Chris stod igen tidligt op, for han ville haveværet af sted fra Mityana tilbage til Kampala tidligt, men det begyndte atregne omkring kl. 7, og så kan man jo ikke gå uden for døren, så hans afgangblev naturligvis forsinket. I dag stod jeg ikke op med ham kl. 6, men somvidere, for jeg var utrolig træt. Iben stod op lidt efter og begyndte at lavemorgenmad, som i dag bestod af havregrød. Det havde Chris heller ikke smagt førog var meget begejstret. Utroligt hvor glade nogen kan blive for havregrød. Hirsegrødog majsgrød var de eneste slags grød han havde smagt.
Imens vi ventede på at det skulle holde om medat regne snakkede vi videre. Chris er som nævnt en meget religiøs fyr, ogprøvede ihærdigt at overbevise os om at der fandtes en almægtig gud et sted.Han var katolik, men han ville ikke snakke om Jesus, for som han sagde, villedet bare forvirre billedet. Det vigtigste var for ham i første omgang var at viskulle tro at der er en gud. Han sagde at han syntes Danmark var et dejligtland efter at have snakket med en del danskere, men på et punkt var hanbekymret for os, og det var i forhold til at den danske ungdom ikke troede pågud, og han sagde at han ville bede for os og alle andre danske unge der ikketror på gud. Han har i øvrigt givet mig et nyt ugandisk navn, og det er pålukiga, for det er det sprog han taler. Mit navn på lukiga er Mugisha ogbetyder velsignelse. Jeg ved ikke om der ligger noget i det, en hentydningeller måske et lille håb fra hans side.
Iben fulgte Chris ned til taxiholdepladsen ibyen. Jeg skrev lidt på min dagbog, som jeg havde forsømt de sidste par dage.Jeg havde aftalt at mødes med Ruth kl. 12.30 på kontoret for at planlæggedagens session. Jeg kom dog til at vente et godt stykke tid inden hun kom, såjeg gik bare selv så småt i gang. Der var som sædvanligt næsten ingen andre dervar der for at planlægge i god tid. De tager meget let på det medplanlægningen. Jeg har selvfølgelig ikke så meget erfaring heller med de hersessions, men selv de facilitatorer som er forholdsvis nye på holdet, er megetafslappet i forhold til det. Jeg ved ikke om det er fordi vi tager det fortungt eller de tager for let på det. Mange af de andre har også fuldtidsjobs depasser udover Røde Kors og LPS, hvor Iben og jeg kun har LPS. Planlægningen blevlidt hektisk i dag, for der var to andre facilitatorer i vores gruppe som ikkerigtig nåede at være med i planlægningen, fordi de dukkede så sent på. Voressession blev derfor også en anelse rodet og der var et par misforståelserundervejs. Det er ikke sikkert at eleverne overhovedet lagde mærke til det, menjeg var lidt irriteret over det, da det klart var et resultat af den manglendedeltagelse i planlægningen.
Efter at vores sessions var færdige på skolen,som er nabo til Røde Kors kontoret, skulle vi have et informationsmøde om atder ville komme gæster fra Danmark og hovedkontoret i Kampala på torsdag. HeleLPS holdet var der, for vi kom lige fra session. Mødet begyndte med at vores BCLaetitia, fortalte at hun havde fået en mail fra Levi om hvornår gæsterne villekomme, men at hun ikke vidste hvad der stod i den. Så rejste hun sig ogbegyndte at gå ud af kontoret, og sagde at hun lige ville tage ind påinternetcafeen og printe den ud, så hun vidste hvornår gæsterne ville komme.Herefter ventede vi i hvad jeg vil skyde på var 20 minutter på at hun komtilbage med en udskrift af mailen. Umiddelbart var der ikke nogen af de andreder syntes det var underligt, men jeg tror Iben tænkte det samme som jeg. Dervar dog nogen der tog hjem mens vi ventede, men de fleste blev. Laetitia komtilbage, og vi gik i gang med mødet, som hurtigt udviklede sig til at blive etplanlægningsmøde, for der var ikke noget program til gæsterne der ville komme.De havde bedt om at der ikke skulle arrangeres noget specielt fordi de skullekomme, men bare at følge de aktiviteter der foregik. Problemet var bare at derikke var planlagt noget overhovedet den dag, og et eller andet skulle de jolave når de nu kom til Mityana. Så nu er der både planlagt sessions og LPStaskforce møde for deres skyld. Den session bliver noget rod er jeg bange for,fordi den først arrangeres med så kort varsel, men det vil vise sig om nogledag.
Det havde været en lang dag, og da vi varbegge ret trætte da mødet endelig var færdigt. Vi besluttede bare at tage forbiNew Highway Hotel og spise på vejen hjem, for ingen af os orkede at lave mad. Detville også blive en sørgelig menu vi kunne lave for vi havde ikke ret megettilbage i huset, og det var blevet mørkt udenfor så vi kunne alligevel hellerikke tage ned og købe ind. Det er dejligt nå man ad logisk vej kan komme fremtil at man hellere må tage den nemme løsning.
Uganda