Vi har fået ugandiske navne! Jeg hedder KabuyeRasmus og Iben hedder Nakabuye Iben. Vi sad og ventede på at sidste del afceremonien hos naboen skulle begynde, da Iben tilfældigt spørger Joseph, om hanhar fundet nogle ugandiske navne til os, da han tidligere lovede det. Han sagdeat han bare havde ventet på at vi skulle spørge. Karina og Bo blev navngivet afen anden fra branchen, og de kom derfor til at tilhøre hendes klan, men denavne Joseph nu gav os gjorde at vi tilhører Josephs klan, Ngeye klan. Ngeye ernavnet på en lille hvid abe, fortalte han.
Hele natten havde de spillet høj musik ovreved naboen, og husene her, er ikke det der ligner lydisolerede, så vi havdelidt svært ved at sove, især Iben. Hun måtte stå op og proppe vat i ørene engang i løbet af natten, fordi hun ikke kunne falde i søvn.
Om morgenen havde vi god tid inden vi skulleaf sted, for vi skulle først være der kl. 11. Jeg skulle for første gang brugemit fine nye ugandiske sæt tøj. Sort jakkesæt. Den lange hvide kjole-agtigeting, der hedder en kanzu, uden over bukserne, inden under jakken. Jeg harbilleder af det. Vi gik der over lige klokken 11, og de var så småt begyndt påforberedelserne til messen som skulle afholdes. Der var vel ca. 100 mennesker ialt, hvor en stor del af dem havde overnattet i primitive telte i ”haven” hosfamilien.
Det hele foregik på Luganda, så vi forstod sågodt som ingen ting. Ved messen skulle den afdødes ældste søn indsættes somdennes efterfølger som familiens overhoved. Der var tale om en dreng på omkring10 år, der så ud til at forstå lige så lidt af hvad der skete som Iben og jeg. Davi kom, blev vi vist helt op foran. Vi kom til at sidde på anden række lige bagved de fire personer som ceremonien omfattede. På samme række som os sad devigtige personer der havde med ceremonien at gøre. Ingen fra familien sadheroppe, de sad andre steder. To hvide mennesker her, er ikke noget man serhver dag, og familien var meget stolte over at vi i det hele taget ville kommetil deres arrangement. Vi får særbehandling næsten uanset hvor vi kommer her,og det er lidt træls nogen gange, at man ikke kan blive behandlet som alleandre, for det er ofte det man helst vil.
Det hele foregik udendørs, under noglepavilloner som skyggede for solen. Herunder var stillet en masse plasticstolepå rækker, og foran det var der et bord som gjorde det ud for et alter. Enpræst styrede messen med hjælp fra nogle der kendte den afdøde.
Efter messen var der frokost, hvor der blev serveretris, matoke, kylling og oksekød. Folk fik serveret en tallerken med mad, intetbestik. Man spiser ofte med fingrene hernede. Da det blev vores tur, og vi fikserveret, var der en gaffel på tallerkenen. Joseph grinede og sagde at han jovidste at vi ikke kunne finde ud af at spise med fingrene. Han havde tidligerebedt nogen om at sørge for at vi to fik en gaffel.
Der blev serveret ”local brew” til dem derhavde lyst til det, efter maden. Det er noget lokal frem stillet øl, som erbrunligt i farven og er tykkere i konsistensen end almindelig øl. Jeg havdeikke så meget lyst til at prøve lige på det tidspunkt, men vi har hørt meget omdet efter hånden, så på et tidspunkt skal det jo nok prøves.
Efter frokosten så jeg nogle folk løbeophidsede rundt, mellem teltene. De kiggede i alle hjørner, som om de var påjagt efter noget. Joseph fortalte at det var en tradition, at hovedet fratyren, der var blevet til maden vi spiste, blev gemt et sted i området hvorfesten blev holdt. Så gjaldt det om at finde hovedet, hvorefter det også villeblive tilberedt og serveret. Ganske rigtigt, lidt senere kom de slæbende med etkæmpe tyrehoved.
Uganda