Dagen i går startede med et besøg i Targett (en stor butik i Eureka), hvor vi skulle prøve at finde lidt tøj, da vi jo aldrig fandt den outlet, som vi skulle have besøgt nord for S.F. Både  regnar og Svend fandt et par cowboybukser, men ellers gav det ikke rigtig noget, så idag prøver vi igen her i Klamath Falls.

Vi havde en fin tur fra Eureka, hor vi fulgte Stillehavskysten nordpå og fik nogle fantastiske udsigter. Vi kom igennem Redwood Nationalparken, hvor vi kørte i lang tid gennem en skov med de 100 meter høje kæmper. Vi gjorde holdt ved et par Visitorcentre samt ved Big Tree, som er ca. 1500 år gammelt.

Herefter fortsatte vi til Crescent City, inden vi drejede mod øst med kurs mod Klamath Falls. På kortet så det overkommeligt ud, men det kom til at tage sin tid, da vi igen kørte op og ned ad bjergene med det ene skarpe sving efter det andet, så farten var moderat. Til gengæld var det en fantastisk flot tur, og vejret forsætter bare med med høj sol og temperaturer på næsten 30 grader C. 

Kl. ca. 17.30 var vi fremme ved hotellet, som er helt nyt. Der er også en svømmepøl, men den har vi ikke prøvet endnu. Kl. ca. 19 var vi fremme hos Laura og Ray, som gav os en hjertelig modtagelse og serverede margeritas m.m. og senere en lækker middag. Desværre var jeg (Svend) nået til det stadium i min forkølelse, hvor jeg hverken kan lugte eller smage noget, men de andre sagde, at det smagte rigtig godt. Efter en masse snak var vi hjemme på hotellet kl. ca. 22.

Morgenmaden her er det bedste, vi har oplevet, så det er jo heldigt, når vi skal være her i 3 dage. Planen i dag er at køre til Crater Lake med Laura som guide.

Området er jo fyldt med små hyggelige byer, og da vi ikkekan gå til dem alle og trods alt har en stor limo holdende udenfor døren,valgte vi at køre rundt og besøge dem, Lad det være sagt med det samme, at detbliver aldrig en glæde for nogen af os at køre rundt på smalle veje, op og nedog hårnålesving, samtidig med at man skal finde ledige p-pladser, specielt ikkenår området hernede i forvejen er fyldt op med biler og mange mærkværdigebegrænsninger, som vi alligevel ikke forstår.

Nå, men vi fik set lokalområdet og fik fastslået, at Camoglier den suverænt flotteste og mest charmerende by, så vi satte endnu mere prispå den om aftenen, da vi slentrede rundt i ”vores by” for at finde et nyt oggodt spisested.

Et af de mest omtalte og smukkeste steder i Italien erCinque Terre = de 5 byer, som er på alle bevaringsværdige lister og et af desteder, man må se, inden det er for sent. Der er tale om 5 kystbyer, beliggendepå eller hugget ind i klipperne, og hvor den eneste forbindelses mulighed igamle dage var via havet, hvis man ellers kunne komme ind.

Sydligst ligger Riomaggiore, dernæst Manarola, så kommerCorniglia, Vernazza, og til sidst Monterosso al Mare.

Vi tog toget til Riomaggiore, men var nær ikke kommet af, datoget stoppede i en tunnel !! Problemet var, at perronnen var meget kort, togetmeget langt, så vi skulle stå af og gå frem til udgangsstedet, hvilket skabte lidtforvirring og panik hos de mange passagerer, der skulle af, og ikke vidste hvadder skete.

Alle 5 byer er meget små, og Riomaggiori er den næststørste,så der er der 3 gader. Vi måtte lige se lidt af byen, inden vi startede vorestogt mod næste by, men det var hurtigt overstået, så af sted mod Manarolo afVia dell Amore, en tur på kun 1 km og med et rimeligt underlag at gå på.  Via Del Amore havde det meget pudsigekendetegn, at der var hængt hængelåse op alle steder, så vi formoder, at i detkatolske (og kyske ??) Italien, må symbolisere evig troskab eller blot enpraktisk foranstaltning, idet manden ”deponerer” nøglen til konenskyskhedsbælte her.  Manarolo liggerved første øjekast højt på klipperne, men det viser sig, at byen er bygget opind i slugten og op i dalen, en meget smal by med én vej, og en ekstrem lille”havn”, der ikke kan have bådene liggende, så de bliver hejst op og lagt påhovedgaden, hvor der er plads, mellem restauranternes udendørs servering oggrønthandlernes varer.

