var det ved at være blevet mørkt. Der var en times tid hvor deltagerne havde fri til personlig hygiegne og klargøring til om aftenen, hvor der ville være lejrbål og mimeshow. Inden lejrbålet var der aftensmad, som bestod af ris posho og ærter. Jeg var mega sulten på det tidspunkt, så maden smagte virkelig godt, selvom det måske ikke var noget at råbe hurra for ellers. De andre måtte også have kunnet lide maden for der blev spist op til sidste bid.

Lejrbålet var blevet startet inden vi spiste mad, så der var lige så stille ved at være gang i det, og efter hånden som folk blev færdige med at spise, blev der mere og mere gang i den omkring lejrbålet. Der blev slæbt trommer op til bålet, og så blev der ellers spillet, sunget og danset. Det var et lille tykke væk fra bygningerne at bålet var, så der var helt mørkt bortset fra lyset fra bålet. Jeg er ikke selv så god til danse, så jeg fik lov at overtage en af trommerne og prøvede at holde rytmen. Det var helt lige som i en eller anden film med de her eksotiske trommerytmer og folk der sang og skreg høje lyde. Jeg tror vi var der i en time til halanden. Jeg trommede i hvet fald i lang tid sammen med dem, og jeg kunne ikke mærke min hånd da vi var færdige.

Efter lejrbålet stod den på mimeshow. Solomon havde sat hans lydsystem op udenfor bygningen hvor vi havde lejren. Der blev sat nogle stole og bænke op, og så sad folk ellers og så på at de andre deltagere mimede. Det varede helt ind til kl. 2 om natten, og jeg havde lidt svært ved at holde mig vågen til det sidste. Efter mimeshowet fortsatte aftenen med musik og almindelig dans. Jeg blev ikke oppe helt til der blev lukket ned, det var jeg for træt til.

20. november

I løbet af nattenvækkede Osward mig og sagde at han ville ud og fange græshopper, for de varåbenbart for alvor kommet nu. Da jeg lukkede ham ud, kiggede jeg også lige uden gang, og jeg fik et chok. Luften var fyldt med græshopper. Og det er altsåikke de der små nogen der er i Danmark. De her er op til 10 cm lange, nogenstore krabater og de hopper ikke kun, de flyver også. Han ville i hvert fald udfor at fange dem sammen med en af sine venner som lige havde ringet. Han sagdeat han ville komme forbi igen i morgen. Jeg kunne nu også høre hvordan de kæmpeflyvende insekter fløj mod ruderne og taget, og hvordan de nærmest sang i kor,eller hvad man nu kalder den lyd græshopper laver. Det lykkedes mig at få åbnetdøren og komme ud på terrassen og ind igen uden der kom nogen græshopper med.Jeg troede ellers det ville være umuligt.

Folk er heltvilde med de græshopper. Vinger og ben bliver pillet af dem, og så bliver destegt i kort tid på panden og så er de klar til at spise. De bliver nu solgtover alt. På markedet, langs vejene, folk går rundt med små kurve alle stederog sælger dem. I starten kostede en lille kop 1000 shillings, nu koster et krusfyldt 1000 shillings, og Osward har sagt at inden længe vil man kunne købe enhel stor pose for 1000 shillings, for der bliver flere og flere af dem.

Om morgenenvågnede jeg først halv ni, for vi havde været oppe til over et i går aftes, ogjeg var træt. Jeg vågnede ved at Osward kom og bankede på igen og spurgte omhan måtte låne min cykel, for han ville køre ud til Buswabulongo igen for atlede after sine nøgler. Jeg stod op og gik i bad, nu hvor jeg alligevel varstået op. Da jeg kom ud i køkkenet fik jeg igen en chok, for der var en helmasse græshopper i køkkenet. Jeg undrede mig over hvordan de var kommet ind forvinduer og døre havde været lukket. Jeg begynte at fange nogle af dem og fyldedem i en tom plasticflaske, som jeg havde set nogle børn gøre rundt omkringudenfor. Jeg opgav hurtigt den metode, og gik over til at give dem sammebehandling som karkerlakkerne fik, nemlig med min sko. I mens jeg jagtede dem ikøkkenet opdagede jeg hvordan de var kommet ind. Der var en 3 cm bred sprækkeover det ene af vores tre vinduer i køkkenet. Jeg fik hurtigt sprækken stoppettil med plasticposer. Iben troede lige så godt vi med det samme kunne opgivekampen om at holde dem ude, men selvom det sikkert ikke bliver let, giver jegdet lige et forsøg.

