Vi stod tidligt op fordi jeg gerne ville haveindhentet nogle af de dagbøger jeg var bagud. De øsede ned da jeg vågnede kl.halv syv. Jeg blev liggende fordi vandet i bruseren er altid meget koldere nårdet har været koldt og regnet. Hvis solen stod op kl. syv og skyerne var væk,kunne vandet måske nå at være varmet op så jeg kunne nå et bad inden vi skulleafsted. Jeg stod op kl. syv, kogte vand og lavede kaffe og satte mig til atskrive. Regnen øsede stadig ned. Da vi kom til Uganda havde vi fået at vide atregntiden ca. ville være afgrænset til september måned. Nu er det snartnovember og det har øset ned hver dag de seneste dage. Ugandernes forhold tiltid overrasker mig ikke så meget mere. Det fortsatte med at regne, så jeg kunneikke se anden udvej end at gå under den ekstra kolde bruser.
Vi have aftalt med Joseph at mødes kl. 10 påkontoret. Kl. 10 minutter i 10 regnede det stadig, så Iben ringede og spurgteJoseph om han havde tænkt sig at komme ned på kontoret, for ellers ville viheller ikke tage derned. Han havde ikke tænkt sig at bevæge sig nogen steder sålænge det regnede, men det vidste vi jo godt. Vi måtte jo bare ringe for en godordens skyld, selvom uganderne nok ville have taget den slags for givet. Klokken11 var det næsten holdt op med at regne så der begyndte vi så småt at gøre klartil at tage afsted.
Jeg havde nøglen til kontoret, så jeg togafsted lidt før Iben, men det kom aldrig til at gøre den store forskel, for dajeg kom ud af porten, blev jeg stoppet af en dreng som startede med at råbe”Thank you God, I’m blessed,” da han så mig. Jeg blev straks nervøs. Han komhen og hilste på mig og spurgte om jeg ville bruge fem minutter på at lytte tilham. Det ville jeg gerne, selvom jeg godt lige fra starten vidste at han villehave penge af mig. Han fortalte at han havde fået ferie fra sin skole, og nuvar i gang med at tjene penge til næste års skolepenge, ved at starte etprojekt hvor han ville holde grise. Hans problem var bare at han manglede160.000 shillings før projektet kunne blive til noget. De penge var han dog vedat tjene men nu var hans græsklipper, som han brugte til at tjene penge med,gået i stykker og han havde ikke råd til at få den repareret. Han ville nugerne have mig til at forstå hans situation, og give ham noget til at hjælpeham ud af sit problem. Jeg sagde først at jeg ikke måtte give ham penge fordijeg var her med Røde Kors, hvilket der gik lidt tid inden han accepterede. Nuville han så have nogle af mine ting i stedet for. Jeg var lige kommet ud afporten på mine dyre mountainbike, med en rygsæk med en computer og encomputertaske med en anden computer, fordi Joseph havde ikke fået den med tilbagei går. Jeg sagde til ham at alle de ting jeg havde tilhørte Røde Kors, og atjeg jo ikke kunne give deres ting væk. Det accepterede han også efter lidt tid,men nu sprugte han bare om tøj eller sko. Han var ikke til at komme af med ogjeg kunne ikke få mig til bare at gå. Hele tiden i mens han talte, kunne jeghøre at hans stemme skelvede og var lige ved at knække over i gråd. Jeg varikke i tvivl om at han manglede penge, og det er også virkelig svært at sigenej til sådan en dreng, men jeg kan bare heller ikke gøre andet.
På kontoret lavede vi et program for LPScampen her i den kommende weekend, og vi kiggede lidt på et budget, som Josephdog næsten havde lavet allerede. Derudover diskuterede vi et projektforslag fravores out of school group i Ttanda. Det er meningen at grupperne skal komme opmed projektforslag og lære at lave ansøgning om tilsud. Det projektforslaggruppen var kommet op med var om at holde kvæg og dyrke majs. Projektet skullemed tiden, som det begyndte at give afkast, udvides til at omfatte udlejning afplasticstole og telte. Vi snakkede om hvordan vi skulle lave ansøgningen, og vibesluttede at kigge nærmere på det hver især til i morgen, og så mødes igen oglave et forslag.
Det er ved at være græshoppesæson her. De herstore græshopper er begyndt at dukke op rundt omkring. I går aften på Mountainpub, gav Solomon mig nogle stegte græshopper. Jeg er altså ikke tosset med deinsekter, heller ikke hvide myrer. Men de her græshopper kommer i store antalden næste måneds tid. På luganda hedder november måned noget i retningen af”græshopperne kommer.” De kommer ind i husene hvis der er et åbent vindue medlys bag, vi har allerede fået et par stykker ind, men jeg er bange for det ikkeer slut med det endnu. Vi får se hvor slemt det bliver.
Om aftenen gik vi over på New Highway Hotel ogdrak en øl. Vi havde glemt kontanter, og den regning vi her som vi skriver madpå, skriver vi ikke øl på, dem betaler vi selv. Dem der stod i baren, som viefter hånden kender ret godt sagde at det ikke var noget problem, og at vi barekunne give dem pengene næste gang vi kom forbi. Mens vi nød vores kold øl snakkedevi lidt om a vi kun havde lidt mere end to uger tilbage i Mityana. Jeg vil heltsikkert komme til at savne Uganda og Mityana og alle de venner vi har her. Vihar allerede været her i tre en halv måned, og de halvanden måned vi hartilbage virker som halvanden uge ved siden af, men det bliver alligevel dejligtogså at komme hjem. Iben og jeg var enige om at vi helt sikkert ville komme tilUganda igen på et tidspunkt.
Uganda