Videre derfra til Corniglia, og vejen er fortsat rimelig,dog begynder stigningerne at komme, og da vi når frem til byen, præsenteres vifor fodgængernes ”San Francisco nedkørsel”, hvor vejen op til byen slynger sigsom den berømte nedkørsel for biler i S.F. , og der var mange trin op,  skal jeg hilse og sige !! Igen en meget,meget lille by, der lå højt, og vi fik lige tid til en kop kaffe på torvet (ja,der er kun det samme) inden vi fortsatte mod Vernazza.

Nu startede strabadserne for alvor, her var der megetuvejsomt med kraftige stigninger og stejle stier ned, nu gik vi på granit,trærødder, skovbund & grus, og der var ikke meget plads til at passerelangtsomt gående eller ”modkørende”, t-shirtene var nu godt gennemblødte ogsveden haglede af os.

Vi kom ind fra bjergkammen, og skulle (modsat Corniglia) gåned til byen, og det var gennem vinmarker og almindeligt vildnis, men udsigtenvar flot. Der blev tid til at spise lidt af den medbragte mad, og inden benenebegyndte at gøre for ondt, kom vi videre.

Strækningen til Monterosso er klart den hårdeste,stigningerne og faldene er de kraftigste og stierne er flere steder så smalle,at man ikke kan passere andre, men blot skal passe på, ikke at falde ned ibuskadset/krattet et par meter nede af bjerget. Vi grinede lidt af, at nårklippen gik lodret ned uden buskads, var der rækværk, men lige så snart der varkrat - typisk med brombær, var rækværket sparet væk, så det var bare om athåbe, at det ville gribe en, hvis det gik galt.

En lavthængende gren slog mine solbriller af, så jeg måtte entur ned i buskadset for at hente dem, heldigvis var der en rimelig bund under,men jeg havde godt nok rifter overalt, da jeg kom op igen.

Vi kom frem til Monterosso, som er den klart kedeligste byaf de 5, og vi nåede lige at shoppe lidt lokal vin og tapanade, inden vibelønnede os selv med en stor fadbamse og et glas koldt vin.

Incl. byvandringer, kaffe & vandpauser, lidt frokost,temmelig meget fotografering klarede vi turen på lidt under 6 timer.

For folk, der kommer på disse kanter, kan turen varmtanbefales, den er sindssyg flot, udfordrende og spændende, og man behøver ikkeat tage alle 5 byer, idet toget stopper i samtlige, så når man ikke orker mere,tager man bare toget hjem.

For lige at få benene i gang ovenpå Cinque Terre turen togvi en vandring dagen efter i vores eget bagland, hvor vi gik op i bjergene forat få udsigt over bugten, hvilket vil sige både den italienske og franskeriviera. I supergodt vejr kan man se Cap Ferrat – det vil jeg ikke påstå, at vikunne, men det var klart vejr og vi kunne følge bugten langt ind i Frankrig,men ikke identificere de enkelte byer eller halvøer.  På vejen tilbage måtte vi lige have en kaffe i byen Ruta, somligger ca. 15 min gang oven over lejligheden. Da vi opdagede at kaffebarenhavde et udsøgt valg af diverse vine, lækre retter, så måtte vi jo også smagepå det. Det kan anbefales – la Nico er et besøg værd, og udsigten fra højesteterrasse er fremragende – man kan se helt til Genova. For Whiskey elskere erder også lidt at vælge imellem (4 1/2 siders udvalg (slurpp)).

Vi har været rigtig glade for at bo her i Camogli, dejligtområde med masser af muligheder for fede naturoplevelser, Portofinohalvøen erspændende og alsidig, Cinque Terre er tæt på, og Genova ligger blot en halvtimes kørsel herfra, så der er lidt for enhver smag. Byen Camogli ercharmerende, dejlige restauranter og barer/enoteca’er, dog er stranden med altfor store sten og der ser ud til at være en del strøm (dog ikke afprøvet). 

