12. november

Dagens sessions begyndte fra morgenen af mednoget gruppearbejde, hvor tre grupper skulle diskutere forskellige spørgsmål.Efter gruppearbejdet var der fælles præsentation og diskussion af de forskelligeemner. Vi blev sat lidt på prøve i tålmodighed i nogle af diskussionerne foruganderne ser meget forskelligt på mange ting i forhold til hvordan vi ser dem.Specielt ”critical thinking” (kritisk tænkning) som er en af de life skills viarbejder med, har mange her svært ved at skælne fra kreativ tænkning. Iben ogjeg pointerede at vi forstod noget andet ved begrebet end der var blevetfremlagt. I starten var det op ad bakke at overbevise nogen om hvad dethandlede om, men efter hånden forstod et par stykker mere hvad vi mente ogerklærede sig enige med os. Diskussionen fortsatte et stykke tid, men alle varbestemt ikke overbevist om at forskellen var stor mellen kritisk og kreativtænkning.

Michael kom ikke før et stykke op adformiddagen, for der var dukket noget andet vigtigt op for ham. Dagens programblev blev forsinket og da Michael kom var vi ikke færdige med de diskussioneraf spørgsmål vi i følge programmet skulle have været for længe siden. Folk varmeget diskussionslystne her til morgen. Vi brugte en masse tid på at diskutereuvæsentlige detaljer efter min mening, men jeg fik ikke medhold i atdiskussionerne var uvæsentlige, og de kom til at trække ud. Det resulterede iat vi ikke nåede nær alt det vi skulle, og der var nok at tage fat på på dagensprogram. Noget blev droppet og noget blev udskudt til i morgen, hvor vi dogogså har et tæt program. Jeg håber tiden bliver bedre holdt i morgen.

Der var også session i dag om peer educationog facilitatores rolle som peer educator. Vores LPS program bygger påprincipperne i peer education, som jeg beskriver i det følgende. Peer educationbetyder noget i retningen af uddannelse gennem en gruppe, og det er en form foruddannelse, hvor underviserne og de underviste skal være i et fællesskab ellervære i en gruppe sammen hvor de deler interesser, værdier eller har andre tingtil fælles. Det kan være en skoleklasse, et fodboldhold, en strikkeklub elleren hvilken som helst gruppe hvor medlemmerne har noget til fælles. Nu tænker dumåske at vi jo ikke kan undervise skoleklasser på den måde vi gør, for vi er joikke en del af dem, og det er ogå en udfordring. Pointen med at det skal væreunge facilitatorer der laver de her sessions er også at eleverne på en elleranden måde gerne skal kunne identificere sig med facilitatorerne, for hvis debare ser os som tilfældige lærere der kommer og underviser vil de ikke åbne opog dele erfaringer med os og hinanden. De skal have lidt tillid til os før deher sessions kan komme til at fungere optimalt. Det leder mig så over til enfacilitators rolle, og en facilitators rolle er at guide en gruppe gennemdiskussioner og få dem til at dele informationer med hinanden, og ikke bare somen lærer, at give dem en masse information. Det er vigtigt at facilitatoren fårgruppen til at dele informationer med hinanden, og facilitatorens rolle er såat summere hvad der bliver diskuteret. Vi kunne jo godt bare stille os til atgive dem informationer, men når informationerne kommer fra klassekammeraterne isted for, og måske sammen med kammeratens personlige erfaringer, virker det megetbedre. Og eleverne ved jo netop en hel masse om LPS som vi taler med dem om,det er tit bare at få dem til at sige det. Vi som LPS facilitatorer harselvfølgelig også en masse information med i bagagen, både i forhold tilfaktuelle ting om fx HIV/AIDS men også i form af forskellige argumenter idiskussioner om mere værdiprægede emner som vi kan komme med som inputs tildiskussioner. De ting kan vi så dele ud af i løbet af en session, og gruppenskal derfor gerne se os som en del af dem, og at vi bare deler ud af voresviden på lige fod med dem. Det er vigtigt at facilitatoren selv forholder signeutralt til det holdninger gruppen kommer med og ikke fortæller eleverne hvadde skal mene eller tro. Det er faktisk et af de problemer vi ofte oplever, atfacilitatorerne fortæller eleverne hvilke holdninger der er rigtige og hvilkeder er forkerte. For at skabe tillid er det også godt hvis facilitatorerne selvdeler ud af deres personlige erfaringer, for så får eleverne også lettere vedat åbne op og dele deres erfaringer og på den måde får alle mest ud af det.

Lige inden frokost ringede Bo, som var en afde to ungdomsfrivillige i Mityana sidste år. Han ringede for at høre hvordandet hele gik og hvordan vores midtvejsevaluering var gået. Sidste år havde derværet en del konflikter som følge af store uoverensstemmelser mellem de danskefrivillige og de ugandiske, så vidt jeg har forstået. Sådanne problemer havdevi heldigvis ingen af i år. Jeg tror det har med at gøre at de mennesker der eri de her fire branches har lært at omgås besværlige danskere som os. Det varrigtig rart at høre om nogle af deres problemer og frustrationer sidste år, fordet er næsten det samme ting vi kæmper med her i branchen i år, så det er enlille trøst at det ikke kun er os der har haft de problemer.

Da vi kom hjem fra dagens undervisning var vibegge meget trætte. Lige da vi kom hjem, satte vi os ud bag ved vores huset meden kop kaffe hver og nød de sidste solstråler og dagens sidste varme halvetime. Solen var først kommet frem sidst på eftermiddagen, og det havde ellersværet en møg kold dag. Næsten som at være tilbage i Kabale. Vi sad og snakkedeom stort og småt, samfundsforskelle og frustrationer over ugandernes underlige holdninger.

Senere på aftenen arbejdede vi videre med voresrapport over vores evalueringer. Det er virkelig mit projekt for den her tur.Jeg føler at det er her jeg sætter mit fingeraftryk på projektet.Evalueringerne skal gerne kunne være med til at forbedre projektet fremad, såfremtidige hold forhåbentligt undgår de fejl vi har lavet.