3. oktober

Planen vi havde for i dag var at Phionahskulle komme forbi til frokosttid og så skulle vi lave matoke og peanutsovs,for nu skulle vi jo gerne være i stand til at lave det, og vi skulle så havevores generalprøve i dag. Spændende hvordan det skulle komme til at gå.

Iben bankede på min dør lidt over syv imorges, og spurgte om jeg ville med hende og pigerne i kirke. Jeg havde det somom jeg var blevet vækket midt om natten, og ikke meget lyst til det, så jegsagde nej tak. Hun havde godt spurgt mig dagen før, og jeg havde egentlig godtkunnet forestille mig at tage med, men det blev altså ikke i dag. Jeg sovvidere og jeg hørte lige at Iben smækkede døren omkring kl. 8. Jeg fik dog ikkelov at sove ret meget mere end et kvarter mere, for da ringede min telefon. Jegtog den, og det var Falouk, en vi havde mødt på den internationale lejr og somjeg havde snakket lidt med siden. Han sagde at han ville komme til Mityana forat besøge os i dag. Jeg var stadig omtåget efter lige at have sovet og forstodpå det tidspunkt ikke helt hvad det var stemmen i telefonen fortalte mig. Efterat han havde lagt på igen, var mit hoved først kommet op i omdrejninger. Hanhavde ikke tidligere sagt noget om at han ville komme, så det var ret uventet.Jeg vidste heller ikke hvornår han ville komme eller hvor længe han havde tænktsig at blive.

Efter den korte samtale og imens jeg lå ogspekulerede over hans besøg, var jeg blevet så vågen at jeg alligevel ikkekunne falde i søvn igen, så jeg stod op og lavede havregrød og kaffe. Efter athave indtaget morgenmaden tog jeg det daglige kolde brusebad. Da det varoverstået, satte jeg mig til at skrive dagbog for nogle af de seneste par dagehvor jeg ikke havde fået det gjort.

Jeg havde regnet med at messen ville tagehalvanden eller to timer, men der gik lang tid inden de kom tilbage. Messenskulle begynde kl. 9 men da klokken var blevet 12 var hun stadig ikke kommettilbage. Omkring kl. 12 ringede Falouk, og sagde at han var ankommet tilMityana og spurgte hvordan han kom op til os. Jeg sagde at han skulle tage enboda til Kiyinda, og kort efter var han her, for boda chaufføren vidste åbenbartgodt hvor ”de hvide fra Røde Kors” i Kiyinda boede, så han var blevet kørt helttil døren. Han havde besøgt sin bror som boede i Mubende, som er byen mankommer til hvis man følger vejen fra Kampala til Mityana, et stykke længere. Detvar en lidt sjov måde han bare havde anmeldt sin ankomst på, uden at spørge omhan måtte komme eller om det ville være til besvær. Sådan har jeg i hvert faldaldrig oplevet nogen gøre i Danmark.

Lidt senere, omkring kl. halv et, kom Phionahså forbi. Iben var stadig ikke kommet tilbage, og jeg kunne ikke fange hende påmobilen, så jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Vi havde jo lovet atlave frokost til Phionah, og når Falouk nu også var kommet forbi skulle hanselvfølgelig også have frokost. Problemet var bare at vi ikke havde noget mad ihuset. Jeg havde regnet med at jeg kunne cykle ned og hente noget mad på markedetefter Iben kom hjem og inden vores gæster ville komme. Sådan gik det jo bareikke. Men det var ellers rigtig hyggeligt. Phionah og Falouk kendte ogsåhinanden for vi var alle sammen med på den internationale lejr, så vi fik ligegenopfrisket minderne om ”Dunant Clinic” og ”A night to remember”

Iben kom hjem omkring halv to, og fortalte atvi var blevet inviteret af Josephine til at komme over til dem og spise.Inviteret var måske så meget sagt, for det lød ikke som Iben havde fået nogetvalg. Vi havde lovet Phionah at vi ville lave matoke med peanutsovs, og det varfaktisk hvad Josephine havde lavet. Jeg kunne ikke finde ud af om det var ettilfælde. Josephine sagde at det ikke var noget problem at vi havde en ekstragæst. Hun vidste godt at Phionah ville komme. Vi gik derover, og maden varallerede færdig da vi kom. Josephine havde åbenbart ikke været med i kirke, menvar blevet hjemme for at lave mad. Maden var helt sikkert bedre end hvad viville have kunnet lave, selvom vi har et køkken og ikke bare en kniv og et bålsom de. Vi var Iben, Phionah, Falouk, Josephine, Namulindwa, Nayiga og jeg. Davi var ved at være færdige med at spise, trak det op til regn, og begyndte såsmåt at regne, så vi gik tilbage til huset.

Ikke så længe efter kom der to uventede gæstermere til. Oswald var i familie med pigerne, og havde været aktiv i TrinityCollages Røde Kors link sidste år, inden han blev færdig på skolen. Vi kendteham godt lidt, for vi havde snakket med ham et par gange hvor vi havde mødt ham.Den anden hed John Bosco, og var nyligt blevet valgt til formand i Trinityslink, ved årsmødet hvor vi også var med. Der snakkede vi med ham, og han sagdenoget om at han ville komme og besøge os en dag, som alle andre i øvrigt ogsågør, så jeg havde ikke rigtigt regnet med at se ham. De kom i hvert fald ogsåog inviterede sig selv indenfor, så nu havde vi lige pludselig fire gæster, oghavde kun inviteret en, men det var rigtig hyggeligt. Vi sad alle sammen ivores stue og snakkede, drak kaffe, spiste kiks og ugandiske pandekager oghørte musik fra min computer. Falouk gik omkring kl. seks, for han skulle meden taksi til Kampala igen. De andre gik omkring kl. halv syv.

Senre i løbet af aftenen kom pigerne over. Despillede lidt kort og fik en kop te. Josephine spurgte om ikke hun måtte lavechapati, og det fik hun lov til, så vi spiste chapati ved ni tiden inden pigertog hjem. Det var en hyggelig dag, som endte med at være noget anderledes endvi havde regnet med. Generalprøven for at lave matoke som det skal laves, måtteblive en anden dag.