Om morgenen kunne vi rigtig se det sted vi varhavnet. En masse helt hvide bygninger, som synes tilfældigt spredt ud på denskrånende grund. Vi har ind til nu kun set tre af dem inden i. Den ene var denvi havde værelser i, den anden var spisesalen med køkken og den sidste var detundervisningslokale vi brugte. Stedet blev kaldt NARO, National AgricultureResearch Organisation. Der var en masse små marker rundt om, med ananas, kakao,kaffe, majs, kassava og andre ting jeg ikke ved hvad er.
Man siger at jorden er rød i Afrika, og jeghar da også nogen gange set billeder af den, men jeg troede ikke det ville væreså tydeligt. Rundt mellem bygningerne var der små stier der var helt røde somrust. Vejene er i øvrigt rustne i mere end en forstand.
Vi skal være her på stedet i fem dage, for atblive sat ind i hvad vi skulle lave, og lære nogen af vores kommende kollegerat kende. Med på denne lille forberedelsesuge er os otte danske frivilligeselvfølgelig. Derudover er der repræsentanter fra hver af de fire branches, visenere på ugen bliver fordelt på. Der er også personale fra hovedkvarteret iUgandisk Røde Kors (URSC – Uganda Red Cross Society), blandt andet Levi, som erleder for ungdomsafdelingen i URCS. Der er også fire ugandiske frivillige medsom skal til Danmark, for som en del af det program vi er i Uganda med, bliverder også sendt ugandiske frivillige den modsatte vej. Vi er i alt ca. 25mennesker.
Vi skal jo som sagt fordeles til fireforskellige byer i Uganda. Mityana, Masindi, Kabale og Kamuli. Vi kommer hverisær til at være en del af en lokalgruppe under URCS, som kaldes branches. Ihver branch er der en Branch Coordinator (BC), som er den daglige leder ibranchen. Der er også en såaldt focal person i hver branch, som er tovholderfor LPS projektet i branchen, og som bliver vores nærmeste kollega i denforbindelse. BC og focal person fra alle fire branches er med her, for som desiger, er det vigtigt at vi alle sammen har en fælles forståelse af projektetog hvordan det skal implementeres.
Vi stiftede for alvor bekendtskab med Ugandiskmad. Morgenmaden bestod af brød med margarine eller marmelade, ananas og etkogt æg. Der var til min store lettelse kaffe til, dog nogen lidt specieltinstant kaffe, men jeg var glad. Omkring kl. halv elleve var der ”tea”, sombestod af te/kaffe og så samosas, som er små friturestegte trekantedepandekagepakker, i det her tilfælde med bønnefyld. Rigtig lækkert. Frokost varmatoke, ris, søde kartofler, bønnesovs, kogt oksekød i små underligeudskæringer og så en slags kålsalat. Jeg kunne ikke spise ret meget, og jeg erikke en fan af matoke, som er smagløse bananer der koges til de har enkonsistens som kartoffelmos. Matoke er vist en af de primære komponenter iUgandisk mad. Inden aftensmad var der igen en lille ”break tea”, hvor der varen snack og en kop te eller kaffe.
Aftensmaden var stort set det samme som frokosten, dogmed en lille variation i sovsen. Uganderne her spiser virkelig meget mad. Derkan være meget mad på en tallerken hvis man stabler det højt. Og det erutroligt hvordan almindeligt slanke mennesker kan have så meget mad i maven.Levi sagde på et tidspunkt, at vi nok skulle blive gode til at spise i løbet afugen, og at vi ville kunne spise lige så meget som de lokale i slutningen afugen. Det ved jeg nu ikke om jeg tror på, men det vil vise sig.
Uganda