Ikke desto mindre har vi alle fået lidt at spise, da vi bliver hentet i en firehjulstrækker-bus. Vi skal en tur op til den nordlige del af øen. Der er ca. 35 kilometer til nordspidsen, men køreturen tager sin tid, for den foregår i et mildest talt ujævnt terræn. Vi klamrer os fast til, hvad vi kan få fat i, hjælper med at bremse med fødderne, og Conny lukker flere gange øjnene. Men vores chauffør har prøvet turen før, og vi kan fornemme i bakspejlet, at han sidder og smågriner.

Vi får jævnligt lejlighed til at komme ud og strække ben og mærke fast grund under fødderne. På vej til nordspidsen stopper vi en håndfuld steder for at nyde udsigten, som bare bliver flottere og flottere for hvert stop. Landskabet er meget dramatisk med høje klipper og skrænter, som forsvinder ned i søens dybblå vand.

Da vi når nordspidsen, forklarer chaufføren os, at vi har en times tid til at gå en tur ud til den yderste klippespids, og at vi så kan finde ham i en lysning i udkanten af skoven, hvor han vil have noget ”njam-njam” klar til os. Vi gætter på, at det er russisk for frokost!

Vi finder da også ganske rigtigt vores chauffør ved et lille bål, da vi kommer tilbage fra vores gåtur. Han har lavet suppe til os. Heldigvis for mig er der også lidt brød og agurkesalat, for i gryden ligger der små fine fiskehoveder og klumper af fisk og svømmer rundt.

Nogen mere mætte end andre og veltilpasse kører vi hjemad igen. ”Hold nu fast på kameraet”, ”Jeg tror snart, fiskesuppen kommer op igen” og ”Jeg er ved at glide ud af mine bukser”, griner vi til hinanden – vi troede ellers lige, vi havde vænnet os til den hullede vej. Vi bliver sat af foran Olya og Kolyas hus 6 timer efter, vi startede dagens udflugt – godt sammenrystede!

I dag har vi lært, at…

• der ikke skal så meget til at formilde guderne. Burjaterne – et af de oprindelige folkeslag i området – tror på guder i naturen og ofrer alt af større eller mindre værdi til dem ved særlige hellige steder: Småmønter, hårbånd, klædestykker, vodka… (Hvis man ofrer vodka, skal man dog tilsyneladende huske at drikke det meste selv og kun efterlade en lille sjat

• når man kommer ud på landet, drikker russerne kun te til deres mad!

Jacob

Derimod er der masser af vand. Drikkevandet kommer ude fra Bajkalsøen. Det er rent og kan sagtens drikkes, men mikroorganismerne er måske anderledes end derhjemme, og det er sikkert det, der har sendt Jacob op til lokummet i løbet af natten. Jeg skal hilse jer alle og sige, at det ikke er helt nemt at ramme hullet, når der er fyld i begge ender…

Selv om Jacob er døden nær, er der en, som har det værre end ham. Da vi – altså de tre af os – sidder og spiser morgenmad ved et af bordene udenfor, kommer bondemanden og hans bror slæbende med en sæl. De to har her til morgen været ude at røgte garn, og dyret er i nattens løb druknet i nettet.

Bajkalsøen er hjemsted for verdens eneste ferskvandssæl, nerpaen. Ingen ved helt, hvor de kommer fra, for deres nærmeste slægtninge lever helt oppe i de arktiske områder. I øjeblikket er der omkring 60.000 af dem i søen.

Bonden lægger det bløde, sølvgrå dyr på et bord, mens hans bror sliber en kniv. Med erfarne snit går bonden i gang med at flå sælen, så skindet kan bruges til kraven på en vinterfrakke. Indvoldene får hundene glæde af, mens spæk og kød skal saltes.

Da vi siger farvel til ”vores” familie, nøjes vi med et stort smil til bondemanden, der nu har blod langt op ad armene. I en nærliggende landsby bliver vi samlet op af en offentlig minibus, der skal køre os til et færgeleje 50 km væk. Der er allerede syv andre rejsende i den lille bus, så de må mase sig noget sammen, da det ikke er verdens mindste mennesker, der gør dem selskab. Og gøre hinanden selskab er ikke noget problem. Halvdelen af vejen er ikke asfalteret, så lår, skuldre og maver blævrer mod hinanden, mens en rødlig tåge af støv lægger sig på bagagen oppe på taget og passagererne inde i bussen.