Osward komtilbage lidt senere og havde pancakes med. Han fortalte om sin nat, hvor hanhavde været ud og fange græshopper, samtidig med at han havde forsøgt at huskehvor sin nøgle var, dog uden held. Han havde kun fået sovet et par timer i enstol hos den kammerat han fangede græshopper med. Han fik en kop kaffe mens visnakkede om lidt af hvert. Bagefter gik han hjem for at tage en lur så hankunne være frisk senere i dag, hvor vores camp jo begynder.

Iben og jegarbejdede på vores evalueirngsrapport i løbet af dagen. Det er et stort arbejdeat skrive alle de kommentarer ind og sætte det lidt i system. Det er tilgengæld virkelig sjovt at læse alle de underlige og misforståede svar der erind imellem. Vi bliver tit nødt til at holde pauser ind imellem fordi vi grinerfor meget. Ind imellem spiste vi lidt chapati og sombosas som frokost, det varbegyndt at øsregne lige da vi skulle have mad så det var hvad vi fik fat i iførste omgang.

Vores camp skullebegynde kl. fire. Det var holdt op med at regne, så jeg tog atsted lidt iforvejen og tog fordi og hentede noget mere mad, for jeg var blevet ret sulten,efter den noget lette frokost. Jeg købte en rolleggs, en ristet majskolbe og enjuicebrik. Da jeg kom op på branchen var der næsten ikke kommet nogen. Der varogså en time endnu til der var afgang fra branchen til lejren, men jeg havdeingen forventning om at vi ville komme afsted til tiden. Da tiden var inde tilat vi skulle afsted fra branchen med deltagerne, var der kun kommet meget få,og Joseph og Solomon havde endnu ikke skaffet en taksi til transport afdeltagerne. Vi kom afsted ca. halvanden time for sent.

Lejrstedet vardet samme som sidste gang vi havde LPS youth camp. En primary school lidt udenfor Mityana. Sidste gang inviterede vi 40 deltagere og der kom 25. Den her ganginviterede vi kun 30, men der kom 35. Der er lidt svært at regne med den slagsaf en eller anden grund. Jeg tror det er den ugandiske afslappede holdning tilplanlægning og kommunikation. Da vi kom i gang med programmet var i ikke ligeså forsinkede som vi var til sidste camp, men trods alt ca. to timer. Til atstarte med havde vi ikke noget lys i klasselokalerne, men kun ifacilitatorlokalet, så for ikke at blive mere forsinkede, tog vi en hurtigbeslutining og lavede facilitatorrummet om til ”undervisningslokale.” Viskubbede bordene ud til siderne og lagde madrasser på gulvet. Det kom faktisktil at virke overraskende godt, for det gav en meget mere afslappet og hyggeligstemning end hvis vi havde været i et klasselokale med bænke og borde. Specielther den første dag og aften er jeg glad for at vi fik blødt stemningen op, hvordet altid er lidt svært. Det var alligvel ikke noget tungt program vi havde omaftenen. Vi havde expectations and fears (forventninger og bekymringer),setting of ground rules (fastsættelse af regler for lejren) og valg aflejrledelse blandt deltagerne. Det er alle punkter som er obligatoriske på enuganisk lejr, som jeg vist har nævnt i andre dages beretninger.

Efter programmetvar overstået var der mad. Den bestod af ris med en slags sovs. Der var ikkehelt nok mad, så det var lidt ærgeligt. Det var samme køkkenhold vi havdesidste gang, og der var der ingen problemer, så vi håber det var en enligsvale.  

Solomon havdelovet at taget musikanlæg med til aftenunderholdning, men var åbenbart stødt påproblemer, så han havde det ikke med alligevel. Det var også blevet sentallerede så programmet blev afsluttet med at der blev delt nogle stegtegræshopper ud til deltagerne. Jeg lagde mig på min madras i facilitatorrummet,ikke så længe efter for jeg var meget træt. Folk gik ind og ud af rummet ogtændte og slukkede lyset, men det generede mig ikke rigtigt.

