22. november

Da jeg vågnede ved at Solomon begyndte at vække deltagerne som skulle på morgenløb, havde jeg kun sovet lidt mere end tre timer, og jeg ikke en gang overvejede at stå op og deltage I morgenløbet. Der er mange der har sagt til mig at det er dejligt når man kommer i gang, men jeg kan godt huske da vi var på morgenløb på international lejr. Det bliver jeg aldrig fan af tror jeg. Jeg faldt i søvn igen efter få sekunder tror jeg, for jeg kan ikke huske mere før de allesammen var kommet tilbage igen, og folk var ved at gøre klar til morgenmad. Det der irriterede mig lidt var at jeg selv var mega træt, men alle uganderne virkede ganske friske, selvom mange af dem havde sovet endnu mindre end jeg. Iben var heldigvis også træt, så jeg var ikke den eneste.

På programmet var der Future Planning (planlægning for fremtiden). Jeg var dog ikke selv med som facilitator. Iben og jeg sad og arbejdede på vores rapport i løbet af formiddagen, og kom et rigtig godt stykke. Vi er nu begyndt at tolke lidt på vores resultater. Vi kunne dog ikke orke at arbejde hele tiden, så ind imellem så vi lidt film, drak ugandisk te (te med tre gange mere sukker end hvad der smager godt) og snakkede med de andre frivillige som ikke faciliterede. Det eneste jeg skulle i dag var at lave en evaluering med eleverne efter programmet var slut for at vise om de var tilfredse.

Når deltagerne havde pause fra sessions gik jeg ud og snakkede lidt med dem. Jeg har efter hånden forklaret ufattelig mange gange at folk i Danmark ikke selv dyrker deres mad men køber det hele i supermarkeder, at vi hverken spiser matooke eller posho, at vi tilgengæld spiser meget svinekød, at alle har køleskabe og i øvrigt også elektricitet, at vejene ikke primært er lavet af jord og har store huller, at vi har fire årstider med sne og is om vinteren, at vi ikke har nogen regntid... Det er altid de samme ting folk spørger om. Meget med mad, afgrøder og naturen i øvrigt. ”Danmark... Jeg har hørt at der er mælk i hanerne der og ikke vand. Er det rigtigt?”, ”Er det rigtigt at man ikke kan eje noget i Danmark, og at regeringen ejer alt?”, ”Jeg har en gang hørt at man kun går i skole i fem år i Danmark fordi folk der er så kloge og lærer meget hurtigere end os.” Danmark er virkelig langt væk fra Uganderne.

Vi har også snakket rigtig megt med Osward det sidste stykke tid. Vi mødte ham første gang da vi havde været i Mityana i en måneds tid. Da kom han hen til vores hus og præsenterede sig som en af Bo og Karinas venner. Han kom inden for, hvorefter han fortæller at han ikke har råd til at komme videre i uddannelsessystemet, efter at han færdiggjorde senior 6 sidste år. Det gjorde vi selvfølgelig ikke, og jeg havde ikke regnet med at han nogensinde ville blive en af vores venner. Når penge er det første man har i tankerne når man møder nye mennesker. Der gik lang tid hvor vi mødte ham og snakkede lidt med ham rundt omkring, hvor jeg ikke syntes så godt om ham, men det var nok fordi jeg stadig havde det indtryk at han bare ville have penge ud af os. Han har imidlertid ikke nævnt det for os en eneste gang siden. Vi foreslog ham også at blive frivillig i Røde Kors, hvilket han tog godt imod, og han blev trænet som LPS facilitator her for nogle uger siden da vi havde LPS træning. Han var så også med på lejren som facilitator. Vi ses rigtig tit med ham, og han er en af vores bedste venner vi har her. Jeg tror ikke han kan finde på at spørge om penge igen. Han har faktisk et rigtig afslappet forhold til penge og han klarer sig med det han har. Han ville nok bare lige prøve chancen første gang han hørte at vi var kommet til byen. Det er virkelig dejligt for en gangs skyld at blive positivt overrasket over folke intentioner.

På lejren snakkede jeg også med en pige der hedder Pauline. En af de få jeg har mødt der ikke lod til at have nogle økonimiske problemer. Hun havde otte søskende, og alle kom i skole, og det var ikke en billig skole hun gik på. Hun var på Mityana S.S. som vist er en af de dyreste skoler i hele Mityana. Hendes familie bor i Entebbe, og det lød som om alle hendes søskende blev sendt rundt i landet til de bedste skoler. Nogle af hendes søskende var og havde været på universitetet også, og hun kunne også vælge at læse hvad hun ville. Den eneste forhindring for hende var hendes karakterer fra de afsluttende eksamener i S6 (svarende til 3.g), akurart som for os i Danmark.

Om aftenen efter lejren, gik Osward med mig ned til den dame vi havde besøgt for noget tid siden, som lavede crafts (lokalt håndarbejde). Vi skulle hente nogle ting som ikke var færdig da vi var der sidst, men ville blive det. Det var bl.a. en flettet måtte af palmefibre. Måtten var endnu flottere end jeg huskede den fra første gang vi var der, og hun havde af en eller anden grund halveret prisen på den, så den nu kun kostede 10.000 shillings (25 kr.)

Om aftenen fortsatte vi med rapporten, for vi vil gerne have lavet den færdig inden vi tager fra Mityana, ogvi har ikke lang tid tilbage. Vi gik ned på New Highway Hotel og spiste aftensmad, for vi ville hellere bruge tiden på arbejdet frem for at lave mad. Vi fortsatte med arbejdet helt til kl. tyve minutter i et. Det var næsten som at være tilbage i grupperummet på universitetet, op til en projektaflevering.