Det lykkes dog at nå frem til øen Olkhon i Bajkalsøen, hvor vores værter Olya og Kolya – ja, det hedder de faktisk! – tager imod os.

I dag har vi lært, at…

• russere kun bruger gafler, når de spiser. Knive ser vi ingen af.

• Søren Østergaard må være blevet inspireret til adskillige af sine figurer her ved Bajkalsøen – blandt andre Kim Tim og Smadremanden, som åbenbart har bijob som minibuschauffører her.

Søren

Det blev den hårdeste vandretur, jeg nogensinde har oplevet. Det gik virkelig op og ned. Efter den første bakketop var jeg lige ved at give op, men fortsatte heldigvis. Efter forskellige stigninger havde vi en nedstigning mod søen, som var vores endemål, og det var nærmest ved at kravle en gang imellem, jeg nåede ned. Det ene knæ holdt op med at lystre på et tidspunkt.

Men velbeholden nede var vi nået vores mål. På nogle hvide klipper helt ud til søen var der nogle gamle tegn og billeder hugget ind i klippen. Ingen ved, hvor gamle de er, og af naturlige årsager var en del forsvundet. Det har relation til en gammel religion på stedet.

Vi vidste, vi skulle have picnic, og vi gloede noget, da guiden op af sin rygsæk tog en gryde, tre store bøtter nudler, en dåse kød, en dåse ærter, en dåse majs, en dåse bønner, en dåse tang samt en dåse ferskner, nogle æbler og et stykke chokolade til hver. Vi havde ikke ventet, at vi skulle have tre retter mad, hvoraf den ene var varm.

Efter lunch skulle vi op igen, og det var den største udfordring på turen. Der var vel ca. 400 meter op ad en virkelig stejl skrænt. Så der troede jeg, jeg var ved at dø. Men det lykkedes at komme op. Da vi kom tilbage til gården, var banjaen klar, så det var en dejlig afslutning på dagen. Hunden var i øvrigt med på hele turen.

I dag har vi lært, at…

• man kan klare mere, end man selv tror

• man kan være på ferie i to dage uden en øl

Helge

Klokken 9 fik vi serveret morgenmad: Risengrød, oliestegte boller lavet af hytteost og æg, dertil te, kiks og syltetøj.

Mine tre rejsekammerater og Jack tog af sted klokken 10 for at tage på en 12-kilometers vandretur.

Jeg sidder og følger med i livet på gården, mens solen skinner, og græshopperne larmer. Mændene på gården kom hjem med fisk, som blev gjort i stand af svigerinden.

En tur til venstre for gården førte også til søen. Her var der tre, der camperede. Olga og jeg blev fine venner. Hun spurgte (tror jeg), om hun skulle tage billeder af mig, så det gjorde hun, og jeg fik også billede af dem.

Tilbage på gården fik jeg frokost, og her i middagsstunden høres ikke andet end vinden, græshopperne og fluerne.

Da klokken blev 18, kom vandringsmændene hjem.

I dag har vi lært, at…

• russiske børn også er generte (de blev budt på danske småkager) – og skal sige tak (fik de besked på af deres mor)

• det er lettere at tisse udenfor end på et stå-lokum

• man kan undvære øl og anden spiritus i to dage!!!