19. november

I løbet afformiddagen fik jeg skrevet de sidste hængepartier i forhold til min dagbogfærdigt, så jeg nu var helt up to date på den front. Det er længe siden jeg harværet det. Derefter ville jeg lige tage på internettet for at få lagt nogle afdem ud også, men da jeg kommer derned er der ikke noget internet. Det er ligeforsvundet får jeg at vide, så jeg sætter mig og venter. Der sker ikke noget.Jeg havde ca. tre kvarter inden vi skulle mødes på kontoret, så jeg håbede påat det kunne nå at komme tilbage. Jeg gik over på markedet, som ligger megettæt på, og købte en rolleggs, og satte mig tilbage på internetcafeen og spisteimens jeg ventede. Internettet kom ikke tilbage på det tidspunkt.

Det første punktpå dagens program var at overrække fodbolduniformer og en fodbold til linket påMityana Town S.S. De blå sæt hummel fodboldtøj matchede perfect med farven påelevernes skoleuniformer. Jeg tror det er Solomon der har sørget for det. Haner patron (Røde Kors kontaktlærer) på skolen, og han har sørget for at der erblevet trykt et Uganda Red Cross Society logo på samtlige t-shirts, ikke kun pådem til den her skole. Ret god ide faktisk, for så laver de reklame for RødeKors hver gang fodboldholdet spiller.

Efter at haveværet på Mityana Town, tog Iben jeg jeg hjem igen for at arbejde lidt videre påvores evalueringsrapport. Senere på dagen skulle vi til Ttanda, hvor en ny outof school gruppe skulle have den første session. Vi skulle også mødes medDouglas derude, for at snakke lidt mere og ansøgningen til projektstøtte.Sessionen skulle begynde kl. fire så vi havde aftalt at mødes kl. tre påbranchen, og så tage sammen ud til Ttanda.

Da klokken var halvtre begyndte det så småt at regne, og ti minutter i tre øsede det ned. Viringede til Joseph for at høre hvad planen var, bare for en god ordens skyld,selvom vi godt kendte svaret. Programmet var udskudt ind til det holdt op medat regne. Det regnede i to timer uafbrudt.

Imens det regnedekom Nayiga over og sagde at hun nu var færdig med eksamenerne og havde ferie.Vi havde ikke så meget tid til at underholde hende lige på det tidspunkt, forvi sad og arbejdede, men hun spurgte om ikke hun måtte lave chapati, og det fikhun så lov til. De plejer altid at komme lidt løg i de chapati, og det gjordehun også i dag, men ikke den slags løg hun troede det var. Vi havde et lilleglas stående på bordet med et hvidløg i, så to da bare to fed derfra og hakkedeog kom i dejen. Vi opdagede det ikke før vi smagte på de færdige chapati. Detvar en noget anderledes smag men faktisk ret god. Så vi spiste hvidløgschapati,mens det fortsat væltede ned med regn udenfor.

Da det endeligstoppede med at regne var det blevet for sent til at vi kunne nå at holde voressession. Det er første gang så vidt jeg husker at vi direkte har aflyst ensession. Vi fik derfor endnu mere tid til at arbejde med rapporten. Lige iøjeblikket er vi ved at skrive alle de evalueringsark vi har fået udfyldt påskolerne, ind på computeren og systematiseret lidt, så det kan analyseres.

Senere tog jegind på internetcafeen og prøvede lykken igen. Der var nu både internet ogstrøm, og jeg sad i en times tid og lagde alle dagbøgerne for det sidste langestykke tid ud på min travellog.

Lige da jeg varved at være færdig kom Iben og Osward forbi og hentede mig, for vi skulle entur ud til Buswabulongo igen. I dag gik det op for os hvorfor Osward altidtager ud til den by, som alligevel ligger et godt stykke fra Mityana. Han harnemlig en kæreste derude. Det havde han aldrig sagt noget om tidligere, og vianede ikke at han havde en kæreste overhovedet. Det var åbenbart heller ikkehelt officielt. Oliva hedder hun. Det var kun hendes søstre der vidste hvemOswad var. Olivas mor havde endda en butik i Buswabulongo hvor Osward tit varinde og købe noget, men hun anede ikke hvem han var. Det grinede Iben og jegmeget af. Vi satte os på en pub lige ud til ”hovedgaden” i byen derude, og draken øl hver og spiste rolleggs.

