Jeg har vist ikke skrevet om det kolde bad jegtager hver morgen. Vi har ingen varm bruser, så jeg har måttet vende mig til,at mit rituelle morgenbad bliver i koldt vand. Jeg har ellers for vane at ståog nyde det, men det er svært i koldt vand. Det er helt sikkert et godt vand-og energispareråd, kun at have en kold bruser.
Dagen startede med de sidste tohøflighedsbesøg. Den lokale politistation og Mityanas offentlige hospital.
Efter det var overstået, var vi forbi et parskræddere. Iben vil vist bare generelt gerne købe tøj, og har snakket meget omhvornår vi kunne få at se hvor der var en skrædder. Vi bliver stadig vist megetrundt af Joseph når vi skal finde nye steder, for vi er ikke så godt kendt herendnu. For mit vedkommende har jeg nu hørt meget om hvor glad Bo var for sitfine Ugandiske sæt tøj, så jeg havde også besluttet at købe et. Så jeg valgtenoget stof, og fik taget mål. Et skræddersyet jakkesæt kommer til at koste hvadder svarer til 375 kr. Den vil være færdig om en uges tid.
Da vil kom hjem sad naboen uden for, og jeggik over for at snakke med ham. Peter, som han hedder, var uddannet jurist, menarbejder som bestyrer af sin onkels tankstation, fordi der ikke er nogen jobsat få. Han fortalte at det var et generelt problem at nyuddannede unge ikkekunne få job i landet. Han brugte også begrebet brain-drain om det at de ungenyuddannede flytter fra landet fordi de ikke kan få jobs. Jeg fortalte atbegrebet også bruges i Danmark, men at problemet er et andet, da vi har jobsnok, men forholdsvis høj indkomstskat.
Peter bød uventet Iben og jeg på mad, da hanskulle til at have frokost. Klokken var lidt over fire, og vi havde spistfrokost for længst, men vi sagde ja tak. Vi sad udenfor mellem hans og voreshus og spiste. Vi fik matoke med fisk og friskpresset passionfrugtjuice. Rigtiglækkert var det. Han takkede os mange gange for at have taget imod måltidet. Vilaver helt sikkert noget dansk mad til ham en gang.
Da vi havde spist, fulgtes vi med Peter indmod byen, for han skulle på arbejde på Kobil (navnet på hans tankstation), ogvi havde en aftale med Joseph, om at tage hen til en tømrer, for vi ville gernehave lavet en lille reol, så alle vores ting ikke behøver ligge og flyde påbord og gulve. Så bidrager vi også lidt til lokalsamfundet, lige som med dettøj vi får syet ved skrædder, og det hjælper lidt på den dårlige samvittighedover at være så stinkende rig, uden at have gjort noget for det.
På hjemvejen købte Iben og jeg hver en såkaldt”rolleggs”. Den består af en chapati, som er en slags madpandekage, og et ægder bliver stegt på en pande over åben ild mens man venter. Det hele bliver sårullet sammen og pakket ind i papir. Man kan vel kalde det ugandisk fastfood. Debliver solgt i små boder rundt omkring, mest i området omkring markedet. Sammenmed maden vi fik hos Peter, udgjorde den vores aftensmad. Det er helt sikkertikke sidste gang jeg spiser rolleggs.
Uganda