24. november

Klokken kvart over seks vækkede Richard mig, og spurgte om jeg ville I bad fra morgenen af. Jeg havde dog været i bad lige aftenen før, så jeg tog et kvarter ekstra i stedet for. Det lykkedes dog ikke så got, for jeg lå i køjesengen i stuen, og der begyndte snart at komme aktivitet så jeg opgav at sove mere. Jeg stod op og tog mit tøj på, mend sønnes Timothy allerede var ved at servere te på det lille bord i stuen. De beklagede mange gange at der ikke var mælk i teen her til morgen. Jeg var bare glad for det.

Vi var på kontoret kl. 7.35 selvom han først skulle møde kl. otte, men han kunne godt lidt at være i godt tid. Meget usædvanligt i forhold til de ugandere jeg ellers kender. Jeg sad og skrev lidt på min computer mens jeg ventede på at mine kolleger fra igår skulle møde også, og få gjort bilen klar til dagens arbejde.

Vi kørte lidt over ni, og var fremme en times tid efter. En af ledningerne var knækket siden vi havde været der igår, men ellers var alt som vi efterlod det. I går var det mest meget tunge opgaver der var, som at grave hullerne, slæbe masterne og rejse dem op. I dag var det ikke så tunge opgaver, men mere tekniske opgaver. Igår kunne jeg hjælpe lidt til, men i dag kunne jeg ikke rigtigt hjælpe med noget, for det var ting der krævede noget træning. Jeg hjalp dog med at reparere det knækkede kabel. Det ødelagte stykke af kablet blev klippet af, og et nyt stykke blev sat ind ved at flette de seks aluminumsledere sammen på en speciel måde. Det var den anden praktikant der stod for det. Der skulle to podninger til, en i hver ende af det nye stykke der blev sat ind. Den første lavede praktikanten. Den anden lavede jeg næsten selv, for det var ret let. Utroligt at det faktisk kan holde, men det må det jo kunne.

I går var masterne blevet sat op, og i dag skulle kablerne så hejses op i masterne. Det foregik ved at en mand kravlede op i masten med et ræb. Nedenfor blev ræbet så bundet fast i kablet og manden deroppe hev kablet op og fastgjorde det. Jeg behøver vel ikke skrive at der ikke var nogen sikkerhedsline. Efter at kablerne var hejst op og sat fast, blev det spændt ud, på en eller anden måde, så de ikke bare hang i en blød bue ned mod jorden.

Alt det arbejde med at fjerne gamle master, grave huller sætte de nye op og spænde ledningerne på, blev gjort 100% manuelt. Der var ikke en eneste elektrisk eller mekanisk maskine involveret. Jeg tror ikke der kan ske noget som helt i den stil i Danmark længere uden maskiner.

Der var rigtig meget ventetid i dag. Tit kunne kan en mand arbejde på kablerne af gangen. Jeg kunne i forvejen kun kigge på for jeg vidste jo ikke hvordan noget skulle gøres, så det blev lidt kedeligt til tider. Det var interessant nok, men det hele tog bare så ufattelig lang tid. Vi kunne ikke købe noget, for stedet var så langt væk fra alting at der ikke var nogen butikker. De andre fik dog nogle børn til at finde nogle sukkerrør som vi kunne sidde og tygge i. Jeg er ikke tosset med det, men det var bedre end ingenting i den situation. Senere fik de også fat i en jackfruit, hvilket er noget bedre efter min mening.

På vejen hjem i lastbilen snakkede vi en hel masse. De syntes jeg skulle komme og arbejde hos Umeme sammen med dem. De var meget imponeret over at jeg var med ude ”in the bush,” og at de aldrig havde haft en hvid mand være med der før. Det var nu ikke fordi jeg rigtig lavede noget, men bare at jeg var med var åbenbart nok. De foreslog også at jeg skulle arrangere et praktikophold hos dem i forbindelse med mit studie. Jeg ved nu ikke helt om det kan lade sig gøre, men det kunne da være sjovt. Måske 9. semester som er for internship.

Vi kom tilbage til kontoret ca. på samme tidspunkt som i går. Også lige som i går ventede jeg lige et sykke tid på at Richard blev færdig, og så gik vi hjem til ham igen. Aftenen var fuldstændig magen til den i går. Vi kom hjem, jeg fik et varmt bad, vi fik te, vi snakkede lidt om lidt af hvert, vi fik aftensmad kl. 9. Den største forskel var maden, som i aften bestod af ris, kartofler, bønner og avocado. Jeg har på fornemmelsen at det er sådan alle aftener er. Han sagde i hvert fald at han altid gik i seng tidligt, lige efter aftensmaden. Sådan blev det også i dag.

Klokken lidt over halv ti, hvor vi allerede var gået i seng ringede Pauline som jeg havde snakket med i weekenden på lejren. Hun ville bare lige sige hej, og at hun var kommet hjem til Entebbe. Folk her ringer rigtig tit bare for at sige hej, og nogle gange kan det godt blive for meget. Folk ringer på de mærkeligste tidspunkter. Midt om natten eller mega tidligt om morgenen, hvor minutprisen er lav. Men det var meget hyggeligt lige at høre fra hende nu. Jeg ved godt nok ikke hvad hun tænkte om at jeg var gået i seng så tidligt.