15. november

Lige siden vi var ude og spise goat meat ogdrikke local brew på enro hotel, har vi snakket om at besøge et sted der hedderTtanda. Det skulle efter sigende være herfra døden kommer. Der er så mangehistorier, og jeg kan virkelig ikke tro på dem. I Ttanda er der åbenbartfrbindelse til nogle spirits (ånder) og Solomon jeg Josepg ville have mig medhen til det sted for at vise mig at der faktisk findes spirits. Man skullekunne blive besat af en af sine forfædres ånd, som så vil fortælle en masseting ved hjælp af den besattes krop, som ikke selv vil kunne huske nogetbagefter. Jeg har flere gange siden sagt til Iben at vi ikke får nogen ånder atse, og at det bare er et spørgsmål om hvornår de begynder at trække i land iforhold til at vi kan komme til at opleve dem. Det bliver spændende at se. Detvar så blevet i dag vi skulle til Ttanda.

Osward kom forbi omkring kl. 10 fordi vi havdeaftalt at tage ned til en dame han kendte i nærheden af hvor vi boede, somlavede og solgte ”crafts,” man kan vel kalde det afrikansk håndarbejde. Det varen meget gammel dame, der solgte tingene. Vi kom ind i hendes stue, som varflot udsmykket med billeder, små firurer, tæpper, kurve og en masse andre ting.Meget usædvanligt i forhold til hvad jeg ellers har set. Da vi kom begyndte hunat slæbe ind i den meget lille stue med alle mulige ting hun havde lavet.Hatte, kurve af forskellig art, måtter af flettede palmeblade, tasker, småfigurer og flere andre ting. Hun talte ikke engelsk så Osward oversatte. Hansagde at hun også kunne lave ting efter bestilling hvis vi havde specielleønsker. Jeg fandt en kurv af den type man her i Uganda bruger til at lave madi. Iben fandt en hel masse ting og købte, overrsakende nok... Jeg fandt også enaf de her måtter af pamleblade, som mange ugandere bruger, som jeg gerne villehave med, men hun havde haft den i lang tid, og hun mente hellere jeg skullehave en der var fuldstændig ny. Vi fik overbevist hende om at det ikke varnoget problem, men hun ville ikke give mig den med nu, for hun ville lige gåden efter i sømmene og gøre den ren først, og så kunne vi hente den en andendag.

 Josephkom forbi om formiddagen allerede, og blev her til vi skulle afsted. Solomon ogBonnie kom lidt over tre, hvorefter vi kørte til Ttanda. På vejen var vi forbiog hente local brew og lidt stegt kød til turen. Ikke fordi det var en særliglang tur men det mente de vi skulle.

Da vi kom til stedet var der en indgangsprispå 10.000 hvis man havde hvis hudfarve og 2.000 hvis man havde mørk hudfarve.Den slags entrépriser ville vist skabe problemer i Danmark hva? Vi fik det doghandlet ned til 8.000 for hver af Iben og mig. Fra indgangsporten gik vi etlangt stykke ad en lille muddervej. Vi kunne høre hurtige trommerytmer efterhånden som vi nærmede os. Det var et lille område hvor der var en masse smålerhytter. Stedet var omkranset af en masse små spyd på en halv meters højdeder var sat i jorden med spidsen opad. Der sad folk omkring små bål og røgunderlige piber. Vi blev overraskende mødt af en af de nye frivilligefacilitatorer vi lige havde trænet ind til dagen før. Douglas hedder han. Hanarbejdede åbenbart på stedet og var en slags guide.

Det der gjorde stedet specielt var at der var 240meget dybe huller i jorden rundt omkring i området. De var mellem 20 og 50 mdybe, fik vi at vide. Jeg fandt kun et hul hvor jeg kunne se til bunden.Hullerne havde en diameter på ca. en meter. Historien gik på at Luwumbi, somvar den ånd de kalder døden, gravede hullerne fordi han flygtede fra sinsøsters mand. Det var noget med at søsteren til Walumbe havde glemt hirse dahun skulle ned til jorden sammen med sin mand, og så var hun vendt om, men såblev hende mand og hendes bror sure på hinanden af en eller anden grund og Walumbe måtte flygte. Et af hullerne var så det hul hvor døden endeligt varblevet fanget, og de holdt ham nu fanget dernede med et stykke stof som varlangt over hullet. Jeg må indrømme at jeg ikke hørte så godt efter historienfordi jeg stod og spekulerede på hvorfor hullerne reelt var der, men det varder ingen der kunne svare på. De fleste troede rent faktisk på den underligehistorie, selv guiden.

Rundt omkring på stedet var der også små altre,kan man vel kalde det. Det var steder hvor der eftersigende skulle være en ånd.Folk kom og ofrede på de steder, for at gøre ånderne glade eller bede ombeskyttelse. Der var så en masse forskellige ånder som havde forskelligefagområder, fx en ånd for handicappede, for hudproblemer, for beskyttelse modslanger og så den for beskyttelse mod døden. De her altre bestod af en masse afde her små spyd, som også stod udenfor langs vejen da vi kom. Jeg spurgte omikke jeg kunne købe et spyd fra et af de altre, men man kunne ikke købespyddene for så ville ånden jo blive sur. Men hvis man ofrede lidt penge i enkurv til ånden, så måtte man godt... Vi ofrede nogle mønter til ånden forhandicappede mennesker og tog et spyd hver.

I slutningen af vores rundtur på stedet, kombortforklaringen som jeg havde ventet på. Ånderne er her ikke om søndagen, ogslet ikke når det havde været regnvejr som i dag. Godt så. Ånderne var der kunonsdag aften og nogle gange torsdag til middag. Det lyder virkelig som endårlig undskyldning, for at de ånder bare er virkelig dovne. Jeg er ikkeligefrem blevet mere overbevist om at der findes ånder efter i dag.

Efter turen til Ttanda tog vi ind til Mityanaigen. Vi kørte forbi og købte mere local brew og noget goat meat (stegtgedekød.) Vi tog ud til et nyt sted i Mityana der hedder Mountain Pub. Herspiste vi gedekødet og drak vores local brew. Joseph, Solomon og Bonnie varstadig med, og Solomons bror med sin kone var også kommet og havde sluttet sigtil. Det var rigtig hyggeligt, og her fortsatte folk med at prøve at overbevisemig om at der findes ånder, og der kom mange flere underlige historier ogbesatte folk og jeg ved ikke hvad. Og der findes i øvrigt også spøgelsespiger iMombasa, så dem ville jeg sikkert få at se når vi skulle dertil, og så kunnejeg sikkert begynde at tro lidt på det!