Det er rigtighyggeligt her om aftenen. Der er ingen gadebelysning, men selvom det er heltmørkt kunne man sagtens se gaden og i nogen grad hvad der skete, for langsgaden var der en masse små boder som var lys op af de her lokale olielamper,der er lavet konservesdåser. Der bliver solgt chapati, rolleggs, ristede majs,ristet kød eller lever, sombosas, cassavachips, for tiden også stegtegræshopper og mange andre ting.

Senere tog vihjem til os igen for at se en film. Solomon og Joseph ville også komme forbi,og Iben havde fået dem til at tage local brew med. Det viste sig at det ikkevar Joseph, men John som Solomon kom med. Jeg ved ikke hvorfor Joseph ikke varmed eller hvorfor John så var kommet med, men det var da meget hyggeligtalligevel. Vi så filmen ”Interview with a vampire.”

I løbet af filmengik det op for Osward at han havde glemt sine nøgler i Buswardulongo, så hanlånte min cykel tilbage for at hente dem. Da han kom tilbage havde han ikkefundet dem. Han fik lov at låne vores sofa at sove på til i morgen hvor han såkunne få fat i en ny nøgle så han kunne komme ind på sit værelse.

18. november

Vi havde møde medJoseph og Laetitia kl. 10 om fremtidsplaner for branchen. Det var i hvert faldsådan de havde fremlagt det for os. Laetitia startede med at spørge hvordan vihavde haft det med opholdet her i branchen, og hvordan vi syntes samarbejdet osfire imellem var gået. Vi sagde begge to at vi syntes det havde været et godtsamarbejde og at problemerne havde været meget små. Laetitia sagde at hun varenig og at hun gerne ville benytte lejligheden til at sige tak til os forsamarbejdet. Hun ville gerne at vi var blevet endnu længnere. Det er virkeligdejligt at vores arbejde her bliver værdsat lidt. Det er ikke meget der harværet af den slags.

Efter den samtalegik hun over til at snakke om et projekt der hedder ”Watsan.” – Water and sanitation,som kører i flere branches. Det havde kørt her i Mityana for nogle år siden mensponsorerne havde trukket sig, så det kørte ikke længere her i branchen. Detgår ud på at etablere brønde og steder hvor folk kan hente rent vand. Samtidiggår det ud på at informere lokale om hvordan de passer på kilden og beskyttervandet. Der har de seneste dage været problemer med vandforsyningen i området,og folk har måtte gå langt efter vand, for det er jo en nødvendighed. Pointenvar at hun gerne ville have Iben og jeg til at lede efter nye donorer i Danmarksom ville sponsorere projektets genopstart. Der er mange der vil have os til athjælpe dem med at skaffe penge, og det her er jo i grunden ikke megetanderledes, men dog en noget mere rafineret måde at bede om hjælp på.

Jeg kan på enmåde godt forstå det. Der er vitterligt ikke mange penge at hente her lokalt,hvorimod i Danmark er der jo overflod af alt. De penge der skal til for at givealle landsbyer i et stort subcounty (en slags kommune) vandforsyning, er ikkemange i dansk målestok.

Helt konkretville hun gerne hvis vi ville lede efter donorer når vi kommer tilbage tilDanmark. Lige nu giver det rigtig meget mening fordi vi kan se problemerne menvores egne øjne og vi kan næsten mærke dem. Vi har ikke haft vand i voresvandhane den sidste uges tid på grund af vandmangel. Vi har dog enreservevandhane på badeværelset hvor der altid er vand, fordi vi har en storreservetank med vand uden for huset, som bliver fyldt op når der er vand.Problemet er at når vi kommer tilbage, vil vi komme ind vores danske hverdagigen, og vi vil have nok at lave, og så er det måske dumt at have forpligtetsig til en helt masse i Uganda som man måske ikke kan leve op til. Jeg sagdetil Laetitia at jeg godt kunne prøve at finde noget, men at den slags hellerikke er let i Danmark trods alt, men at jeg ikke kunne love noget. Hun lød gladfor svaret, så hun havde måske ikke forventet så meget.

