Selvom det havde været 10 gode dage på lejren,sammen med de andre danskere, var jeg alligevel glad for at vi i dag skulletilbage til Mityana, og vores eget dejlige hus. Det har været 10 hårde dage,med et tæt program og ikke lige frem otte timers søvn hver nat.
Vi stod op og spiste morgenmad på hotellet,sagde farvel til de andre, som vi nu ikke ser før om en halvanden måneds tid,og tog af sted mod hver vores fire destinationer. Vi var de sidste der tog frahotellet for vi bor tættest på Kampala, og havde ikke så travlt med at komme afsted. Vi tog først en special taxi (det vi kender som en almindelig taxa iDanmark) fra hotellet til den store taxaholdeplads, for 10.000 shilling (25 kr.)Vi gav ham dog 15.000 fordi han var så sød at vise os hen til den rigtige taxavi skulle med videre til Mityana. Turen til Mityana, som varede halvanden time,kostede 4.500 shilling (11 kr.) per person.
Selvom vi faktisk på nuværende tidspunkt harværet længere tid på lejren end i Mityana, føles det alligevel meget merehjemligt. Vi mødtes med Joseph på New Highway hotel hvor vi havde fået frokost.Vi skulle både hente en reol hos tømreren og tøj hos skræddere, som vi havdebestilt inden vi tog på lejr. Vi fortalte Joseph om hvad vi havde lavet pålejren og hvad vi havde oplevet, og spurgte hvad han havde lavet. Han havdeværet til begravelse hos et nært familiemedlem, som havde efterladt tre børnuden forældre, for faren var død for flere år siden. Han fortalte at helefamilien nu var begyndt at skrabe penge sammen så de tre børn, som nu boede hosbedsteforældrene, kunne fortsætte i skolen. Jeg fik lidt ondt i maven over atvi lige havde siddet og fortalt om hvor hårdt det var for os på lejren, atskulle tidligt op om morgenen og gå i bad uden bruser...
Det Ugandiskejakkesæt jeg har købt er rigtig lækkert. Det er en ret lang jakke, men sådanskal det vist være. Under jakken skal man have en lang hvid ting på, der miderom en kjole, og går helt ned til fødderne. Iben har købt en lang traditionelugandisk kjole. Jeg glæder mig til at vi skal til en begivenhed hvor det vilvære passende at bruge det. Vi er blevet lovet at vi nok skal blive inviterettil en masse begivenheder hvor vi kan bruge det fine tøj.
Udover tøjet hentede vi også den reol vi havdebestilt. Det vil sige at vi troede vi havde bestilt en reol, men vi fik istedet for noget der minder om en høj kommode, men meget flot, med både lågerog skuffe. Vi havde forklaret Joseph hvad vi gerne ville have tømreren til atlave, og Joseph fungerede som tolk til Luganda (sproget der tales i områdetBuganda), så vi forstod ikke hvad der blev bestilt den gang. Det var i hvertfald tydeligt at både tømreren og Joseph var stolte af at vise resultatet frem.Kommoden, der er 1,6 m høj og 1 m bred, blev uden problemer sat fast påbagagebæreren på en cykel, og transporteret de ca. tre kilometer der var hjemtil os. Godt det ikke var os der skulle det. Den er pt. allerede taget i brug,og står fint i hjørnet af vores stue.
På lejren hørte vi stort set ingen råbe ”Heymuzungu” efter os, og jeg havde helt glemt hvor anstrengende det kan være. Manskulle måske tro at alle de børn vi går forbi hver dag efter hånden ville vænnesig til at se os hvide, og med tiden blive mindre begejstrede når vi gårforbi.. men sådan er det ikke. Ikke endnu i hvert fald. I dag og de sidste pardage vi var her før lejren, er nogle grupper af børn begyndt at råbe ”Heymuzungu, hey muzungu, hey muzungu…” i takt og i kor med hinanden samtidig medat de vinker hysterisk til os. Det er et meget sjovt syn, men også lidtunderligt.
Jeg snakkede i dag igen med vores nabo Peter,som åbenbart har en sprogskole, hvor der bliver undervist i bl.a. Luganda. Ibenog jeg har bestem os for at vi skal deltage i noget undervisning, så vi kanblive bedre til lokalsproget. Den smule jeg kan allerede kan virkelig gøreunderværker. Når man møder nye mennesker her er der ingen der forventer atblive talt til på Luganda, og folk bliver altid meget overraskede og glade. Jeghåber at kunne samtale lidt på Luganda inden vi tager fra Mityana.
Uganda