Conny

Torsdag:
Så er turen gået til Rotorua – stinky byen. På vejen kørte vi fordi Auckland, hvor Sally skulle mødes med en jordemoderunderviser, på jordemoderskolen. Sally skal lørdag på konference holde et foredrag sammen med hende, så de skulle lige gennemgå de sidste detaljer. Imens gik Charlotte og jeg lidt rundt på universitetet og kiggede. Det var sjovt at se hvor jordemoderstuderende her bliver undervist henne. Det er et stort universitet og det var sjovt at gå rundt og se de mange forskellige elever.
Bagefter gik turen til Rotorua, 3 timers kørsel fra Auckland. Det meste af turen har jeg kørt tidligere sammen med Stefan. Turen var flot, trods regnvejr, og der var godt at have sin private guide med.
Ved en 16 tiden var vi fremme ved Motellet, som vi skal overnatte på ind til søndag, hvor konferencen slutter. Motellet er ejet af en af jordemødrenes (fra centeret) forældre, så vi har fået det til en okay pris. Charlotte og jeg har fået et fint lille værelse med eget the køkken og bad. Få meter fra vores dør er der to private spa som man kan benytte.
Charlotte og jeg hoppede straks i den ene og nød at få varmen. Rotorua ligger lidt højt oppe og er derfor lidt koldere end resten af nord øen. (Det var også her Stefan og jeg havde frost). Herefter kørte vi sammen med Sally til konferencecenteret, for at melde vores ankomst. Her fik vi en taske med alt muligt sjovt i. Charlotte og jeg er blevet enig om, at vi skal prøve alt nyt vi støder på, på vores rejse. Så vi skulle selvfølgelig drikke den underlige the, smage på en myslibar og smøre olie og creme på. Babybleerne ved vi dog ikke helt hvad vi skal gøre med? Men dem prøver vi dog ikke.
Efter vi var indmeldt, tog vi ned på en lille cafe i centrum af byen – fat dog cafe (fed hund cafe), hvor vi fik noget lækkert at spise. Vi tog et par stykker kage med som take away, som vi spise hjemme på motellet sammen med Sally.
De næste dage står det så på en masse forhåbentlig spændende foredrag og møde med en masse New Zealandske jordemødre og studerende.  Vi har ikke meget fritid, men forhåbentlig når vi at se lidt af byen, som jo byder på spændende termiske oplevelser.
Nu nærmer klokke sig 23 og vi ligger begge under vores nu varme dyner.
Håber alt er vel i.
Godnatkram Lærke

Klokken lidt over 6 står vi på den morgenkolde og tågede station i Irkutsk. Vi prøver at få øje på en fyr med et skilt, der står ”Flott” på, men leder desværre forgæves. Vores lokale guide Jack, som ellers skulle have hentet os, er der ikke!

Jack er turguide og ejer også et hostel midt i byen, så vi tager en taxa derhen og venter på ham – held i uheld, fordi vi så både kan få morgenmad og et (tiltrængt) varmt bad.

Ved halv ti-tiden dukker Jack op, og vi er klar til afgang. Der venter os en køretur på 3-4 timer først ad dårligt asfalteret vej og de sidste 15 kilometer ad grusvej ud til en lille gård ved Bajkal-søen, hvor vi skal tilbringe de næste par dage. Jeg bliver bumlet i søvn på bagsædet, men vågner, da vi når grusvejen – og så er solen heldigvis også brudt frem.

Landmandsfamilien bor 500 meter fra søen. Deres gård består af flere små huse og nogle større hytter til indkvartering af turister. Selvfølgelig er der en banja (en russisk sauna), og også et ishus. Når søen fryser til om vinteren, henter man isblokke, og de kan holde lige til næste efterår, får vi at vide. Et solcellepanel på et af tagene giver strøm, efter at den lille vindmølle gik i stykker – en vinge brækkede af under en storm! På gården holder fæhunden Noris til sammen med en lille sort kattekilling, og i en stor indhegning ved siden af går familiens køer og græsser. Familien er selvforsynende med det meste – og Bajkal-søen forsyner dem også med både rent drikkevand og fisk.

Moren i familien disker op med et stort frokostbord, da vi kommer: Rødbedesuppe, fisk, kødboller, te og lidt sødt med hjemmelavet syltetøj af stikkelsbær, ribs og andre bær plukket i skoven.

Familien taler kun russisk, så vi er glade for at have Jack med til at oversætte og fortælle. Det gør han også, da vi om eftermiddagen går en tur op på det nærmeste højdedrag for at se udsigten over søen og området. Han forklarer, at små mikroorganismer i søen sørger for at rense vandet, så det er rent nok til at drikke (i hvert fald for de lokale). Fantastisk smuk er verdens ældste og dybeste sø i hvert fald – her er der blåt, så langt øjet rækker.

I dag har vi lært, at…

• det ikke er let at tisse og skide på hug
• så længe det knager, holder det – men så heller ikke længere: Søren og jeg var lidt for tunge til den hjemmelavede vippe på gården

Jacob