Efter frokostskulle vi ud på Trinity for at aflevere de fodboldtrøjer og fodbold, som vihavde fået sponsoreret hjemmefra. Der er en eller anden fodboldklub i Århus somsamlede ind til velgørenhed, og pengene fra indsamlingen blev brugt til at købeen masse sæt fodboldtøj og fodbolde. Vi har så nu fået tilsendt fodboldtøj iseks forskellige farve, så det passer med at seks forskellige links kan få tøjog bolde til et hold. Vi overrakte tøjet til en samling på skolen hvorstørstedelen af skolen var tilstede, og der blev klappet dag fodboldtøjet blevpræsenteret. Det er ikke noget der er normalt at have, og skolen havde ikke iforvejen nogle ens sæt tøj de kunne give deres hold på til kampe.

Efteroverrækkelsen af fodboldtøjet, gik vi i gang med den evaluering der varhovedformålet med at tage herud i dag. Vi havde aftalt med John Bosco at hanskulle finde nogle elever der havde været med til LPS sessions sidste år, forat finde ud af om de havde lært noget. Han havde fundet et godt hold og størreend jeg havde regnet med. Der var vel ca 15 elever. Vi var i et stort lokalesom ikke blev brugt itl andet for tiden, fordi der var eksamener i gang. Hersnakkede vi først med dem om hvad de kunne huske fra sidste år af LPS, for ligeat spore dem ind på hvad det handlede om. Herefter fik vi dem til at fortælleom oplevelser hvor de havde haft brug for det de lærte sidste år. Til sidst fikvi dem hver til at skrive en oplevelse ned hvor LPS havde hjulpet dem. Dehistorier bliver det spændende at læse igennem for at se om de har forståethvad det gik ud på, og om hvad for nogle historier de så har skrevet ned.

Senere på dagenhavde vi LPS møde. Mødet var ikke super godt planlagt. Dagsordenen blevimproviseret kort inden mødet, referatet fra sidst var enten ikke blevet fundetfrem eller også var det blevet væk og det program som skulle være udleveret forweekendens lejr, var heller ikke blevet printet ud. Der udover var kun seksmedlemmer mødt op da mødet startede 20 min for sent. Der kom dog flere tilløbende med mødet. Helt ind til lige inden det sluttede dukkede der folk op.Det var ikke et særlig godt møde, og det var meget begrænset hvad der kom ud afdet efter min mening, men alle fik deres obligatoriske sodavand og gik gladehjem. Jeg tror aldrig jeg vænner mig helt til den ugandisk mødekultur.

17. november

Vi havde aftaltmed Joseph og Solomon at mødes kl. 10 på branchen, fordi et out of school linkskulle bruge hjælp, til at skrive en ansøgning om projektstøtte. Joseph visteos en model for hvordan ansøgningen skulle bygges op, og forklarede os hvordanprojektet var tænkt skulle fungere. Det var et indkomstgenererende projekt,hvor gruppen ville købe noget kvæg og dyrke afgrøder på noget jord, i Ttandahvor de boede. Joseph havde forestillet sig at vi bare kunne skrive denansøgning nu. Vi var Iben, Solomon, Joseph og jeg. Jeg mente det ville væreskørt at lave forslaget uden repræsentanter fra gruppen som skulle køreprojektet, der ved hvad det handler om. Efter min mening burde det være demselv der lavede ansøgningen, og så kunne de spørge os til råds. Da jeg havdeforklaret mit synspunkt, gav de andre mig heldigvis ret. En af lederne forgruppen var Douglas, som var ny-trænet LPS facilitator, blev inviteret til etmøde senere på dagen hvor vi kunne diskutere projektforslaget og ansøgningen.

Iben og jeg toghjem igen herefter, for der var ikke strøm på branchen. Det viste sig at derheller ikke var strøm i vores hus. Vores strømforbindelse er ellers meget merestabil end den på branchen. Jeg havde også forsøgt at gå på nettet framorgenenaf, men der var heller ikke strøm, så der var nok et generelt problem i dag.

Josephine komforbi med et stort stykke jackfruit lige inden middag. Hun havde dog ikke tidtil at blive og spise med os, for hun skulle til eksamen. Jeg fandt aldrig udaf hvorfor hun var kommet med frugten. Vi inviterede i stedet for Joseph til atkomme og spise den med os, og han sagde at han gerne ville komme. Vi ventedederfor på ham, men han kom ikke. Vi havde også lige spist frokost, så vi varikke så sultne, så vi lod den ligge til senere.

