10. oktober

”NI-SHAN HAR FØDSELSDAG, ÅH DET HAR HAN JO OGDET ER I DAG!” Folk stirrede, da vi skrålede løs på dansk, men det var barelidt sjovt. Senere blev vi lidt skuffede over at der ingen citron var, men kunsalt…

I dag var planen riverrafting på Nilen og demange små vandfald omkring Jinja. Om aftenen var der arrangeret en barbecue ogen fest for de som havde lyst og som havde været på vandet i løbet af dagen.Det skulle blive spændende og riverrafting kunne stikke bungee jumping.

Jeg vågnede kl. lidt i otte fordi min alarmringede. Jeg satte mig op i sengen, og kiggede søvndrukkent på de andre derstadig snorksov. På det lille værelse på vores hostel var der klemt nisoveplader ind. Alle myggenettene dannede en tåge i rummet. Jeg stod op, forjeg ville lige ud og havde mit rituelle morgenbad inden vi ville over tilmorgenmad. Ude på gangen mødte jeg til min overraskelse Ida, som åbenbart havdeværet vågen et stykke tid og så super frisk ud, som hun altid gør. Jeg selv såhelt sikkert ikke frisk ud, hovedet havde det dog fint, men jeg var en anelsesvimmel. Måske skyldtes det også at jeg lige var stået op. Jeg gik ud påbadeværelset, og til min store glæde var der varmt vand i bruserne. Det varførste varme brusebad i to måneder og to dage, helt præcist. Det blev et langtbad for jeg nød det varme vand længe.

Morgenmaden bestod af en stor lækker buffet.Det var ugandisk stil, men med noget europæisk præg. Stedet her er et hostel,men der arrangeres også riverrafting fra stedet, som man kan deltage i.Riverrafting er ikke helt billig hvis man er ugander, så det er næsten kunudlændinge der kommer her og har råd til at tage med. Derfor er stedet her ogsåret vestligt inspireret.

Imens vi spiste morgenmad gav vi Nishan voresgaver. Ida, som han bor sammen med, havde købt en lommeradio, en Barack Obamat-shirt (som er vildt populær her i Uganda) og en flaske ugandisk spirituskaldet Waragi, så vidt jeg husker. Vores gave var en pose med alverdensunderlige ting vi havde fundet i en lille butik i Mityana. Butikkerne harsjældent specialiseret sig i noget her. Vi købte alle følgende ting i sammebutik, som var omkring 8 kvadratmeter: Slik, juice, kaffelikør, skosværte,fugtighedskreme, tandstikker, muffins, indkøbspose og andre ting jeg ikke ligekan huske. Den slags butikker ligger overalt! Det er ikke let at finde nogetordentligt at give som gave i Mityana. Nåh, men Oskar og Claras gave var nogeti samme stil. Det var rigtig hyggeligt at sidde der og spise morgenmad alle seks,vi manglede bare Bianca og Anders fra Kabale.

Ved 11-tiden blev der kaldt at alle der skulleud og rafte skulle blive færdige med morgenmaden og komme ud på plænen vedsiden af hvor der ville blive givet instruktioner. Det var en kort briefing ompraktiske forhold og om sikkerhed. Vi fik herefter udleveret en redningsvest ogen hjelm hver. Vi satte os alle samme op i nogle store lastbiler, som medbådene spændt efter på trailers, kørte os ned til floden hvor vi skulle startefra. Det var lige efter den store dæmning i Jinja. Ved den dæmning ligger et afUgandas største kraftværker, som bliver drevet af vandet fra floden.

Vi kom i bådene. Syv eller otte i hver båd,inklusiv instruktør. Det passede lige med at vi var os seks og en instruktør ivores båd. Vandet var stille der hvor vi begyndte fra. Vi sejlede først rundtog lavede nogle øvelser, som vi skulle bruge når vi skulle gennem alle bølgerneog vandfaldene. Vi prøvede også vælte båden for at se hvordan det var, hvordanden skule vendes om og hvordan vi skulle komme op i den igen. Vandet i flodenvar utrolig varmt. Med det samme man hoppede i eller bare stak hånden i, føltesvandet varmt.

