Jeg stod tidligt op for at sige farvel tilBianca og Anders der skulle til Kabale som ligger 6-9 timers kørsel (vejenestilstand og trafikforholdene i øvrigt gør at det åbenbart er ret svært at videhvor lang tid en køretur vil tage) fra hvor vi var, og som derfor skulle megettidligt af sted. Morgenmaden bestod som noget nyt af kartofler og vandmelon.Det var alligevel for tidligt til at jeg var sulten, så jeg tog bare en koppulverkaffe.
Vores bagage blev kørt direkte ud til voreshus af vores BC, Laetithia, fordi vi havde bestemt os for at købe to cykler,som vi skulle til Kampala efter på vejen. Vi kørte i røde kors bussen fralejren omkring kl 9. De andre der skulle til Masindi eller Kamuli skulle medbus fra Kampalas centrale busholdeplads, men vi blev sat af lidt før, for viskulle jo ”lige” have et par cykler med. Iben og jeg fulgtes med Joseph ogCharles fra branchen som ville hjælpe os med at finde cykler og bagefter med atfinde en taxa til Mityana og vise os vores hjem for de næste fire måneder.
Vi gik gennem gaderne, mod det sted vi kunnekøbe vores cykler. Gaderne var tætte af mennesker som skubbede og masede,prøvede at sælge os et ur eller en hat eller bare råbte ”Hey muzungu, how areyou?” Man er udsat for alles opmærksomhed når man er muzungu (hvid mand)hernede. Vi nåede frem til cykelhandleren som solgte mountainbikes, som detville være umuligt at finde i Mityana, og vi fik købt to cykler, og vi giktilbage mod taxaholdepladserne, for vi skulle med taxa fra Kampala til Mityana.
I Kampala er vel ca. en tredjedel af allebiler hvide Toyota Hiace’er med lyseblåt mønster og taxaskilt på siden. En taxaholder og venter ind til den er fyldt op, og ikke før det, kører den mod sindestination. Vores cykler blev smidt på taget af den taxa Joseph valgte at viskulle køre med. Den blev ret hurtigt fyldt op, så vi kom ikke til at vente sålænge. Inden vi kørte købte jeg en flaske vand af en gadesælger der gik udenfor taxaen, det samme gjorde damen der sad ved siden af mig. Undervejs stoppedetaxaen efterhånden som folk skulle, eller den ville samle flere passagerer op.Da jeg havde tømt min flaske vand, puttede jeg den tomme flaske i tasken. Damenved siden af mig smed ubekymret flasken ud af vinduet, så den landede på vejen,og endte i grøften sammen med alt det andet skrald der også lå der.
Da vi kom til Mityana, gik vi først hen tilNew Highway Hotel for at få frokost. Den bestod af stegt kylling med pommesfrites og lidt salat. Første måltid i lang tid uden matoke og ris.
Vores hus lå meget tæt derpå. Huset vi bor iligger sammen med fire andre identiske huse inden for en ca. to en halv meterhøj mur, kun brudt af en kraftig metalport. Husene er meget pæne i forhold tilhvad vi ellers har set, alle malet ens i hvid og gule og røde jordfaver, og medgråt beton på gårdspladsen mellem husene. Huset har et køkken, en stue, etlille toilet/badeværelse, en lille mellemgang og to værelser. Jeg vil skyde påden er godt 80 kvadratmeter i alt. Alle gulvene er meget praktisk røde somsandet og støvet der er overalt. I stuen er der et sofabord, en sofa og tobløde stole i rødt plys. I hvert af værelserne er der en seng. I køkkenet erder køkkenborde rundt langs væggene og to gasblus. Ellers er der ingen møbler ihuset, så det virker lidt nøgent, men vi er allerede ved at pynte lidt op mednogen Røde Kors plakater. :)
Da vi ankom til huset havde Laetithia alleredeafleveret al vores bagage i stuen. Efter rundvisning i huset og en kop kaffe,viste Joseph os ned til vores lokale supermarked, hvor vi købte det mest nødvendigeind. Vi gik også en tur forbi branchkontoret på vejen, som jo bliver voresarbejdsplads det næste stykke tid.
Meget hektisk dag, men alt i alt synes jeg dettegner rigtig godt. Det er nogle søde mennesker vi skal arbejde sammen med ogdet er et rart sted vi har fået at bo. Vi hører i øvrigt rigtig meget om Karinaog Bo, som var her i byen sidste år i forbindelse med samme projekt som Iben ogjeg er her. De har gjort stort indtryk her.
Uganda