Vi var begge to lidt trætte og sløve oven på igår aftes. Vi havde ikke fået ret meget at drikke og det var heller ikke retsent. Eller måske var den local brew stærkere end jeg troede... Det er i hvertfald længe siden vi har fået mere end en øl på en aften, så det kunne måskeogså have noget med det at gøre.
Jeg sad i løbet af formiddagen og forberedtemig på en session jeg skulle være med til at præsentere om lørdagen på lejren. Lejrensom jo skulle begynde senere i dag. Iben lavede chapati til frokost. Lækkert!Lige hvad jeg havde brug for. Chapati er noget jeg helt sikkert ville lave ogsånår jeg kommer til Danmark igen.
Josephine og Nayiga kom forbi over middag. De forklaredesituationen fra i går, hvor de havde været ved at miste deres ting på markedet.Der var ikke noget nyt siden i går, udover at de forklarede hvordan man ser påtyveri her. Tit får nogen, der bliver opdaget i at stjæle fx på et marked, alvorligetæsk. Folk tøver ikke med at anvende selvtægt når en tyv skal straffes. Dehavde endda hørt om tyve der var omkommet efter sådan en omgang. Vi var ogsåblevet advaret om den slags hjemmefra, så hvis vi så nogen løbe med voreskamera, måtte vi ikke gøre noget, for han kunne risikere at blive slået halvtfordærvet og endda ihjel, hvis vi råbte ”stop tyven” og nogen fangede ham. Rådetvar bare at holde værdigenstande skjult altid hvor der var mange mennesker.
Iben og jeg havde aftenen før, snakket om atvi håbede at pigerne kunne tilgive deres veninde, der havde prøvet at stjælenoget på markedet. Josephine sagde i dag at de aldrig ville snakke med hendeigen. Det lød meget voldsomt for os, men forklaringen giver måske god nokmening. Hun sagde at det ikke var en god veninde der kunne finde på at risikerevenners helbred og endda liv på den måde, og bare stikke af fra dem da det blevopdaget. Pigerne havde også fået at vide af deres mor at de ikke måtte væresammen med hende mere, for den familie havde i forvejen i dårligt rygte, oghvis de gik for meget sammen med hende ville folk bare begynde at tro at de gikog stjal sammen.
Efter den alvorlige snak, fik pigerne desidste to chapati, og jeg lærte Nayiga at spille 7-kabale, hvilket hun varoverraskende god til. Jeg forklarede hende reglerne, og hjalp hende med deførste 10 træk ca, og derefter klarede hun det selv. Kabalen gik op.
Vi tog ned på branchen i god tid. Der varallerede kommet nogle deltagere som sad i kontoret og udenfor og ventede. Detvar dog kun fra en af skolerne at deltagerne var i så god tid. De andre komlige så stille dryssende. Mere som jeg havde forventet det ville være. Imens viventede på de sidste deltagere, koordinerede vi den session vi havde til dagenefter med Kenneth som var den sidste der skulle være med. Derefter ventede vimere. Der vores afgang til lejrstedet var to timer forsinket. Jeg aner virkeligikke hvad der gjorde det så forsinket, det var i hvert fald ikke kun atdeltagerne kom for sent. Godt vi havde været i god tid… Vi var de sidste derkom ud på lejren med nogle af de sidste ting der skulle bruges. Bl.a. madrasser,tæpper, LPS manualer, vaskebaljer, flipcharts og førstehjælpsudstyr.
Deltagerne var ved at pakke ud på værelserneda vi kom. Eller det var egentlig bare to klasseværelser hvor bordene varfjernet. Det var allerede mørkt. En elektriker gik rundt og var ved at ordnelys i rummene, for det havde de glemt at gøre i forvejen. Der var ikke rigtignogen der havde styr på programmet længere. Joseph var ved at være lidtstresset, og jeg tror ikke han var klar over hvor meget vi var forsinket. Jegforeslog ham at vi udskød nogle af punkterne på programmet, og tog aftensmadmed det samme, for klokken var lidt i otte og alle var ved at være sultne. Hansyntes det var en god ide.
Aftensmaden var ris kogt med noget boullion.Til risen kunne man tage en kop te med alt for meget sukker i fra en balje. Minførste tanke var at man da ikke kunne servere ris alene, og at vi nok ville fånegative tilbagemeldinger på det, men deltagerne var bare rigtig glade for det,og det smagte da også okay, selvom det til min smag var lidt kedeligt.
Herefter fortsatte programmet, med climatesettings som lejre i Uganda jo åbenbart gør. Fears and expectations, Groundrules og Helping hands. Deltagernes frygter og forventninger til lejren.Grundregler valgt af deltagerne for hvordan man opfører sig, overfor hinandenog på lejren generelt. Deltagerne valgte til sidst ledere imellem dem. Bådeledere men også nogle som skulle hjælpe med at sørge for at lejren skulle bliveen succes. En der var ansvarlig for deltagernes trivsel, en for at tidsplanenblev overholdt og andre lignende ting. Det var meningen at der skulle haveværet underholdning om aftenen, men det var der ikke tid til for det varallerede sent da programmet var færdigt.
Uganda