14. september

Endelig kom dagen hvor vi skulle ud til destuderende, og ikke mindst i gang med LPS. Det er jo det vi er kommet helevejen til Uganda for. Vi skulle i dag ud på Mityana Town Secondary School ogholde den første session.

Jeg var lidt nervøs fra morgenen af, for jeghar aldrig været særlig god til at præsentere, fremlægge og den slags, og nuskal vi jo altså i gang. Samtidig med at jeg var nervøs, glædede jeg mig ogsåsindsygt meget til at komme ud og se det hele og komme i gang. I løbet af formiddagenlæste jeg igen det afsnit i LPS-manualen igennem, der var på dagens program.

Hvad er det nu det der LPS - Life PlanningSkills (På dansk: Færdigheder til at planlægge sit liv) handler om? Det handlerom at unge skal udstyres med en række værktøjer eller færdigheder, der gør demi stand til at overskue deres liv og fremtid og planlægge herfor. Det lydermåske lidt indviklet og uhåndgribeligt, men det er gjort meget konkret i denstore manual i LPS der understøtter projektet. Der er her først beskrevet 16færdigheder, eller life skills, som man mener der er vigtige. Det er bl.a.Selvværd, empati, forhandling og problemløsning. Hele LPS programmet har så tilsigte at træne alle disse færdigheder hos de unge, gennem en masse forskelligeøvelser, opgaver, gruppearbejde, rollespil, diskussioner og meget mere. Desessions vi så skal holde er hver under en konkret overskrift som fx HIV/AIDS,fremtidsplanlægning, pubertetsudvikling, mm, som alle relevante for unge iUganda. Disse overskrifter er dels til for at give noget konkret at hængetræningen af de forskellige life skills op på, men og for at give de unge videnom de pågældende emner på en anden og forhåbentlig mere fangende måde end de ervant til. Det var lige en meget kort gennemgang af indholdet i LPS, som jeg harforstået det i hver fald.

På alle fire skoler, vi skal lave sessions på,er der så vidt jeg husker imellem 70 og 110 elever i S1 klasserne (svarer til8. Klasse.) Det er dog alt for mange elever til at man kan lave det som énsession, så enten skal der vælges et mindre antal ud fra klassen, eller som vigøre det, kører tre parallelle sessions samtidig i tre klasseværelser. På denmåde har vi færre elever af gangen, og hver enkelt får forhåbentlig mere ud afhvad der foregår. Det kræver dog også et større antal facilitatorer, men her iMityana er holdet stort nok til at det kan lade sig gøre.

Vi tog af sted omkring kl. 11 for vi villegodt lige på internettet inden vi skulle ned på branchen og lave de sidsteforberedelser. Da vi havde siddet der i en halv times tid, ringede Ruth, somogså er en af de frivillig i LPS-gruppen, og spurgte om ikke vi kom ned påbranchen med det samme så vi kunne få forberedt de sidste i god tid, og detgjorde vi så. Vi gennemgik hvad sessionen skulle indeholde, og hvem der skulletage sig af hvilke punkter. Der sluttede sig løbende flere og flere af defacilitatorer til, som skulle med ud på skolen.

Iben og jeg var i hver sin gruppe, så viarbejdede lidt forskudt og var færdige på forskellige tidspunkter, så vi spisteikke på samme tidspunkt. Jeg spiste på Universal kl. 1. I dag bestilte jeg helemin menu på luganda. Njagala matoke, muceere, binyebwa ne butunda. Kort ogpræcist. Matoke, ris, jordnøddesovs og passionsfrugtjuice hvis nogen skullevære i tvivl.

Vi skulle følges alle sammen fra branchen kl.tre så vi kunne starte sessionen kl. halv fire på skolen. Kl. fem minutter itre begyndte det at øsregne. Jeg tænkte at det var træls at det netop var i dagjeg havde valgt ikke at tage min regnjakke med. De viste sig dog at være ligemeget, for ingen af de andre havde åbenbart tænkt sig at bevæge sig udenfor iregnvejr. Kl. lidt over tre spurgte jeg Joseph om ikke vi snart skulle gå. Hansvarede meget kort for hoved. ”It’s raining. We can’t move.” (Det regner, vikan ikke bevæge os ud.) Ingen af de andre så heller ud til at overveje at gå.Det så heller ikke ud til at det generede den synderligt at vi nu ville bliveforsinket til vores session på ubestemt tid. Jeg prøvede at slappe af som de,men det var svært at sidde og vente, samtidig med at man ved at man kommer forsent. Det ville være utænkeligt for mig hjemme, men jeg kunne jo selvfølgeligikke gøre noget uden resten af holdet alligevel. Da vi kom af sted var klokkentyve minutter i fire. Sessionen skulle være fra 15.30 til 17.00 så vi ville kunhave en time tilbage når vi ankom, troede jeg.

På skolen var eleverne klar, og vi gik straksi gang. Alle eleverne sad i et stort klasselokale. Vi delte dem hurtigt op itre grupper efter 1, 2,3-princippet. Den første session her skulle være en slagsindledning til eleverne om hvad LPS er og hvem vi er. (Røde Kors) Jeg var igruppe med Kenneth, Solomy og Simon, og jeg var den tredje i rækken der skullepå.

Lige inden jeg skulle behandle mit emne,spurgte Solomy om ikke hun skulle være co-facilitator når jeg var i gang, forhun havde på fornemmelsen at eleverne ville have svært ved at forstå mitengelsk. Jeg sagde ja tak, men prøvede samtidigt at tale så klart og langsomtsom muligt, og bruge meget simple ord og vendinger, men og en gang i mellem måttehun lige gentage hvad jeg havde sagt, enten på engelsk med andre ord, men noglegange også på luganda. Jeg synes ikke mit engelsk er så dårligt igen at detburde være nødvendigt med tolk, det plejer i hvert fald ikke at være etproblem, men man taler bare engelsk på en anden måde her. Ord brugesanderledes, sætninger bygges på en anden måde og man bruger andre vendinger endvi er vant til, og selvfølgelig også omvendt. Det var i øvrigt godt at hunsagde til på forhånd, så eleverne fik fat i alt hvad jeg sagde. Hvis jeg selvbare havde spurgt løbende om de forstod hvad jeg mente, ville de bare have sagtja, for det ved de jo man skal…