Efter frokosten,var der stadig ingen strøm, så jeg tog ind til byen for at købe forskelligeting på markedet. Jeg møder her Joseph i sin kærestes butik, som ligger ligeved markedet, og jeg spørger ham om han mistede lysten til jackfruit (hvilketer et retorisk spørgsmål, for det sker aldrig). Han mumlede noget om at hanhavde prøvet at skrive til Iben, men at han gerne ville komme og spise med ossenere, hvis ikke vi allerede havde spist den. Det aftalte vi så. Jeg købte deting jeg skulle bruge til ugandiske pandekager og matooke med jrdnøddesovs.

Ugandiskepandekager og lavet af cassava-mel og bananer. Det er de eneste ingredienser.Man moser det sammen til en dej, ruller det ud på bordet, og så stikker madskiver ud af den flade dej med et glas. De her stykker steger med så på pandeni en god mængde olie. De smager ret godt, og meget sødt. Jeg var sikker på derskulle have været sukker i.

Da jeg var færdigmed de her pandekager, var klokken næsten 4, hvor vi havde aftalt at mødes igenfor at snakke om projektforslaget. Jeg tog pandekagerne med, og delte dem udtil mødet. Jeg var lidt spændt på reaktionen for jeg har aldrig lavet dem før,men folk kunne tilsyneladende godt lide dem, for de blev spist alle sammen.

Vi fik snakketmed Douglas om projektet, og det viste sig at de ikke var helt så langt medprojektet som jeg havde forestillet mig. Der var ikke lavet nogen detaljeretplanlægning endnu, og før ansøgningen kunne udfyldes ordenligt, skulle der værestyr på flere detaljer end der var. Så vi gav ham et eksempel på en ansøgningmed, og så fik han til opgave at mødes med gruppen og få planlagt lidt nøjere.Vi aftalte at mødes igen på torsdag, og kigge på det igen.

Til aftensmadlavede jeg matooke på den lette måde. Jer puttede bare bananerne i kogende vandi 20 min og moste dem sammen bagefter. Til matoken lavede jeg jordnøddesovs,som jeg er blevet ret vild med. Jeg skal jeg helt sikkert prøve at lavederhjemme. Matooken blev overraskende god. Den blev næsten bedre end når manlaver det på den traditionelle måde. Joseph kom efter vi havde spist, for atspise jackfruiten som vi havde gemt. Jeg spurgte om det aldrig gav nogenproblemer altid at komme for sent til aftaler, som de fleste her i øvrigt gør.Han sagde at det sagtens kunne give problemer, og at det også nogle gangegjorde det hvis han kom for sent til et møde der rent faktisk begyndte tiltiden...

16. november

Vi stod tidligt op fordi jeg gerne ville haveindhentet nogle af de dagbøger jeg var bagud. De øsede ned da jeg vågnede kl.halv syv. Jeg blev liggende fordi vandet i bruseren er altid meget koldere nårdet har været koldt og regnet. Hvis solen stod op kl. syv og skyerne var væk,kunne vandet måske nå at være varmet op så jeg kunne nå et bad inden vi skulleafsted. Jeg stod op kl. syv, kogte vand og lavede kaffe og satte mig til atskrive. Regnen øsede stadig ned. Da vi kom til Uganda havde vi fået at vide atregntiden ca. ville være afgrænset til september måned. Nu er det snartnovember og det har øset ned hver dag de seneste dage. Ugandernes forhold tiltid overrasker mig ikke så meget mere. Det fortsatte med at regne, så jeg kunneikke se anden udvej end at gå under den ekstra kolde bruser.

Vi have aftalt med Joseph at mødes kl. 10 påkontoret. Kl. 10 minutter i 10 regnede det stadig, så Iben ringede og spurgteJoseph om han havde tænkt sig at komme ned på kontoret, for ellers ville viheller ikke tage derned. Han havde ikke tænkt sig at bevæge sig nogen steder sålænge det regnede, men det vidste vi jo godt. Vi måtte jo bare ringe for en godordens skyld, selvom uganderne nok ville have taget den slags for givet. Klokken11 var det næsten holdt op med at regne så der begyndte vi så småt at gøre klartil at tage afsted.

