4. oktober

Jeg vågnede ved lyden af Iben der lavede sinmorgengymnastik på dørtrinnet uden for vores hus. Jeg var blevet noget forkølether de sidste par dag, og det er ellers ikke fordi vi fryser, så mine luftvejevar ret tilstoppede og jeg havde en svag hovedpine. Jeg havde ikke meget lysttil det, men jeg stod alligevel op og tog mit rituelle morgenbrusebad. Vi havdeheldigvis ikke rigtig nogen planer i dag, så jeg så frem til at slappe af ogdrikke kaffe hele dagen.

Iben havde lovet at tage med Nayiga hen for atse hendes skole i dag, og de tog af sted ved 11-tiden. Jeg satte mig til atfærdiggøre vores månedsrapport som skulle sendes om få dage. Bagefter skrev jegnogle af de indlæg til min dagbog som jeg var bagud.

Iben kom hjem igen omkring kl. 1. Hun var ret frustreretover turen til skolen. De havde været til en slags forældresamtale, Iben,Nayiga og Nayigas mor. Til samtalen troede den de var til samtale med at detvar Iben der betalte Nayigas skolepenge, og præsenterede derfor priserne forhvad det ville koste at overføre Nayiga til kostskoleafdelingen, som ville værebedre for hende. Iben var bange for at de nu forventede at hun ville betale de600.000 shilling (1.500 kr.) som det ville koste om året at have hendeindskrevet. De havde ikke spurgt hende om det, og det var bare ham på kontoretder havde præsenteret hende for priserne. Jeg mente at Iben ikke selv skullebegynde at snakke med dem om det, så længe familien ikke selv direkte spurgtetil det. Jeg tror også det var det hun selv kom frem til at der var det bedste.

Josephine havde inviteret os til frokost, ogomkring kl. halv to kom hun over og hentede os fordi maden var færdig. Vi blevplaceret i deres stue, og fik hver en dyb tallerken med nogle stykker kogtoksekød med deres suppe ved. Midt på bordet blev der sat en stor tallerken medmatoke og en tallerken med nogle stykker dampet græskar. Jeg bliver ved med atblive forbavset over hvor lækker med de kan lave med en kniv og én gryde overet bål. De pakker tingene ind hver for sig i bananblade og så ligger de bareinde i gryden og bliver dampet. Kødet og suppen kogte for sig selv inde i enlille tætsluttende metalbeholder, men også inde i den store gryde pakket ind ibananblade.

Vi havde en lille diskussion om kønsroller isamfundet, dog pakket lidt ind. Vi snakkede om hvorfor ingen kvinder kørte påcykler eller motorcykler i Uganda. Josephine sagde at det kunne de bare ikke.Hvis en kvinde gjorde det, ville alle bare grine af hende. Iben mente atkvinder da bare skulle være ligeglade og køre på cykel hvis de havde lyst. Hunkørte jo selv på cykel hver dag. Josephine grinte, og sagde at hvide kvindergodt kunne gøre det, men ikke de lokale. Der er jo også lige det med at hviskvinder bliver til grin her, går det også ud over hendes familie, og hvis der gårrygter om en pige der ikke er gift fx kan hun få meget svært ved at blive gift.Så vidt jeg kan se det, gør den slags normer i samfundet det sværere at kæmpefor kvinders rettigheder. Jeg tror også at der er andre ting man bekymrer sigom her, der gør at lysten til at kæmpe for kvinders ligestilling måske synesmindre. Fx at skaffe penge til at kunne sende sin børn i skole, eller i dethele taget bare at skaffe mad hver dag.

Senere på dagen mens Iben var inde i byen, komJohn Bosco uventet forbi igen. Han havde åbenbart en aftale med Iben, og vartidligt på den. Han havde lovet at vise os hvor han boede. Da Iben kom hjem varOsward (ikke Oswald som jeg vist har skrevet tidligere) i mellemtiden ogsåkommet forbi. Vi gik kort efter Iben var kommet hjem. Vi gik ikke direkte hentil hans hus, men vi gik en omvej så vi kom rundt i området omkring voreslandsby, Kiyinda, og nabolandsbyen, Wabigalo, hvor John boede. Det er eturtolig smukt område. Vi gik gennem en lille dal, der var dækket af eneukalyptusplantage, og hvor der i bunden var en kilde, hvor nogle kvinder stodog fyldte dunke op med vand. Vi gik videre igennem et område med små marker medforskellige planter og afgrøder. John samlede en moden passionsfrugt op frajorden, som han tilfældigt fadt over, og gav mig den. Jeg åbnede den med detsamme og spiste det søde indhold. Overalt hvor vi gik, var der utrolig frodigtog smuk udsigt i alle retninger man kunne se. Vi kom også til et område somtilhørt John familie. Et stort område, som vi kunne se ud over fra en bakketopvi lige havde rundet. Der lå også spredt begyggelse, og John viste os et afhusene som var hans. Da hans bedstefar var død, havde han arvet huset. Det erunderligt allerede at eje sit eget hus når man er 18 år hva? Det var ikke dethus hans familie boede i, huset var helt tomt, på nær ét værelse hvor der varen seng og lidt bøger, som han af og til brugte når han skulle slappe af ellerstudere. På det tidspunkt var Iben og jeg overbeviste om at John måtte tilhøreen meget rig familie i ugandisk målestok.

Vi kom på besøg hos hans far som havde væretude for en ulykke og derfor havde brækket benet og gik med en form for skinne,men det ville vist ikke rigtigt hele. Han kunne derofr ikke arbejde mere, ogkunne ikke længere betale johns skolepenge. De var så glade for vi var kommetbla bla bla…

Da vi var gået derfra forklarede jeg John atvi meget gerne ville hjælpe ham men ikke kunne give ham penge. Det havde hanmeget svært ved at forstå, og han blev ved i lang tid med at spørge om hvorforvi ikke kunne give ham penge… Jeg tror han forstod det til sidst.