Dagen startede med at vi snakkede om hvormeget vi glædede os til lejren, der skulle starte i dag, og endelig at komme igang med LPS, som jo er det vi er kommet for. Vi havde ikke hørt noget fraJoseph om situationen i byen, men da vi ikke havde hørt noget larm sidenaftenen inden troede vi at der var faldet ro på gemytterne.
Men vi tog fejl. Josephine, Nayiga ogNamalindwa kom kort efter og gav os en update på situationen. Der var åbenbarten tvist mellem Ugandas regering, og Bugandas Kabaka (konge) Ronald Mutebi 2. Kabakaenspremiere minister er i hvert fald blevet forhindret i at tage til en folkefest,og folket i Buganda mener det er en fornærmelse over for deres konge, som devirkelig elsker højt, og de er rasende over det. I morgen skulle Kabakaen såselv til den folkefest, og nu er man bange for at han også bliver forhinderet,for så vil situationen blive endnu værre. Folk er så på gået på gaden i protest,og det var det der allerede var i gang i går. Vi hører stadig jævnligt skudinde fra byen. Jeg vil lige understrege at hvor vi bor, er langt fra centrum ibyen, og der sker ingen ting her hvor vi bor. Det skulle vist være endnu værrei hovedstaden Kampala, hvor man hverken kan komme til eller fra byen, og alt erblokeret. Militæret er blevet sat ind, fordi politiet ikke længere kunnekontrollere de rasende folkemasser. Mon der ville være demonstration iKøbenhavn, hvis Lars Løkke forbød Dronning Margrethe at tage til Århus? Næppe.
Lejren blev aflyst. Vi skulle have startet kl.16 med en hurtig briefing. Men på grund af urolighederne i byen, er den blevetudsat til næste weekend i stedet. Det var først kl. 15 vi endeligt fikbekræftet at lejren var aflyst. Vi gik ellers og håbede lidt, for vi havde ikkehørt noget ballade siden en gang om formiddagen. De siger at der ikke er nogenmennesker i byen overhovedet. Alle er hjemme, og alle butikker er alligevellukkede, så der er ikke noget at komme efter i byen. Alt er bare gået i stå ibyen, og værre end når det regner! Det var ret træls at det lige skulle faldesammen med vores lejr, men nu må vi bare forberede os til at gøre det i næsteweekend.
I forbindelse med datoen den 11. september komvi til at snakke om hvad der skete i New York den gang. Josephine havde aldrighørt om det terrorangreb. Jeg ved ikke om det er fordi hun ikke er så gammel,eller om man i Uganda bare ikke er så bevidst om den slags hændelser. Man kanjo i hvert fald sige at der også ofte sker alvorlige ting her i Afrika, som viikke hører noget om i Danmark. Men Iben forklarede i hvert fald om 9/11 og omhvad det betød for USA og amerikanerne og deres selvopfattelse, den symbolskebetydning af at World Trade Center bliver ramt af terrorangreb, krigen iAfghanistan og en masse mere. Josephine syntes det var enormt spændende, ogsagde mange tak, da Iben endelig stoppede igen.
Vi tilbragte hele dagen i huset eller ligeuden for huset. Vi kunne ikke rigtig fortage os noget. Jeg snakkede kort medLevi midt på dagen, men han sagde bare det samme som Joseph havde sagttidligere. ”Har I mad nok i huset til de næste par dage?” og ”Gå ikke ned ibyen.” Han rådede os også til at fylde noget vand i dunke, hvis vi havde nogen,for det var sandsynligt at vandet ville forsvinde, og så ville det være rart athave noget i reserve. Jeg håber ikke vi behøver blive i huset hele weekenden,for så bliver det en ret kedelig og meget lang weekend.
Til frokost lavede Iben mandazi, som vi spistesammen med lidt frugt. Til vores aftensmad lavede jeg omelet. Josephine oghendes veninde Charlotte stod og iagttog mig nøje imens jeg snittede grøntsagerog stegte løg. De mente ikke at jeg kunne lave mad, for det havde de aldrigset. De kommenterede på alt hvad jeg gjorde, og grinede enormt meget. Jeg synesellers det gik meget godt. Det smagte i hvert fald udmærket.
Uganda