Vi havde i noget tid snakket med Phionah frabranchen, om at besøge hende en dag. Hun havde også lovet at hun ville lære osat lave matoke, for vi havde fortalt om vores mislykkede forsøg. Det blev såarrangeret at slå det sammen, og her i dag var vi så til undervisning i at lavematoke.
Vi cyklede ud til hende omkring kl. 10. Hunbor i en landsby lige i udkanten af Mityana. Hun hentede os ved hovedvejen,hvorefter vi gik et godt stykke ad en smal sti gennem et område tæt bevoksetmed forskellige træer og afgrøder, og et hus hist og her. Endelig kom vi tilhuset. Når man går sådan en vej man aldrig har gået før, kan den godt virkemeget længere end den er. Huset var bygget for nylig fortalte hun, for hendesfar havde fået nyt arbejde på distriktet i Mubende, og de havde derfor fået rådtil at købe jord og bygge selv. Huset var ikke helt færdigt endnu, men de varflyttet ind alligevel for at spare huslejen idet andet hus. Inden i huset varder hverken døre eller loft monteret, så man kunne se direkte op påtagpladerne. Der var dog fint møbleret, med både stole, sofaer og et bord.Huset var ret lille, men i forhold til Ugandisk standard er det vist er flothus. Vi har ikke set så mange folks huse endnu, men vi ved at offentligestillinger er nogle at de bedst betalte, fx som på et distriktskontor.
Vi blev budt velkommen af Phionahs mor, derhavde forberedt morgenmad til os da vi kom. Klokken var lidt i 11 omformiddagen og vi havde allerede spist, men vi spiste alligevel med. Morgenmadenbestod af cassavachips og mandasis, friskt fra frituren, og det var retlækkert. Til det fik vi en kop te. Man plejer at fylde meget sukker i teen her,og det begynder at gå op for mig hvorfor. Teen i sig selv var utrolig tynd, så smagtenæsten ikke af noget, så det er nok meningen at sukkeret skal give smagen. Nårder er mulighed for det, plejer jeg i forvejen altid at vælge kaffe.
Efter morgenmaden begyndte vi at lave matoke.Det vil sige, at det var ikke så meget os der lavede det, men vi hjalp med atskrælle bananerne. Den slags bananer man bruger til matoke skal ikke væremodne, når man bruger dem, så skrællen skal skæres af med en kniv, og detkræver en helt bestemt teknik. Man pakker så de skrællede bananer ind ibananblade, og binder pakken ind med bananfibre, så den holdes sammen når detkoger. Pakken lægges i en gryde med lidt vand, og den skal så stå i halvandentil to timer og koge. Det er lidt samme princip som når man damper grønsager.Bananerne bliver så helt møre og bløde, som kogte kartofler, og inden detbliver serveret bliver pakken ”æltet,” så de møre bananer bliver mast sammen,og får konsistens og udseende som kartoffelmos.
Imens vi ventede på at matoken skulle blivekoge færdig gik vi en tur rundt i deres have. Alle dem vi kender har en have,enten med afgrøder til eget forbrug eller med henblik på salg. Hos Phionahdyrkede de kaffeplanter. Kun nogle små stiklinger i potter, som blev solgt tilkaffeplantager. Det var et helt lille gartneri de havde. Et sted havde de dehelt små planter, der lige var spiret. Et anden sted havde de lidt størreplanter som lige var sat i potte, og et tredje sted de som var klar til atblive solgt og plantet ud. Det hele var overdækket af finmaskede grønne net,der var spændt ud over planterne for at giveskygge for den hårde sol. Der er såmeget kaffeproduktion her i Uganda, men alligevel er det ikke til at opdrive engod kop kaffe nogen steder. Jeg fatter det ikke.
Frokosten bestod udover matoke også af irishpotatoes (almindelige kartofler), kogt oksekød, kivuvu (en slags søde rødligebananer som skal dampes med deres skrald på) og kålsalat. Ret lækker mad vardet. Til frokosten var Phionah, hendes mor, hendes to brødre, hendes søster også Iben og jeg. Selvom det var minimalt hvad vi havde hjulpet med vedforberedelsen af maden, sagde de alligevel alle sammen tak for mad til os. Jeghar på fornemmelsen at det var deres mor der havde bedt dem om det. Nu ved vi ihvert fald hvordan man laver matoke, og vi skal helt sikkert prøve detderhjemme.
Efter maden sad vi i deres stue og slappede afog slog mave oven på det gode og store måltid. I baggrunden kørte fjernsynetmed musikvideoer, som det havde gjort det hele dagen. Vi bestemte os for at gåen lille tur rundt i landsbyen for at se hvordan den var. På vejen kom vi forbien mand der stod og solgte Jackfruit. En stor aflang grøn frugt, på størrelsemed to fodbolde ved siden af hinanden. Det er svært at forklare, men søg efteret billede af en jackfruit på google. Jeg købte et stykke af den med tilbage ogdet var et hit. Alle er åbenbart helt vilde med jackfruit. Den blev hurtigtskåret ud og spist da vi var kommet tilbage. De er utrolig klistrede, og mankan ikke undgå at blive fedtet ind i det klistrende stads, for man skal pillede spiselige stykker ud af den tykke skal frugten har.
Mens vi spiste sad vi bag ved deres hus, ogkiggede på kaffeplanterne, og snakkede om forskelle på Danmark og Uganda.Phionahs mor var meget interesseret i hvordan Danmark var. Hvilke afgrøderdyrker vi?, har vi mange skove?, hvordan er vinteren? Vi snakkede også om at vigodt nok har haver i Danmark, men ikke som bliver dyrket på samme måde som her.Vi har græsplæner, blomster og sågar springvand. Mange har træer eller buskehvor der gror frugter på, men ofte ikke til andet formål end at det er lidthyggeligt at plukke sine egne frugter. Jeg ved ikke helt om de troede på detjeg fortalte, de så i hvert fald meget undrende og skeptiske ud. Jeg kan ogsågodt se at det virker helt skørt i deres verden, hvor de fleste der har enhave, ikke kunne overleve uden.
Lidt over fem, begyndte det at trække op tilregn, så vi besluttede at tage hjem inden det rigtig begyndte, så vi ikke villeblive fanget. Inden vi tog af sted plukkede Phionahs bror to papajaer til os.Plukke er måske så meget sagt, men han skubbede til dem med en lang pind, forpalmen de groede på var høj, og frugterne sad helt oppe i toppen. De var enormtstore, det skulle blive lækkert at spise dem en gang i morgen når de ville væremodne.
Da vi kom hjem var vi ikke specielt sultne,for vi havde fået sen frokost så vi ventede. Iben skaffede varmt vand hosnaboen så vi langt om længe kunne få kaffe. Fantastisk. Vi havde jo stadigingen gas, så vi kunne ikke koge vand eller lave varm mad. Af samme årsag togvi over på New Highway Hotel og spiste aftensmad. Vi blev der et stykke tid, ogsad og nød en øl og en kop kaffe inden vi gik hjem.
Uganda