Vi skulle mødes med Joseph på et ubestemttidspunkt i løbet af dagen, for at købe de sidste ting til lejren. Flipcharts,kuglepenne, hæfter til deltagerne, medicin til supplering afførstehjælpskassen. Som sagt vidste vi ikke hvornår det ville blive, så vihavde et ubestemt tidsrum frit i løbet af dagen.
Jeg satte mig til at skrive nogle dagbøger.Iben gik rundt og var lidt rastløs, men omkring kl. 12 hun fandt ud af atJosephine skulle til at forberede frokost, nede hos dem. Vi gik derned for atse hvad hun lavede. Matoke og ærtesovs, begge dele kogt over bål, da det er deneneste mulighed de har for at lave mad. Hun brugte brænde til at lave båletmed. Nogen bruger også kul, men det er dyrere end brænde. Køkkenet var et lilleoverdækket område på måske fire kvadratmeter ved siden af deres hus. Her var etbålsted hvor der kunne laves mad, og en stak brænde der lå til tørre.
Da maden var sat til at koge, viste Josephineos rundt i deres have. De er så godt som selvforsynende. Man har jo ingenvinter, så de ting der gror i haven, er de ting der altid gror. Matoke,cassava, yams, kartofler, grøn peber, avocado, guava, papaja, jackfruit,bananer og andre ting. Det var en stor have, større end jeg havde troet.Josephine sagde at de spiste noget af det selv og solgte noget af det. Desolgte mest ud, når det var ved at være tid til betaling af skolepenge, hvis deikke lige havde råd.
Joseph skrev en besked omkring kl. 1 ogspurgte om vi kunne mødes kl. 2 på branchen. Vi havde dog ikke spist på dettidspunkt, så vi måtte skrive til ham at vi desværre ville blive ca. 30 min.forsinket, for Joseph havde lånt den ene af vores cykler, så vi skulle gå indtil byen, spise og så op til branchen. Mon en ugander ville have overvejet atmeddele en sådan forsinkelse på forhånd? Jeg tror det ikke, men jeg synes deter svært at lade være. Jeg synes i hvert fald at min tid bliver spildt, når manbare sidder og venter på nogen som man ikke ved hvornår der har tænkt sig atdukke op. Vi fulgtes med ham rundt i byen og hjalp med at købe de sidste”stationaries” til lejren.
Da vi kom tilbage til branchen med tingene,sad der nogen af de andre frivillige, som også skulle med på lejren ogforberedte sig på deres sessions. Folk glædede sig til lejren, og alt var vedat være klart og parat til at det skulle begynde i morgen. Laetitia var derogså, også i højt humør. Hun fortalte at hun havde haft det lidt dårligt, oghavde overvejet om hun skulle tage hjem til Kampala, eller overnatte her iMityana. Hun havde dog besluttet at blive og kort efter havde hun hørt at dervar strejke i Kampala hvor nogen veje åbenbart var lukket, så hun ville værestrandet et eller andet sted hvis hun var kørt.
Vejret var ulideligt varmt og solen bagteslemt. Musana mungi ne bugumulingi. Det var ikke til at være nogen steder, menalligevel syntes jeg hele tiden vi fandt os selv gående rundt i solen. Jegplejer at tage solcreme i nakken og på oversiden af underarmene, men jeg blevrød alle mulige andre steder i dag. På bagsiden af armene, på panden, påfødderne, på læggene, rundt om halsudskæringen i min t-shirt. Det er ikke sketfør og vi har ellers gået meget rundt i solen før også. Jeg fik lidt hovedpinehen ad dagen, og jeg skyder skylden på vejret, og måske fik jeg heller ikkedrukket helt nok vand.
Vi var lige forbi netcafeen inden vi tog hjem,men der var ikke noget net, og i dag havde de en årsag vi ikke havde hørt før.Da jeg kom derhen var alle computerne slukket, og jeg gik ud fra at der ikkevar noget strøm, men jeg spurgte alligevel. ”Jo, vi har strøm” svarede hanbare, uden at sige mere. ”Kan jeg så komme på nettet?” – ”Nej, for vi har ikkenok strøm.” Jeg kunne ikke lige regne ud hvad det nu betød, men jeg fandt ud afdet da vi kom hjem og tændte lyset. Pæren der hang i loftet lyste meget svagt,som hvis der havde været en lysdæmper moteret og skruet ned på minimum.
Da vi kom hjem begyndte jeg at gøre en baljevand klar til et koldt fodbad, for det var det eneste jeg havde lyst til i denvarme. Jeg fik sat mig tilrette i lænestolen, og fødderne i vandet, daJosephine kommer ind ad døren og kigger underligt på mig, og spørger: ”Why areyou putting your feet into the water? You are destroying a whole basin of water. Ten pieces of clothes couldhave been washed with that.” Sådan havde jeg ikke lige setpå, det måtte jeg indrømme, og nævnte at vi jo havde rindende vand I huset, ogfik lidt dårlig samvittighed. De har de ikke ude ved dem, og de går et godtstykke vej efter vand.
Lidt senere, mens vi spiser i skæret fra detmeget svage lys fra pæren i loftet, ringer Joseph og siger at vi ikke må bevægeos ind i byen, fordi der er uroligheder der inde. Vi bor i en bydel der hedderKiyinda som ligger et par kilometer fra centrum i Mityana, så det ville ikkeblive noget problem for os. Vi fik ikke helt fat i hvad præcist det var fornogle uroligheder, blot at det var noget med Buganda og regeringen. Vi havdealligevel ikke tænkt os at bevæge os ud, da det allerede var blevet mørkt. Senerehører vi råben og nogen der skyder inde i byen. Noget fra fyrværkeri ellerkanonslag, men jeg tror også at noget var fra våben. Skyderiet tager til iløbet af aftenen, og vi bliver lidt nervøse. Det holder heldigvis op igen indenvi lægger os til at sove. Spændt på i morgen at høre hvad det gik ud på.
Uganda