Her til morgen skulle vi mødes med Joseph ogSolomon om den lejr der skule starte senere på dagen. Jeg var spændt på om dervar kommet nok tilmeldinger, for sidst jeg havde hørt noget til det var der kunfem tilmeldte, men vi havde heller ikke hørt at lejren skulle være blevetaflyst. Joseph skrev dog til os en halv time før vi skulle havde mødtes, athans bror var blevet meget syg, og Joseph var blevet nødt til at køre ham påhospitalet, så vi kunne ikke mødes som planlagt. Han sagde at vi skulle ringeog snakke med Solomon om hvordan og hvorledes med lejren. Da vi ringede tilSolomon sagde han at lejren var blevet aflyst, men ikke på grund af manglendetilmeldinger, men på grund af at der har været nogle tilfælde af svineinfluenzai Uganda, og på grund af nogle skærpede sikkerhedsregler kunne lejren ikke holdes.
Nåh. Vores program for weekenden så ligepludselige helt anderledes ud. Vi gik ned på kontoret alligevel for at skrivenogle af de evalueringer vi havde lavet mad klasserne ind, så vi senereforhåbentligt ville kunne sige noget om, hvad eleverne havde lært af voressessions. Imens vi var i gang med det, kom Laetitia forbi og spurgte efterJoseph. Vi fortalte at han kørte med sin bror, men at han ville komme tilbagesenere. Hun spurgte om vi havde modtaget en mail fra Levi, om vores mid termreview i næste uge, for det havde hun ikke selv. Hun har før brokket sig overat Levi havde en forkert e-mail på hende, og hun ikke modtog hans mails. Jeghavde modtaget en mail om det, med invitation og program, og jeg havdeheldigvis lagt det over på min usb-stick så hun kunne læse dokumenterne med detsamme.
Vi var også lige et smut forbi internetcafeen, og jeg havde fået en mail hjemme fra. Der har været nattefrost ogbladene er ved at falde af træerne. Det er meget svært at forstå må jeg sige.Da jeg tog hjemmefra var det sommer, og her hvor jeg er nu er det stadigvæksommer, og træerne er stadig grønne som da jeg kom. Når man her fortæller omfrostvejr, er det ikke en gang alle der tror på at det eksisterer. Det bliverlidt af et chok at komme hjem til kolde mørke Danmark i januar hernede frapermanent sommer.
Vi har længe snakket om at vi gerne ville udLake Wamala, som vi kan se ud til fra bestemte steder i byen. Ikke som sådanfordi der er noget derude, men bare fordi vi gerne vil lidt ud og så kunne detjo være en sjov tur. Vi spurgte i dag Solomon om han ville tage med os ud tilsøen i morgen, når der nu ikke var lejr alligevel, og det ville han gerne. Hansagde at hvis man var heldig, kunne man finde en fisker, der skulle til at udpå vandet og som man kunne komme med.
Senere på dagen skulle vi have LPS-møde.Joseph havde ændret dagen og tidspunktet for mødet tre gange, så jeg var spændtpå om folk ville dukke op. Vi var på branchen kl. 5 hvor mødet skulle starte.Joseph var den eneste der var kommet. Lidt efter lidt kom nogen fleredryssende, men det var ikke ret mange. Efter en time, og stadig kun halvdelenaf gruppen var kommet, besluttede vi at udskyde mødet til mandag, for det villeikke give mening, men så mange fraværende. Iben havde lavet mandazi, så kagerder minder lidt om kjejner, som vi skulle have til mødet. Vi spiste kagernealligevel, og så var de, som rent faktisk var dukket op til mødet heller ikkekommet forgæves. De var vilde med dem faktisk, og de var også blevet gode.
Om aftenen lavede vi for en gangs skyld selvmad. Det blev en masse grøntsager i et krydret sammenkog, og salat til. Utroligsundt, men det smagte godt. Vi havde også bestemt os for at se en film senerepå aftenen. Jeg gik over til vores nabo Livingston, og spurgte ham om han havdeet par øl jeg kunne købe. Det havde han ikke, men han sagde at han alligevelselv var på vej, så jeg kunne komme med hvis jeg ville. ”Jeg går lige ind ogtager mit andet ben på.” sagde han grinende. Han kom alvorligt til skade i entrafikulykke for et par år siden og havde mistet det ene ben. Det havde jeggodt hørt før, jeg havde bare ikke opdaget at han ikke havde sin protese på, dahan nu stod i døren.
Uganda