Vi skal hele ugen møde kl. 8.30, så vi stop igen i dan tidligt op. Havregrødog kaffe var morgenmaden. Jeg har aldrig været god til at spise tidligt ommorgenen, så det var meget lidt havregrød jeg fik klemt ned, men kaffen varintet problem.
Vi tog afsted og var i kursuslokalet kl. 8.30. Kursuslokalet var enforsamlingssal vi havde lejet til formålet. Det var en meget formel indretningaf lokalet. Forret var der en forhøjning af gulvet, hvorpå der stod et stortbord med en lang dug på. Neden for forhøjningen, ned gennem resten af det lidtaflange lokale var der stillet bænkerækker op, som i en kirke. Vi havde gjorthvad vi kunne for at flytte borde og stole rundt for at gøre det lidt mindreformelt, med det var desværre meget begrænset hvad der var af muligheder, detmindede stadig mest om en kirke.
Kort efter vi var kommet gik vi i gang. Det var de færreste der vardukket op, vi var vel omkring otte. Jeg tror det var bevidst at Michaelstartede til tiden før alle var dukket op, for hvis folk lærer at programmetalligevel ikke starter til tiden, er der jo ikke nogen grund til at komme tiltiden? Han begyndte dog med at alle skulle fortælle hvad vi havde lavet sidenigår. På den måde gik dem som var for sent på den ikke glip af noget, men de somkom senere fik helt klart en fornemmelse af at programmet var gået i gang og atde kom for sent. Han er smart den mand.
Programmet stod på LPS. Kategorierne af life skills blev gennemgået oghver enkel af de 16 skills blev gennemgået. Det vil jeg ikke trætte nogen medat fortælle om i detaljer, men jeg vil sige at Michael lige som igår varvirkelig god til at få gennemgået emnerne på en måde så det virkede vedkommendeog relevant. Han var god til at bruge eksempler fra Ugandernes hverdag. Jegkunne ikke altid identificere mig med eksemplerne, men på uganderneskommentarer virkede det som om de fuldstændigt forstod hvad han mente.
Selom jeg ikke har fået reel undervisning i Luganda i lang tid efterhånden kan jeg mærke at jeg lærer nye ord og formuleringer hele tiden. Jegsynes det er virkelig sjovt at kunne sige noget, og jeg kan efter håndenformulere små sætninger, og føre meget simple samtaler. Det er også enormtsjovt når man møder nye mennesker, at overraske dem med at præsentere sig påLuganda. Ofte begynder folk bare at grine og ved ikke hvad de skal sige. Noglegange forstår folk heller ikke hvad jeg siger i første omgang, fordi deforventer at jeg bare taler engelsk, og det er ikke altid fordi jeg udtalerordene forkert. Det kan varmt anbefales at lære lokalsprog!
Efter dagens sessions tog jegned til den internetcafe som jeg havde været på sammen med Joseph igår, for jeghavde et spørgsmål angående de cder jeg købte der igår. Ham jeg skulle snakkemed var der ikke lige da jeg kom, så jeg ville lige bruge deres internet lidtmens jeg ventede. Jeg har måske nogle gange brokket mig over den internetcafevi plejer at bruge, men den her er da helt forfærdelig, og jeg kan godt forståJoseph anbefaler den anden når vi skal på internettet. Computerne varlangsomme, internettet blev afbrudt ca. hvert femte, dem der sad som personalegad ikke rigtig hjælpe når der var noget galt med min computer. Efter jeg havdefået svar på mit spørgsmål, gik jeg direkte ned på vores vante internetcafe, ognød at computerne virkede og at servicen var god, på trods at at internettetvar lige så langsomt som vanligt.
Da jeg kom hjem var huset fyldt med børn. De hyggede sig og Iben havdelige givet dem lov til at lave musibatayi, som er en slags snack der er lavetaf mel, vand og salt og så bliver de friturestegt. Det er da også megethyggeligt at have dem på besøg. Vi havde ikke noget strøm i huset, så Namulindwakom med noget lampeolie i en gammel vandflaske, og fik gang i dem, så huset varkun lyst op af de to olielamper, og så den pandelampe jeg havde på mens jeglavede mad. Til aftensmad lavede jeg en ret med ris, tomat, aubergine, løg,bønner og lidt forskellige krydderier. Den brændte lidt på fordi jeg kom til atsnakke lidt med Osward, der også var kommet fordi, og så glemte jeg helt atmaden. Røgen fik det af maden der ikke var brændt på til at smage lidtgrillmadsagtigt.
Osward havde aftalt med Iben at vi (inklusiv mig) skulle se Titanic,hvilket jeg ikke syntes var den bedste ide i verden, men jeg havde ikke rigtigtandre forslag. Så vi så Titanic, eller i hvert fald halvdelen, den film tagerjo tre timer!
Uganda