Fra morgenen af troede vi at vi ikke skullenoget inden kl. halv fire, hvor vi skulle ud på en skole og fortælle om RødeKors, til det man kalder en dissemination, og om aftenen skulle vi ud og smagepå local brew og gedekød, som vi havde hørt så meget om. Om formiddagen sattejeg mig og forberedte en af mine dele i programmet for vores lejr her iweekenden. Teambuilding lørdag eftermiddag. Iben satte sig og skrev lidt dagbogpå min computer, som hun er begyndt på de seneste dage. Derefter cyklede hunind til byen, for at prøve lykken på internetcafeen. En halv times tid efterkom Joseph uventet hen til vores hus. Han fortalte at planerne om communityservice igen var lavet om, og at det startede nu.

Kort efter Joseph var kørt igen tog jeg ogsåaf sted ind mod byen. Det hele gik ud på at samle skrald i området omkringbyens centrum. Grunden til at der blev arrangeret community service netop nu,var at en skole i byen, Mityana S.S., fylder 100 år i år, og der holdes etstort arrangement på skolen i den anledning her i weekenden, hvor Præsidentenfaktisk også kommer. Eleverne på skolen gør så det her for at byen skal værepæn til begivenheden og for at vise at skolen gør en forskel i arbejdet for enren by, bla bla bla… Der var vel mellem 50 og 100 elever med til det, og det derent fysik gjorde var at samle affald sammen der lå langs vejene, samt at fejesandet langs vejenes sider så det var pænt. Det med at feje gav i mit hovedabsolut ingen mening. Man kan ikke altid vurdere hvor vejene i det hele tagetslutter i bredden, for asfalten er langsomt ved at smuldre ude fra, og detgiver en flydende overgang mellem hullet asfalt, grus og sand. Men fejes skulleder. Iben og jeg kunne ikke lige finde ud af hvordan vi kunne hjælpe til, damange af eleverne i forvejen gik rund og så ud som om de ventede på at overtageen kost og en skraldesæk, fra en af de arbejdende. Vi fulgtes et stykke medJoseph, som tog billeder, af en af grupperne, med mit kamera, men vi blev derikke så længe. Jeg tror det vigtigste var at vi var der da det hele startede,og hilste på arrangørerne så de kunne føle sig lidt vigtige, og føle at RødeKors var tilstede.

Da vi kom hjem fik vi en hurtig luganda lektion,for det havde vi lovet Peter fra morgenen af, da vi troede at vi ikke havdenoget at lave, inden vi spiste hurtig frokost og tog ned til branchkontoret.

Vi skulle mødes med de andre der skulle tildissemination på en skole hvor der var startet et nyt link. Vi kom naturligvisalt for sent af sted, og de var naturligvis ikke klar på skolen da vi kom, menvi ventede bare tålmodigt. Der var vel omkring 50 medlemmer af det nye link(Røde Kors klub), som var mødt op for at høre hvad vi ville fortælle. Laetitialagde ud, John overtog, herefter fortalte Phionah, Iben og jeg lidt om LPS ogvores roller og opgaver. Vi sad alle seks der var af sted på en bænk helt op aftavlen, med ansigterne mod klasseværelset og medlemmerne. Det varede i alt ca.halvanden time. Herefter begav vi os ud for at finde nogle bodaer, så vi kunnekomme tilbage.

Fra disseminationen skulle vi direkte viderefor at finde local brew og gedekød, som begge dele er specialiteter her. Vi toghen til Solomon, som har en lille butik meget tæt på branchkontoret, og ventedepå at vi som skulle med var samlet. Udover Iben og jeg var det Solomon, Joseph,Laetitia og en af Solomons venner. Vi ventede i lang tid ved Solomons butik,jeg ved ikke helt på hvad.

