18. oktober

Jeg skrev i fredags, at den lejr der skullehave været her i weekenden, var blevet aflyst. Det er dog ikke helt rigtigt,for den del af lejren der skulle have været her om søndagen, og som de kaldteyouth party (ungdomsfest), var ikke aflyst, og det skulle foregå fra kl. 10 tilkl. 18. Solomon stod for at arrangere den her fest, og i fredags havde hanfortalt mig lidt om arrangementet. Det skulle foregå på Mityana Junior school,hvor vi også havde haft den første LPS-camp, og i den foredragssal vi ogsåhavde brugt til sessions. Budgettet var at lokalet kostede 80.000 shillings,musikanlæg og DJ kostede 200.000 shillings. Tidligere havde han sagt til mig atde regnede med 100 deltagere til den fest, så i mit hoved ville deltagerne såskulle betale 3.000 shillings for at det skulle kunne løbe rundt. Solomon mentedog ikke de skulle betale mere end 1.000 shillings, men at der til gengældsagtens kunne dukke 300 deltagere op. Jeg spurgte lidt skeptisk til hvem derville dække underskuddet hvis der ikke dukkede nok deltagere op. Han sagde atdet slet ikke ville blive aktuelt, og i øvrigt kunne de få 50.000 i rabat påmusikanlægget hvis der kom for få. I den teoretiske situation hvor der komfærre end 130 deltagere, skulle Solomon selv og Joseph betale underskuddet. Jegsyntes det lød som lidt af et sats, men det måtte de jo om.

Iben og jeg havde fået at vi bare kunne kommekl. 10 når arrangementet skulle begynde. Fra morgenen af sad vi dog ogarbejdede lidt på en rapport, på de evalueringer vi havde lavet med eleverne påskolerne. Det trak ud, og vi blev enige om at tage ud til festen lige overmiddag. Kort efter modtog vi en besked fra Solomon om at arrangementet varforsinket, og at vi ikke behøvede være der før kl. 12. Da klokken så nærmedesig 12, ringede vi og forhørte os om hvordan det gik, og vi kunne godt vente etstykke længere endnu, så vi arbejdede lidt videre på rapporten. Kl. halv 2 togvi hjemmefra, og købte lidt frokostsnacks med fra en vejsidebiks, som vi spistepå bodaen på vejen ud til skolen. Sambosas og chapati.

Vi blev sat af ude ved vejen, hvor fra der varet lille stykke ned til bygningen vi skulle være i, men vi kunne uden problemerallerede høre den alt for høje musik fra den gamle bygning. Alle de steder vihar været, her i Uganda, hvor der har været musik, har det altid været voldsomthøjt. Så højt at det er umuligt at tale sammen hvis man er der hvor festenforegår. Vi gik ned mod bygningen og mødte nogen af de andre frivillige der sadpå nogle skoleborde, et godt stykke fra salen hvor musikken kom fra, ogalligevel var musikken så høj at almindelig samtale blev forstyrret. Det varfaktisk en lidt surrealistisk oplevelse, for lyden man hørte passede ikkesammen med det man kunne se. Det var et meget idyllisk sceneri med de gamlehyggelige skolebygninger, grønne træer og farverige blomster overalt, samtidigmed at der spillede ekstrem høj europæisk og amerikansk diskoteksmusik, med enbas der slog i maven. Det passede ikke sammen i mit hoved. Det faktum at derikke var kommet noget elever til ”festen” endnu, og at musikken spillede i ethelt tomt lokale gjorde det ikke mindre underligt.

Jeg syntes umiddelbart ikke det var et godttegn, at der stadigvæk på det her tidspunkt ikke rigtigt var dukket nogendeltagere op, og hverken Solomon eller Joseph var her. Solomon dukkede dog opikke så længe efter, og han indrømmede at han også var ved at være nervøs forat der ikke ville dukke nok deltagere op. Der begyndte at dukke deltagere opomkring kl. halv tre, og der begyndte at være nogen der dansede i salen medmusikken.

Fra kl. tre til kl. fire var der mimeshow, somvi har set så mange gange før. Der var på det her tidspunkt omkring 50deltagere. En eller flere personer danser rundt med en mikrofon og lader som omde synger sangen, der bliver spillet. Det er utroligt at de synes det er såsjovt at se på. Jeg synes i hvert fald det er ret kedeligt. Lige eftermimningen hviskede Solomon mig i øret at jeg lige skulle holde en tale, og kortefter fik jeg mikrofonen. Jeg startede med at sige hvor godt jeg synesmimningen havde været, og hvor interessant det er at se, for den slags har viikke i Danmark hvor jeg kommer fra…

De sidste to timer skulle stå på dans tilmusikken. Det blev dog ikke til mere end en time, så musikken stoppede en timefør planlagt, for jeg tror Solomon lavede en aftale med dem der havde musikkenom en yderligere rabat, nu hvor der var så få deltagere.

Inden vi gik inviterede vi Solomon, Benjaminog John til spisning, for vi havde fået købt en masse jordnøddepulver, som viikke selv ville kunne nå at spise, og så kunne det jo være meget hyggeligt. Vilavede ris med jordnøddesovs og pandekager til dessert. De var inviteret tilkl. otte, og vi regnede godt nok heller ikke med at se dem til tiden, men dedukkede ikke op før kl. halv 10. Vi havde holdt maden nogenlunde varm, så vispiste da de ankom. Vi havde købt nogle øl vi kunne drikke til maden, men dehavde også købt øl med, så vi havde rigeligt.

Vi kom til at snakke om det med at slå elevernei skolerne. De er alle tre skolelærere, og de mente alle tre det var en heltnødvendig ting at slå eleverne, dels for at få dem til at lære mere og dels forat disciplinere dem. Hvis fx en klasse skal ind fra frikvarteret, og løberrundt og er umulige er det meget lettere at hente stokken end at stå og råbe ogskrige. Hvis en elev svarer forkert på et spørgsmål skal de også altid have enlussing eller et slag med stokke. Og hvis de kommer for sent eller har glemt enbog, kan de lige så godt lægge sig op foran i klassen med det samme, for såventer der fem slag med stokken. Næsten alle jeg har snakket med her mener atdet er nødvendigt med ”caining” i skolerne. Og det der næsten er mestchokerende er at eleverne også synes det. Nabopigerne siger at de ikke ville gåpå en skole hvor elever ikke blev straffet på den måde, for så ville de jo ikkelære nær så meget, og det ville bare blive dovne og ikke læse noget. Og man kanjo diskutere om det er så stort et problem når alle er glade for det, og børnenekommer jo ikke alvorligt til skade af det, slet ikke. Min bekymring og hvad jeghar observeret mange gange er bare at eleverne her ikke er i stand til at tænkekritisk og stille spørgsmålstegn ved information og vide de får. Eleverne lærerat der kun er en forklaring, og det er den læreren har, og den kan ikkediskuteres. Men ikke kun i skolen, også derhjemme bliver mange slået afforældrene, så alle er vant til den form for vold i hverdagen og stiller hellerikke spørgsmålstegn ved den. Nu kender jeg ikke den historiske udvikling forhvordan den slags blev afskaffet i Danmark, men jeg kan dårligt forestille migat det i Uganda bliver ulovligt at slå børn, hverken i skolen eller hjemme, denæste mange år.