Vi havde aftaltmed Joseph og Solomon at mødes kl. 10 på branchen, fordi et out of school linkskulle bruge hjælp, til at skrive en ansøgning om projektstøtte. Joseph visteos en model for hvordan ansøgningen skulle bygges op, og forklarede os hvordanprojektet var tænkt skulle fungere. Det var et indkomstgenererende projekt,hvor gruppen ville købe noget kvæg og dyrke afgrøder på noget jord, i Ttandahvor de boede. Joseph havde forestillet sig at vi bare kunne skrive denansøgning nu. Vi var Iben, Solomon, Joseph og jeg. Jeg mente det ville væreskørt at lave forslaget uden repræsentanter fra gruppen som skulle køreprojektet, der ved hvad det handler om. Efter min mening burde det være demselv der lavede ansøgningen, og så kunne de spørge os til råds. Da jeg havdeforklaret mit synspunkt, gav de andre mig heldigvis ret. En af lederne forgruppen var Douglas, som var ny-trænet LPS facilitator, blev inviteret til etmøde senere på dagen hvor vi kunne diskutere projektforslaget og ansøgningen.
Iben og jeg toghjem igen herefter, for der var ikke strøm på branchen. Det viste sig at derheller ikke var strøm i vores hus. Vores strømforbindelse er ellers meget merestabil end den på branchen. Jeg havde også forsøgt at gå på nettet framorgenenaf, men der var heller ikke strøm, så der var nok et generelt problem i dag.
Josephine komforbi med et stort stykke jackfruit lige inden middag. Hun havde dog ikke tidtil at blive og spise med os, for hun skulle til eksamen. Jeg fandt aldrig udaf hvorfor hun var kommet med frugten. Vi inviterede i stedet for Joseph til atkomme og spise den med os, og han sagde at han gerne ville komme. Vi ventedederfor på ham, men han kom ikke. Vi havde også lige spist frokost, så vi varikke så sultne, så vi lod den ligge til senere.
Efter frokosten,var der stadig ingen strøm, så jeg tog ind til byen for at købe forskelligeting på markedet. Jeg møder her Joseph i sin kærestes butik, som ligger ligeved markedet, og jeg spørger ham om han mistede lysten til jackfruit (hvilketer et retorisk spørgsmål, for det sker aldrig). Han mumlede noget om at hanhavde prøvet at skrive til Iben, men at han gerne ville komme og spise med ossenere, hvis ikke vi allerede havde spist den. Det aftalte vi så. Jeg købte deting jeg skulle bruge til ugandiske pandekager og matooke med jrdnøddesovs.
Ugandiskepandekager og lavet af cassava-mel og bananer. Det er de eneste ingredienser.Man moser det sammen til en dej, ruller det ud på bordet, og så stikker madskiver ud af den flade dej med et glas. De her stykker steger med så på pandeni en god mængde olie. De smager ret godt, og meget sødt. Jeg var sikker på derskulle have været sukker i.
Da jeg var færdigmed de her pandekager, var klokken næsten 4, hvor vi havde aftalt at mødes igenfor at snakke om projektforslaget. Jeg tog pandekagerne med, og delte dem udtil mødet. Jeg var lidt spændt på reaktionen for jeg har aldrig lavet dem før,men folk kunne tilsyneladende godt lide dem, for de blev spist alle sammen.
Vi fik snakketmed Douglas om projektet, og det viste sig at de ikke var helt så langt medprojektet som jeg havde forestillet mig. Der var ikke lavet nogen detaljeretplanlægning endnu, og før ansøgningen kunne udfyldes ordenligt, skulle der værestyr på flere detaljer end der var. Så vi gav ham et eksempel på en ansøgningmed, og så fik han til opgave at mødes med gruppen og få planlagt lidt nøjere.Vi aftalte at mødes igen på torsdag, og kigge på det igen.
Til aftensmadlavede jeg matooke på den lette måde. Jer puttede bare bananerne i kogende vandi 20 min og moste dem sammen bagefter. Til matoken lavede jeg jordnøddesovs,som jeg er blevet ret vild med. Jeg skal jeg helt sikkert prøve at lavederhjemme. Matooken blev overraskende god. Den blev næsten bedre end når manlaver det på den traditionelle måde. Joseph kom efter vi havde spist, for atspise jackfruiten som vi havde gemt. Jeg spurgte om det aldrig gav nogenproblemer altid at komme for sent til aftaler, som de fleste her i øvrigt gør.Han sagde at det sagtens kunne give problemer, og at det også nogle gangegjorde det hvis han kom for sent til et møde der rent faktisk begyndte tiltiden...
Uganda