2. september

I weekenden fra den 11. - 13. septemberafholder vi en LPS-camp for en gruppe P1 elever (svarende til 8. klasse iDanmark), fra de fire skoler der i forvejen er tilknyttet LPS-projektet. 10elever fra hver skole, fem drenge og fem piger, 40 elever i alt. På hver afskolerne har Røde Kors en frivillig blandt lærerne, som kaldes en Patron, ogsom fungerer som kontaktperson til Røde Kors. Det er ham der skal udvælgehvilke 10 elever, fra skolens P1 årgang, der får lov at komme med på lejr. Debliver udvalgt efter om de er medlemmer af Røde Kors, og efter hvor aktive deer i skolens Røde Kors gruppe.

Vi mødtes med Joseph kl. 11 på kontoret, forat lægge en tidsplan for den lejr. Som udgangspunkt brugte vi en tidsplan foren anden lejr der blev afholdt mens Karina og Bo var her. Programmet for sådanen lejr er noget anderledes end en tilsvarende lejr ville være i Danmark. Derer for det første morgenløb kl. 6 hver morgen, lidt lige som på deninternationale lejr. Iben og jeg spurgte om det nu også var nødvendigt atdeltagerne skulle op tidligt, men det mente Joseph bestemt at det var. Så erder valg til lejrledelse blandt deltagerne. Formand, næstformand,tidsplansansvarlig osv. Også lige som på den internationale lejr og på denanden lejr vi besøgte. Joseph fortalte at det er for at træne de ungeslederevner, og på en eller anden måde giver det måske god nok mening at givenoget af ansvaret, for at lejren kører, ud til deltagerne. Derudover skal dervære både en officiel åbning og en officiel afslutning af lejren, hvor en mereeller mindre betydningsfuld person kommer og siger et par bevingede ord, selvomdet bare er en lejr fra fradag til søndag. Der er mange formaliteter at tagehøjde for.

Frokost på Universal, jeg fik g-nuts(jordnøddesauce) til min matoke. Det er endnu en af de ting fra det ugandiskekøkken jeg skal have lært at lave, for det er vildt lækkert. Iben kan desværreikke så godt lige det, så jeg ved ikke hvor meget jeg får øvet mig her.

Efter frokost skulle vi ud og købe nogle tingtil weekenden, hvor vi skal til hele to functions, som de kalder størrebegivenheder. Nabopigerne, Namalindwa, Nayiga og Josephine mistede deres farsidste år, og de holder nu en slags mindeshøjtidelighed for ham. Der er et ordfor det på Luganda men jeg kan ikke huske det. Der skal vi over lørdag. Søndagskal vi med til Josephs bedsteforældres 65 år bryllupsdag. Det er megetsjældent at mennesker her bliver så gamle at de kan fejre 65 år bryllupsdag, ogdet er det vel egentlig også i Danmark, men man skal huske atgennemsnitslevealderen her kun er 40 år. Til begge disse begivenheder skal vihave fint tøj på. Jeg skal have mit nysyede jakkesæt på, som jeg ikke har brugtfør, men dertil manglede jeg bare et par passende sko og en skjorte.

Joseph havde på forhånd fundet et godt sted atkøbe skjorten. Det var en lille butik hvor den ene væg var fyldt med pakkedeskjorter. Der var ikke noget system i hverken farver eller størrelser, og hverskjorte var der kun i et eksemplar, en størrelse. De fleste var pakket med etslips man mente passede til skjorten. Joseph mente helt sikkert at jeg ogsåskulle have et slips. Jeg går aldrig med slips ellers og det var ret svært atvælge, for de slips de havde, var alle sammen i kraftige og spragledefarver.  De mindste størrelser de havde iskjorter var large, men det er ikke det samme som i Danmark, for det var som omærmerne lige var kortet af i længden, for jeg måtte op i en XL for at længdenpå ærmerne passede. Det resulterede så i at der kan være to af mig i skjorten ibredden. Figuren hos en standard ugander er noget lavere og smallere end engennemsnitlig dansker. Jeg købte den brede skjorte og et slips med, som Josephforeslog. Næste gang tror jeg at jeg finder en skrædder, og får en skjortesyet. Det er alligevel ikke ret meget dyrere end den i standardmål. Det er iovervejende grad materialerne man betaler for og ikke timelønnen.

Om aftenen forsøgte vi at lave matoke. Vi havefået forklaret fremgangsmåden. Stokkene fra bananblade i bunden af gryden, såmatoken ikke brænder på. Herefter lægges et bananblad i gryden, hvorpå deskrællede matokebananer lægges. Ovenpå igen lægges et bananblad mere, såmatoken er pakket ind. Lidt vand i bunden af gryden, og så ellers bare varme påi 45 min. til en time, og så er der matoke. Et er teori, noget andet erpraksis. Noget gik galt, for den var ikke blevet helt så mør som den burde. Viprøver igen en anden dag.