Michael kom ikke til session i dag, og jeg fikaldrig en entydig forklaring på hvorfor. Det var vist noget med sygdom. Dagensprogram var først at alle deltagerne skulle holde et lille oplæg omkring LPS,hvor vi så allesammen skulle komme med kommentarer bagefter til hvad der gikgodt og hvad der gik mindre godt, så de kunne forbedre sig. Dereftervar planenat facilitatorerne i grupper skulle forberede en LPS session, som vi så skulleud og holde for en gruppe elever på Trinity Collage, som en slags praktik.
Dagens program blev helt vildt megetforsinket. Allerede fra igår havde vi et hængeparti, og vi blev nødt til ataflyse et programpunkt om kommunikation mellem forældre og børn, som ellersville være meget godt i forhold til de LPS sessions vi også holder forforældregrupper. Præsentationerne som kun skulle have taget kort tid trakalligevel også ud, og det var vi først færdige med kort inden frokost. Jeg sadog fulgte koncentreret med i alle oplæggene for at give dem så megetkonstruktiv feed back som muligt, selvom det var usandsynlig kedeligt at høredet samme igen og igen. Vi gav så vores kommentarer efter alle havde holdtderes oplæg. Eller det vil sige at jeg gav kommentarer, for jeg var åbenbartden eneste der havde skrevet kommentarer til alle oplæggene. Meget heldigt atjeg havde være omhyggelig med det, for hverken Joseph eller Laetitia havde bedtmig om at gøre det.
En positiv ting ved at oplæggene trak ud ogforsinkede programmet, var at frokosten ikke kom før kvart i to alligevel. Viskulle havde været på Trinity Collage kl. To, men det var helt umuligt at nåmed de forsinkelser vi var blevet pådraget. Jeg skydte mig at spise minfrokost, og cyklede ud på Trinity Collage lidt før de andre kom. Der plejeraltid at være problemer med at få klasserne arrangeret når vi kommer for atgive LPS sessions, så det ville jeg lige prøve at forebygge. Det lykkedes dogikke rigtigt for mig, for jeg kunne ikke finde nogen der vidste noget om hvemvi skulle lave session for eller hvor det skulle være. Jeg blev noget nervøs måjeg indrømme, for at der ikke var styr på aftalen, og at der ikke var nogenklasse klar til vores praktik. Heldigvis var der i hvert fald til en vis gradstyr på aftalen, for der var en klasse klar. Vi var dog blevet lovet treklasser, men det kunne ikke blive muligt. De tre grupper vi havde lavet påforhånd, kunne derfor ikke få en gruppe hver og de måtte hurtigt komprimere detre sessions ned til en, hvilket resulterede i at ikke alle de nyefacilitatorer kom til at præsentere. Det måtte vi finde en løsning på i morgen.
Efter vores session snakkede jeg med JohnBosco, som er formand for linket på Trinity, om at lave en lille undersøgelseaf hvilken virkning LPS har haft på de elever der har fået sessions. Det jegspurgte om var, om nogle af de elever der havde fået LPS sessions sidste år, dadet var Bo og Karina der var her. De elever har nu gået over et år siden de fikde her LPS sessions, og jeg tænker at de har haft tid til at tænke over det dehar lært, og evt. også har haft tid til at ændre adfærd til det bedre, hvilketjo er det vi håber på vil ske. Han fortalte at han sagtens ville kunne findenogen, for han var selv en af dem, og han vidste godt hvem der også var medsidste år. Vi aftalte at han ville finde fem til ti elever som fik LPS sidsteår, og få dem til at komme til et lille møde på onsdag, hvor vi så ville kunnesnakke om hvad de lærte og om de er begyndt at gøre noget anderledes siden. Detkunne være rigtig fedt hvis vi kunne få nogle små historier eller beretningerom hvordan LPS måske har hjulpet nogen.
Til aftensmad fik vi hjemmelavede rolleggs. Ogdet var hjemmelavede præcist lige som dem vi køber i de små boder rundt omkringi byen. Da vi var i Mpigi købte jeg sådan et sæt bestående af en slags simpelgrill og en stegepande til at legge over. Grillen ligner mest en gryde med småben under og et gitter svejset fast vandret i midten af den, som kullene kanligge på. Stegepanden er en tyk metalplade som er bugget lidt. En mellemtingmellem en wok og en flad stegepande. Vi fik tændt op i den og varmet panden op.Først lavede vi chapati, eller det var mest Iben og nabopigerne der gjorde det.Bagefter lavede jeg omeletterne som bliver rullet sammen med chapatien. Dethele blev en stor succes, og maden var overraskende god.
Pigerne var gået, men Osward var der stadig.Vi sad ude bag ved huset omkring den stadigt varme grill og slappede af, drakkaffe og snakkede i lang tid. Senere gik vi ind og så sidste halvdel af Titanicsom vi ikke nåede den anden dag.
Uganda