Vi havde møde medJoseph og Laetitia kl. 10 om fremtidsplaner for branchen. Det var i hvert faldsådan de havde fremlagt det for os. Laetitia startede med at spørge hvordan vihavde haft det med opholdet her i branchen, og hvordan vi syntes samarbejdet osfire imellem var gået. Vi sagde begge to at vi syntes det havde været et godtsamarbejde og at problemerne havde været meget små. Laetitia sagde at hun varenig og at hun gerne ville benytte lejligheden til at sige tak til os forsamarbejdet. Hun ville gerne at vi var blevet endnu længnere. Det er virkeligdejligt at vores arbejde her bliver værdsat lidt. Det er ikke meget der harværet af den slags.
Efter den samtalegik hun over til at snakke om et projekt der hedder ”Watsan.” – Water and sanitation,som kører i flere branches. Det havde kørt her i Mityana for nogle år siden mensponsorerne havde trukket sig, så det kørte ikke længere her i branchen. Detgår ud på at etablere brønde og steder hvor folk kan hente rent vand. Samtidiggår det ud på at informere lokale om hvordan de passer på kilden og beskyttervandet. Der har de seneste dage været problemer med vandforsyningen i området,og folk har måtte gå langt efter vand, for det er jo en nødvendighed. Pointenvar at hun gerne ville have Iben og jeg til at lede efter nye donorer i Danmarksom ville sponsorere projektets genopstart. Der er mange der vil have os til athjælpe dem med at skaffe penge, og det her er jo i grunden ikke megetanderledes, men dog en noget mere rafineret måde at bede om hjælp på.
Jeg kan på enmåde godt forstå det. Der er vitterligt ikke mange penge at hente her lokalt,hvorimod i Danmark er der jo overflod af alt. De penge der skal til for at givealle landsbyer i et stort subcounty (en slags kommune) vandforsyning, er ikkemange i dansk målestok.
Helt konkretville hun gerne hvis vi ville lede efter donorer når vi kommer tilbage tilDanmark. Lige nu giver det rigtig meget mening fordi vi kan se problemerne menvores egne øjne og vi kan næsten mærke dem. Vi har ikke haft vand i voresvandhane den sidste uges tid på grund af vandmangel. Vi har dog enreservevandhane på badeværelset hvor der altid er vand, fordi vi har en storreservetank med vand uden for huset, som bliver fyldt op når der er vand.Problemet er at når vi kommer tilbage, vil vi komme ind vores danske hverdagigen, og vi vil have nok at lave, og så er det måske dumt at have forpligtetsig til en helt masse i Uganda som man måske ikke kan leve op til. Jeg sagdetil Laetitia at jeg godt kunne prøve at finde noget, men at den slags hellerikke er let i Danmark trods alt, men at jeg ikke kunne love noget. Hun lød gladfor svaret, så hun havde måske ikke forventet så meget.
Efter frokostskulle vi ud på Trinity for at aflevere de fodboldtrøjer og fodbold, som vihavde fået sponsoreret hjemmefra. Der er en eller anden fodboldklub i Århus somsamlede ind til velgørenhed, og pengene fra indsamlingen blev brugt til at købeen masse sæt fodboldtøj og fodbolde. Vi har så nu fået tilsendt fodboldtøj iseks forskellige farve, så det passer med at seks forskellige links kan få tøjog bolde til et hold. Vi overrakte tøjet til en samling på skolen hvorstørstedelen af skolen var tilstede, og der blev klappet dag fodboldtøjet blevpræsenteret. Det er ikke noget der er normalt at have, og skolen havde ikke iforvejen nogle ens sæt tøj de kunne give deres hold på til kampe.
Efteroverrækkelsen af fodboldtøjet, gik vi i gang med den evaluering der varhovedformålet med at tage herud i dag. Vi havde aftalt med John Bosco at hanskulle finde nogle elever der havde været med til LPS sessions sidste år, forat finde ud af om de havde lært noget. Han havde fundet et godt hold og størreend jeg havde regnet med. Der var vel ca 15 elever. Vi var i et stort lokalesom ikke blev brugt itl andet for tiden, fordi der var eksamener i gang. Hersnakkede vi først med dem om hvad de kunne huske fra sidste år af LPS, for ligeat spore dem ind på hvad det handlede om. Herefter fik vi dem til at fortælleom oplevelser hvor de havde haft brug for det de lærte sidste år. Til sidst fikvi dem hver til at skrive en oplevelse ned hvor LPS havde hjulpet dem. Dehistorier bliver det spændende at læse igennem for at se om de har forståethvad det gik ud på, og om hvad for nogle historier de så har skrevet ned.
Senere på dagenhavde vi LPS møde. Mødet var ikke super godt planlagt. Dagsordenen blevimproviseret kort inden mødet, referatet fra sidst var enten ikke blevet fundetfrem eller også var det blevet væk og det program som skulle være udleveret forweekendens lejr, var heller ikke blevet printet ud. Der udover var kun seksmedlemmer mødt op da mødet startede 20 min for sent. Der kom dog flere tilløbende med mødet. Helt ind til lige inden det sluttede dukkede der folk op.Det var ikke et særlig godt møde, og det var meget begrænset hvad der kom ud afdet efter min mening, men alle fik deres obligatoriske sodavand og gik gladehjem. Jeg tror aldrig jeg vænner mig helt til den ugandisk mødekultur.
Uganda