Vi begyndte turen, som var omkring 30 km lang.Der var 12 passager på strækningen, hvor der enten var bølger eller vandfaldsom vi skulle forbi. De var kategoriseret fra 1 til 5, hvor 5 var det sværeste.Der var også passager på 6, men dem skulle vi ikke over. Floden er så bred atder næsten alle steder er rolige steder også, hvor der er vilde steder.Passagerne havde så forskellige navne som sagde noget om hvordan de var. En hedsilverback fordi der altid var meget skum. En hed 50/50 fordi halvdelen afbådene væltede på det sted. En hed flying squirrel forbi hvis båden væltede,ville man komme til at flyve gennem luften som et egern…

Den første passage vi skulle gennem var en2’er. Vi kastede os ned i båden på instruktørens kommando og mærkede hvordan bølgernekastede rundt med båden og vandet sprøjtede ind over os. Vi væltede ikke her.Anden passage var en 4’er, og her væltede vi til gengæld. Båden tippede rundtog lagde sig på ryggen på vandet og blev taget med af den stærke strøm, ligesomvi andre gjorde. Da vi var kommet forbi stedet med bølgerne og den stærkestrøm, svømmede vi hen til båden og kravlede op. Alle var vildt begejstredeover hvor sjovt det var, og vi padlede henrykte videre mod næste vandfald. Vivæltede kun to gange ud af de 12, men vi hoppede i vandet mange flere gange afos selv fordi vandet var så dejligt.

Frokosten blev indtaget på vandet et sted hvorder ikke var nogen bølger over en lang strækning. Den bestod af ananas og kiks.Her blev der også tid til en pause, og vi sang endnu en fødselsdagsang forNishan mens vi lå og plaskede rundt i vandet.

Kort efter frokosten trak det op til enordentlig regnbyge. Vi kunne se de tunge sorte skyer komme nærmere, og høretordenen blive kraftigere. Pludselig ramte regnen. Vi var på vandet, så vikunne selvfølgelig ikke søge ly nogen steder som vi ellers har gjort hver gangder har været voldsom regn. Og det var virkelig voldsom regn. Kæmpe regndråberpiskede ned mod os, og de føltes næsten som hagl mod huden. Vi padlede ind tilbredden og forsøgte at søge ly bag nogle høje tætte sivplanter, men det hjælpikke meget. Det begyndte også at blive koldt, efter at vi det første af dagenhavde nydt det gode vejr i varmen i vores lette tøj. Efter den værste regn varstilnet af, padlede vi videre. Jeg padlede alt hvad jeg kunne for at få varmentilbage, men det var svært. Det fortsatte med at regne meget i en times tid,hvorefter det holdt op, men solen nåede ikke at komme tilbage og varme os opigen. Efter det næst kommende vandfald hoppede vi i vandet, mens vi ventede pånogle af de andre både som vist var væltet. Vandet var fantastisk varmt ogdejligt, og selvom man ikke for alvor blev varmet igennem, så var det alligeveldejligt i et stykke tid ikke at fryse længere.

På trods af at den sidste del af turen varnoget kold, var det en virkelig fantastisk oplevelse, det var vildt sjovt.Vores guide fortalte utrolig mange og utroligt dårlige vitser. Ida greb en hverlejlighed til at begynde på en sang. Nishan blev ved med at tro at det var osder styrede både, og forstod ikke at det var instruktøren som sad bagerst ogbrugte sin paddel som ror. Og for at se det fra den lyse side, så var det ogsåspændende at opleve det regnskyl, som man ellers kun ser ud på gennem etvindue.

Efter turen blev vi kørt til et nyt hostel,som blev kaldt Campsite. Her var aftensmaden parat, og det var tiltrængt, forvi var udmattede og trætte oven på den sjove, men hårde tur. Det var her ikkeugandisk mad vi fik men en grillmadsbuffet som man kunne have fået mange andresteder også. Efter maden havde vi lidt tid inden festen senere på aftenenskulle begynde. Vi fandt vores værelse, som var endnu mindre end det denforrige nat, men ganske fint. Jeg tog et varmt brusebad for anden gang den dag,og tog tørt tøj på, efter at have haft vådt tøj på siden kl. 11 om formiddagen.

Festen om aftenen var rimelig meget som enfest kunne have været i Europa, og der var stort set også kun hvide menneskertil festen, lige ud over de ugandiske raftinginstruktører, som i øvrigt havdelet spil. Det der var mest ugandisk var, at det fastfood vi gik ud og købte iløbet af natten var rolleggs og ikke burger eller pizza.

Vi tre drenge fik også snakket en masse omalle vores små dagligdagsfrustrationer, som ikke er til at snakke med pigerneom. Der er ingen af os tre der har boet sammen med en pige før, og det er ikkeså let som man måske kunne forestille sig. Det var i hvert fald rigtig rart athøre at de andre havde det på samme måde, og oplevede mange af de samme småsituationer.

Virkelig dejlig dag, med nogle megetanderledes oplevelser end sædvanligt, og Røde Kors blev ikke skænket en tanke.