Vi havde aftalt med Joseph at mødes kl. 10 på kontoretfor lige at gennemgå programmet for i morgen hvor vi skulle begynde på voresLPS refresher training (geopfriskningskursus i LPS). Han kom dog først kl.11.30, så vi nåede at lave en masse andre ting inden.
Da han endelig komgennemgik vi programmet fra sidste refresher training med ham. Det var i martshvor vi jo ikke var her, så han forklarede hvordan hele programmet havde væretbygget op og fungeret. Vi havde snakket om at lægge noget team building ind iprogrammet, for LPS facilitatorerne udgør jo i den grad et team og skal kunnearbejde sammen. Programmet var ret tæt pakket i forvejen, men vi fandt en timehver af dagene efter frokostpausen, hvor vi lagde teambuilding ind. Folk eralligevel altid lidt trætte ovenpå frokosten, og kan ikke koncentrere sig såmeget om at lytte.
Herefter gennemgik vi månedsrapporten for oktober månedmed ham. Vi havde faktisk stort lavet den færdig allerede (det sidste lavede viom morgene da vi ventede på ham), men det er meningen at det er os tre der skallave den. Selvom han ikke plejer at komme med så meget input til rapporten, erdet jo alligevel vigtigt at den reelt er skrevet af os alle tre. Han kom mednogle små tilføjelser og rettelser, og så var den ellers klar til at sende tilheadquarter.
Senere på eftermiddagen skulle vi have samtaler med demsom gerne ville være facilitatorer i LPS task forcen, for at se om de villevære egnede til det. De samlaler planlagde vi så lige over middag. Vi lavedenogle spørgsmål som vi kunne stille til dem om deres uddannelse, jobsituation,indstilling til Røde Kors og frivilligt arbejde, hvordan de reagerede påstress, hvad de forventede at få ud af at være facilitator og lignendespørgsmål. Laetitia syntes at vi skulle give alle deltagerne karakterer, så hunlavede et skema hvor vi skulle give karakter for hvert af de ca. 10 spørgsmål,og så regne sammen og se om de havde bestået. Jeg spurgte om det nu varnødvendigt, vi skulle jo bare vuredre om de ville kune fungere i task forcen,men det mente hun nu helt bestemt, og det kunne jo heller ikke skade noget, sådet gjorde vi.
Det var faktisk ret sjovt at være med til de samtaler.Sådan noget har jeg aldrig prøvet før, kun omvendt hvor det er mig der er tilsamtale. Flere af dem var noget nervøse, og jeg kunne udmærket genkendesituationen. Andre var aldeles ovenpå og snakkede svarede godt for sig. Viskulle bruge otte facilitatorer, men hvis der var mere end otte gode tilsamtalerne kunne vi godt have flere med. Vi havde ni til samtale, men den eneaf dem var ikke ret god, så hende valgte vi ikke at tage med. Det er nogle godefolk og de skal nok blive gode facilitatorer.
Bagefter var det planlagt at vi skulle have et BYC møde.Lige for at repetere, så er BYC – Branch youth council, et ungdomsudvalg ibranchen som er ansvarlig for at planlægge og følge op på ungdomsprojekter ibranchen. BYC i Mityana er dog ikke særlig aktivt. Solomon, Eron og Harriet varallerede på kontoret inden mødet skulle gå i gang. Det er også de tre enestemedlemmer af BYC jeg forventede ville dukke op. Da vi var påmidtvejsevaluering, kunne vi forstå at de andre branches havde det sammeproblem. På mødet, hvor der jo så kun var tre deltagere, og så mig og Iben somjo ikke er medlemmer af BYC, diskuterede vi hvordan vi kunne få gang i BYCigen. Jeg foreslog at smide formanden ud, for han dukkede alligevel aldrig op,og så vælge en ny, og gøre det samme med de andre medlemmer der ikke kommer tilmøderne. Det er åbenbart ikke så let igen, men de ville undersøge mulighedernefor at gøre det. Andre mente at de udeblivende medlemmer skulle have flerechancer for at begynde at møde op. Der er gået snart otte måneder hvorformanden ikke er kommet til et eneste møde.
Osward kom forbi om aftenen, og i dag var der strøm, såvi så slutningen på filmen vi begyndte på igår, snakkede og drak masser afkaffe.
Uganda