Inden vi tog videre derfra, ville Joseph,Solomon og jeg lige gå over på branchen, som lå 200 m derfra, og låse Ibens ogmin cykel inde, for vi ville efterlade dem til dagen efter. Det var blevetmørkt, men der var proppet medmennesker på strækningen vi skulle gå for derhavde været marked på det sted i løbet af dagen, som nu var ved at pakkesammen. På vejen tilbage gennem det stressende marked, hører vi en grædendepigestemme der kalder på Joseph. To grædende piger kommer hen til Joseph og ermeget oprevne over noget de fortæller på luganda. Først sent genkender jeg deto piger, for det er meget mørkt og jeg kunne ikke genkende de grådkvaltestemmer. Det er Josephine og Nayiga, vores naboer hjemmefra. Joseph tager tagerpigerne i hånden og går tilbage gennem markedet og siger at Solomon skal kommemed. Det viser sig at en dame i en af markedets boder havde taget deres taskeog penge. Hun påstod at pigerne havde stjålet fra hende, hvilket jeg aldrigville kunne forestille mig. Efter at Josephine har udpeget hvem damen med derestaske er, går Joseph hen og taler med hende og beder hende om at tilgivepigerne og give dem deres ting tilbage. Det vil hun først ikke, først da Josephgiver hende 1000 shilling får de tingene tilbage. Solomon, som jeg står sammenmed lidt ved siden af, forklarer mig at en af pigernes veninder som havde væretmed, havde puttet noget tøj ned i Josephines taske uden at fortælle det, mendet havde damen i boden set. Da Josephine vil betale for fem stykker tøj, menuden at vide det har seks stykker, bliver damen rasende og tager deres taske ogpenge, slå Josephine og siger at de skal gå hjem. Deres veninde stikkerherefter af. Nu havde de to piger ingen penge, taske eller de købte stykkertøj, og tør ikke gå hjem til deres mor uden. Det er i dette øjeblik Josephinefår øje på os, og får hjælp af Joseph. Utrolig heldigt.

Kort efter episoden med tyveriet, kørte vi afsted for at købe gedekød og local brew. Jeg havde aldrig smagt nogle af delenefør. Vi kørte først forbi Kolping Hotel hvor vi fik gedekødet fra. Det duftededejligt i bilen da vi havde hentet det. Det var lidt det samme som når manhenter en pizza og kan dufte den i bilen på vejen hjem. Nåh, men vi skulle ogsåhave fat i det local brew, og det er åbenbart ikke så let igen. Man kunne ikkefå det inde i byen i hvert fald, så vi kørte ud til et sted i en landsby hvordet blev brygget og hentede det. Vi havde selv en kande med til for det bliverikke hældt på flaske. Joseph og Solomon fortalte at det ikke var så normalt atdrikke local brew, og at det ikke ville være en god ide at gøre det inde i byenhvor alle kunne se os. Så vi kørte ud til et stort hotel uden for byen med enhøj mur omkring. Inden for muren var der en stor have, hvor der stod borderundt omkring. Vi satte os ved et af bordene og så blev kødet og vores localbrew fundet frem.

Kødet var som det meste kød man får her, småunderlige stykker i tilfældige udskæringer med både ben og fedt. Gedekød erforholdsvis dyrt her, 6000 shilling (15 kr.) for et kg, for geder vokserlangsomt og der er ikke ret meget kød på dem. Kødet var lidt sejt, og smagtesom en mellemting mellem oksekød og svinekød. Jeg forstår faktisk ikke helthvorfor folk er så tossede med det, men det smagte fint nok. Iben og jegbetalte for kødet og så betalte de andre for transport og ”the local”, som dekaldte det. Vi var seks personer og de havde købt 3 kg kød! Gedekød svindervist godt nok en del når det bliver stegt, men det var virkelig meget kød. Ogkun kød, der var ikke noget tilbehør. De lagde det på en tallerken midt påbordet, og det var naturligvis bare at spise med fingrene. Tak til alcogel.

Til kødet drak vi jo så the local. Det er enslags hjemmebrygget øl, som bliver lavet af bananer og cassava, så vidt jeghusker. Det ligner lidt en lys ufiltreret øl. Den smager også lidt som øl, og dervar brus i, men det er helt sikkert ikke tilsat, som det er i øl i Danmark.Iben beskrev smagen som øl med vodka i. Det var svært at vurdere hvor stærktdet var. Jeg mente det var mildere og Iben mente det var stærkere endalmindelig øl. Det var i hvert fald sjovt at prøve, både gedekød og the local.

Efterhånden som vi drak kanden med local brew,blev folk mere og mere snakkesagelige, og der blev taget hul på en massehistorier og myter vil jeg kalde det. Især Solomon havde mange historier. Hanfortalte for eksempel om en mand i Mityanaområdet som aldrig sov. Han skulleefter sigende have slået sin søn ihjeld efter råd fra en heksedokter, der sagdeat han ville blive rig hvis han gjorde det. Nu gik det bare sådan at manden herefterfølgende blev hjemsøgt af den døde søns genfærd, som ikke lod ham sov, ogsagde at han skulle arbejde hele tiden. De tre andre ugandere havde alle sammenhørt om historien, og blev ihærdigt ved med at prøve at overbevise Iben og jegom at det virkelig var en sand historie. Andre lignende historier omvoodoo-helbredelser, hidkaldelse af døde menneskers ånder og forbandelser blevvendt. De fire ugandere troede virkelig på at det hele var sandt. Jeg kunneikke fatte hvordan man kunne tro på det, men det er vel bare endnu en af de mangekulturforskelle som er svære at forstå. Meget underholdende var det i hvertfald.