Det første Iben siger efter ”godmorgen” er atvi åbenbart havde flere kakerlakker end vi troede. Rundt omkring påkøkkengulvet lå en fem – seks (heldigvis) døde basser. Der lå også en død enunder min seng og en på Ibens værelse. Insektmidlet vi fik købt var virkeligeffektivt, og der var næsten heller ingen myrer tilbage.
Dagens program var ret kort. Rundvisning hosbyens serviceproviders.Supermarkeder, spisesteder, internetcafe, posthus. Måske har jeg glemt nogen,men det var alle sammen steder hvor vi fik lavet aftaler om betaling på kredit,så vi ikke skulle have kontanter med os hele tiden. Vi spiste på en lille..restaurant er måske så meget sagt, men et spisested, hvor man kan fåtraditionel Ugandisk mad… lavet over bål bag ved den lille bygning, men godmad, ingen diskussion om det. Stedet havde det sigende navn: UniversalRestaurant.
Da vi kom hjem legede nabobørnene ude foran,tre piger mellem 9 og 12 (jeg kan ikke alle deres navne endnu men de kommer meden anden dag), og blev rigtig glade for at se os, og vi fik hurtigt selskab ihuset. Det er ikke direkte naboerne, for deres hus ligger uden for muren, og erret lille og se lidt faldefærdigt ud, og de har ikke ret mange penge. Men de eraltid glade til gengæld. I modsætning til os der beklager os over noglekakerlakker. Dem ser de vist en del til. Da jeg samlede en død kakerlak op fragulvet i køkkenet, som vi havde overset tidligere, sagde en af pigerne til mig,at man ikke kan bo i et hus uden at have dem…
De hyggede sig rigtig meget bare ved at være ivores hus. Deres storesøster på 14 kom også forbi lidt senere. Iben havde noglevandfarver med, vi havde dog ingen pensler, men de små syntes det varfantastisk at male med fingrene som pensler. Iben gav en af pigerne en kuglepenpå et tidspunkt, og spurgte om hun ville tegne en tegning i sin dagbog. Pigenså forskrækket på Iben og sagde: ”No, pens are bad. We get beaten in school if we use them there.” Vi lod den ligge, og gav hende en blyant.
Vi er i dag blevet spurgt af ikke mindre endtre forskellige drenge, om ikke vi vil give dem penge til deres uddannelse.Første gang var i morges på vej ned til kontoret. Han kom gående op på siden afos og hilser pænt på os, hvor efter han begynder at fortælle om at hans morlige er død, og at han ikke længere kan få rå til skolen, og om ikke vi kanhjælpe ham. Iben giver ham en fin forklaring om, at man kan søge fonde tiluddannelse. Vi har fået at vide at vi bare kan sige at vi selv er underuddannelse, og at vi ikke har ret mange penge, men det er svært at få sig tilat sige, for uanset hvor fattige vi føler os i Danmark, er vi stenrige iUganda, og det er der ingen tvivl om. Anden gang var det en dreng, der bo inærheden af os, som har spurgt os før. Han kom hen og stod foran vores dør ogkiggede ind, mens pigerne stadig var der. Jeg gik ud for at snakke med ham, menvi havde ikke snakket i mange sekunder, før han begyndte at fortælle om hvordanhan ikke længere har råd til at gå i skole, og hvor ked han er af det, for deter det eneste han vil. Da vi lidt senere var på vej hjem fra en tur på netcafeog marked, kom en fyr hen til os som om morgenen. Præsenterede sig høfligt, ogbegyndte at fortælle om at han gerne ville i skole igen, men ikke havde råd.Ibens trick, som havde virket om morgenen, var ikke nok til at få ham her tilat give op. Han fortsatte med at gå med os, og spurgte om ikke han måtte fåvores e-mails og telefonnumre, hvilket vi ikke gav ham, men vi fik hansoplysninger og lovede at kontakte ham hvis vi kunne hjælpe med finansieringen…
Det er ret svært at forklare folk, som jo baregør hvad de kan for at klare sig godt, og ser os som en mulighed, som ellersikke ville være til stede. Et helt års skolegang koster måske i omegnen af 100kr., og det kan vi jo sagtens få råd til, for det første må vi ikke dele pengeud så længe vi arbejder for Røde Kors, og for det andet kan man jo ikke baredele penge ud til folk der opsøger én på gaden, hvor meget man end føler med oggerne ville hjælpe den person det drejer sig om. Iben og jeg talte tidligere omhvor ubehageligt det kan føles at være så rig blandt (forholdsvis) fattigemennesker. Vi købte hver en cykel inden vi kom hertil, for at kunne komme rundti byen. For de penge ville man næsten have kunnet betale hele et barnsskolegang, og dem fyrede vi bare lige af uden videre. Jeg hæfter mig ved at vier her i byen for at hjælpe, og vi gør en stor indsats for det. Hvis ikke vihavde været her i det hele taget, ville problemerne jo ikke have været mindre,vi ville bare ikke have set dem.
Uganda