Jeg havde nøglen til kontoret, så jeg togafsted lidt før Iben, men det kom aldrig til at gøre den store forskel, for dajeg kom ud af porten, blev jeg stoppet af en dreng som startede med at råbe”Thank you God, I’m blessed,” da han så mig. Jeg blev straks nervøs. Han komhen og hilste på mig og spurgte om jeg ville bruge fem minutter på at lytte tilham. Det ville jeg gerne, selvom jeg godt lige fra starten vidste at han villehave penge af mig. Han fortalte at han havde fået ferie fra sin skole, og nuvar i gang med at tjene penge til næste års skolepenge, ved at starte etprojekt hvor han ville holde grise. Hans problem var bare at han manglede160.000 shillings før projektet kunne blive til noget. De penge var han dog vedat tjene men nu var hans græsklipper, som han brugte til at tjene penge med,gået i stykker og han havde ikke råd til at få den repareret. Han ville nugerne have mig til at forstå hans situation, og give ham noget til at hjælpeham ud af sit problem. Jeg sagde først at jeg ikke måtte give ham penge fordijeg var her med Røde Kors, hvilket der gik lidt tid inden han accepterede. Nuville han så have nogle af mine ting i stedet for. Jeg var lige kommet ud afporten på mine dyre mountainbike, med en rygsæk med en computer og encomputertaske med en anden computer, fordi Joseph havde ikke fået den med tilbagei går. Jeg sagde til ham at alle de ting jeg havde tilhørte Røde Kors, og atjeg jo ikke kunne give deres ting væk. Det accepterede han også efter lidt tid,men nu sprugte han bare om tøj eller sko. Han var ikke til at komme af med ogjeg kunne ikke få mig til bare at gå. Hele tiden i mens han talte, kunne jeghøre at hans stemme skelvede og var lige ved at knække over i gråd. Jeg varikke i tvivl om at han manglede penge, og det er også virkelig svært at sigenej til sådan en dreng, men jeg kan bare heller ikke gøre andet.

På kontoret lavede vi et program for LPScampen her i den kommende weekend, og vi kiggede lidt på et budget, som Josephdog næsten havde lavet allerede. Derudover diskuterede vi et projektforslag fravores out of school group i Ttanda. Det er meningen at grupperne skal komme opmed projektforslag og lære at lave ansøgning om tilsud. Det projektforslaggruppen var kommet op med var om at holde kvæg og dyrke majs. Projektet skullemed tiden, som det begyndte at give afkast, udvides til at omfatte udlejning afplasticstole og telte. Vi snakkede om hvordan vi skulle lave ansøgningen, og vibesluttede at kigge nærmere på det hver især til i morgen, og så mødes igen oglave et forslag.

Det er ved at være græshoppesæson her. De herstore græshopper er begyndt at dukke op rundt omkring. I går aften på Mountainpub, gav Solomon mig nogle stegte græshopper. Jeg er altså ikke tosset med deinsekter, heller ikke hvide myrer. Men de her græshopper kommer i store antalden næste måneds tid. På luganda hedder november måned noget i retningen af”græshopperne kommer.” De kommer ind i husene hvis der er et åbent vindue medlys bag, vi har allerede fået et par stykker ind, men jeg er bange for det ikkeer slut med det endnu. Vi får se hvor slemt det bliver.

Om aftenen gik vi over på New Highway Hotel ogdrak en øl. Vi havde glemt kontanter, og den regning vi her som vi skriver madpå, skriver vi ikke øl på, dem betaler vi selv. Dem der stod i baren, som viefter hånden kender ret godt sagde at det ikke var noget problem, og at vi barekunne give dem pengene næste gang vi kom forbi. Mens vi nød vores kold øl snakkedevi lidt om a vi kun havde lidt mere end to uger tilbage i Mityana. Jeg vil heltsikkert komme til at savne Uganda og Mityana og alle de venner vi har her. Vihar allerede været her i tre en halv måned, og de halvanden måned vi hartilbage virker som halvanden uge ved siden af, men det bliver alligevel dejligtogså at komme hjem. Iben og jeg var enige om at vi helt sikkert ville komme tilUganda igen på et tidspunkt.