I dag skulle vi ud til Lake Wamala, søen vikan se fra bakken i Mityana, når vi er på vej ned til byen. Solomon skullehente os kl. halv ti. Vi var lidt naivt måske, allerede klar kl. ni. Solomonkom først kl. halv elleve.
Han havde lejet en motorcykel som vi skullekøre på ud til søen på. Han havde lejet den af en af sine venner som kørte bodapå den, og det var den type som stort set alle bodaer er. Forholdsvist langtbredt sæde, så der kan være flere personer på den, og en meget lille motor. Hanbetale så 15.000 shillings for at låne den i tre timer. Solomon kørte og vi sadbag på.
Han havde forklaret at søen var svær at kommetil, fordi der ikke var nogen reelle havne, kun små bredder rundt omkring, hvorsmå fiskerbåde tog ud fra. Der var også skov og bevoksning det meste af vejenom søen, så hvis Iben og jeg havde taget derud alene som vi havde snakket omnogle gange, havde vi aldrig fundet en af de små ruter ud til bredden af søen.Han havde også forklaret at der var en type vandplanter på søen der bevægedesig rundt med vinden. Vandplanterne kunne blokere en havn fuldstændigt hvisvinden havde været i den retning for nylig.
Vi startede med at køre efter en bred somSolomon havde kendt fra da han var lille og havde besøgt venner deromkring tit.Vi drejede fra Mubende road og kørte et langt stykke vej ad små hullede ogmudrede jordveje som blev smallere og smallere jo længere vi kom. Vi kørtegennem et tæt bevokset område med bananpalmer og andre afgrøder og kun få huse.Pludselig stoppede han ved et lille hus, som åbenbart var der han havde noglebekendte. Vi hilste på, og gik kort efter videre til fods, for herfra var vejenåbenbart for smal og mudret til at køre på motorcykel, så den efterlod vi. Vigik endnu et langt stykke og kom ned til bredden, som viste sig at væreblokeret af de her underlige store tætte vandplanter, som de kaldte ”papyrus”.
Vi måtte hele vejen tilbage til hovedvejenigen, og forsøge at finde en anden åben havn. Den næste havn vi prøvede, kunnevi køre helt ned til på motorcyklen, og den var heldigvis også åben. Solomonfandt en af de lokale fiskere og spurgte om vi kunne få en tur i en af de småkanoer som de brugte til at fiske fra. Han havde ikke lige noget han skulle udpå vandet efter nu, men han ville gerne give os en lille tur. Iben mistedelysten efter at have set bådene, men jeg tog en tur og det gjorde Solomon også.Vi betalte ham 3.000 shillings for det. Det var virkelig varmt da vi var der,men det var også lige omkring middag. Jeg kom til at tænke på at jeg ikkerigtig havde fået solcreme i hovedet, og kun lidt i nakken, men det var derikke noget at gøre ved nu.
Efter vi havde været ved søen i et kort stykketid kørte vi derfra igen. Det var ikke en speciel fantastisk sø, men nu har viværet der i hvert fald. Efter vi kørte derfra, troede vi lidt at vi skulle hjemtil Mityana igen, men Solomon havde en anden plan. Han sagde at vi nu skulle udog besøge hans mor. Iben og jeg havde ikke andre planer, så vi gjorde ingenindsigelser, for det kunne jo også være spændende at se hvor han bor.
Gården hvor Solomons mor boede, lå på vejentilbage til Mityana. Da vi ankom, var der ingen at se, og Solomon mente at hunmåtte være ud og arbejde i haven. Det var hun ganske rigtigt også. Vi mødtehende da Solomon gav os en rundtur på deres grund. Det var et kæmpe område, også vidt jeg husker sagde han 200 ha. Meget af området var bare græsmarker hvorder gik køer og græssede. Ikke græsmarker som vi kender det fra Danmark, menstore bakkede områder med træer og små buske spredt rundt omkring. De havdeogså marker med forskellige afgrøder, en eukalyptusplantage, en bananplantageog sikkert andre ting jeg ikke opdagede, for det var kæmpestort. Sammen medkøerne gik to får og et lam rundt. Solomon fortalte at de to får var nogleKarina købte sidste år, og havde så fået dem placeret her da hun rejste, ogsiden har de så også fået et lam.
På vejen rundt kom vi forbi et jackfruittræ,hvor der hang en masse store frugter. Når man banker på dem kan man høre om deer modne, og der var sandelig en der var moden og klar til at spise. Den tog vimed tilbage til gården, og spiste den uden for gården i skyggen af et træ. Jeghar aldrig spist så meget jackfruit før. Det er utrolig lækkert, men der fikjeg trods alt nok. Det var ikke fordi jeg ikke havde mere appetit, men det blevbare for meget, de er meget søde og klistrede. Hans mor kaldte kort efter påos, at der var frokost, og på det tidspunkt var det en lettelse at spise nogetandet end jackfruit. Matooke, ntula, kogte æg og dodo (en slags grønkål).
Solomons familie er helt sikkert rige. Det erfå mennesker der har så meget land og kan dyrke så mange afgrøder. De havdeflere folk ansat til at hjælpe med at passe det hele. Det er ikke sikkert detgiver så mange penge som ved at have et godt offentligt job, men til gengæld erdet en meget sikker indkomst for altid. Og man kommer aldrig til at mangle mad,for det er overalt i haven. Når en familie først ejer noget jord, bliver det ifamilien, så når forældrene dør arver deres børn jorden og de er på den mådeogså sikret. Det er svært at få adgang til noget jord hvis man ikke har arvetnoget, for det er meget dyrt at købe. Når man først har noget jord, bliveralting lettere, for så kan man selv dyrke sin mad og spare penge på det og manslipper for at betale husleje. Derudover kan man selvfølgelig dyrke afgrøder ogfå en ekstra indtægt af det. De som ikke ejer noget jord har det noget hårdere.
Det var bestemt en god dag, med dejligeuventede overraskelser, selvom min pande og min nakke er forfærdelig røde ogømme efter al den vandreren rundt i solen.
Uganda