I løbet af nattenvækkede Osward mig og sagde at han ville ud og fange græshopper, for de varåbenbart for alvor kommet nu. Da jeg lukkede ham ud, kiggede jeg også lige uden gang, og jeg fik et chok. Luften var fyldt med græshopper. Og det er altsåikke de der små nogen der er i Danmark. De her er op til 10 cm lange, nogenstore krabater og de hopper ikke kun, de flyver også. Han ville i hvert fald udfor at fange dem sammen med en af sine venner som lige havde ringet. Han sagdeat han ville komme forbi igen i morgen. Jeg kunne nu også høre hvordan de kæmpeflyvende insekter fløj mod ruderne og taget, og hvordan de nærmest sang i kor,eller hvad man nu kalder den lyd græshopper laver. Det lykkedes mig at få åbnetdøren og komme ud på terrassen og ind igen uden der kom nogen græshopper med.Jeg troede ellers det ville være umuligt.
Folk er heltvilde med de græshopper. Vinger og ben bliver pillet af dem, og så bliver destegt i kort tid på panden og så er de klar til at spise. De bliver nu solgtover alt. På markedet, langs vejene, folk går rundt med små kurve alle stederog sælger dem. I starten kostede en lille kop 1000 shillings, nu koster et krusfyldt 1000 shillings, og Osward har sagt at inden længe vil man kunne købe enhel stor pose for 1000 shillings, for der bliver flere og flere af dem.
Om morgenenvågnede jeg først halv ni, for vi havde været oppe til over et i går aftes, ogjeg var træt. Jeg vågnede ved at Osward kom og bankede på igen og spurgte omhan måtte låne min cykel, for han ville køre ud til Buswabulongo igen for atlede after sine nøgler. Jeg stod op og gik i bad, nu hvor jeg alligevel varstået op. Da jeg kom ud i køkkenet fik jeg igen en chok, for der var en helmasse græshopper i køkkenet. Jeg undrede mig over hvordan de var kommet ind forvinduer og døre havde været lukket. Jeg begynte at fange nogle af dem og fyldedem i en tom plasticflaske, som jeg havde set nogle børn gøre rundt omkringudenfor. Jeg opgav hurtigt den metode, og gik over til at give dem sammebehandling som karkerlakkerne fik, nemlig med min sko. I mens jeg jagtede dem ikøkkenet opdagede jeg hvordan de var kommet ind. Der var en 3 cm bred sprækkeover det ene af vores tre vinduer i køkkenet. Jeg fik hurtigt sprækken stoppettil med plasticposer. Iben troede lige så godt vi med det samme kunne opgivekampen om at holde dem ude, men selvom det sikkert ikke bliver let, giver jegdet lige et forsøg.
Osward komtilbage lidt senere og havde pancakes med. Han fortalte om sin nat, hvor hanhavde været ud og fange græshopper, samtidig med at han havde forsøgt at huskehvor sin nøgle var, dog uden held. Han havde kun fået sovet et par timer i enstol hos den kammerat han fangede græshopper med. Han fik en kop kaffe mens visnakkede om lidt af hvert. Bagefter gik han hjem for at tage en lur så hankunne være frisk senere i dag, hvor vores camp jo begynder.
Iben og jegarbejdede på vores evalueirngsrapport i løbet af dagen. Det er et stort arbejdeat skrive alle de kommentarer ind og sætte det lidt i system. Det er tilgengæld virkelig sjovt at læse alle de underlige og misforståede svar der erind imellem. Vi bliver tit nødt til at holde pauser ind imellem fordi vi grinerfor meget. Ind imellem spiste vi lidt chapati og sombosas som frokost, det varbegyndt at øsregne lige da vi skulle have mad så det var hvad vi fik fat i iførste omgang.
Vores camp skullebegynde kl. fire. Det var holdt op med at regne, så jeg tog atsted lidt iforvejen og tog fordi og hentede noget mere mad, for jeg var blevet ret sulten,efter den noget lette frokost. Jeg købte en rolleggs, en ristet majskolbe og enjuicebrik. Da jeg kom op på branchen var der næsten ikke kommet nogen. Der varogså en time endnu til der var afgang fra branchen til lejren, men jeg havdeingen forventning om at vi ville komme afsted til tiden. Da tiden var inde tilat vi skulle afsted fra branchen med deltagerne, var der kun kommet meget få,og Joseph og Solomon havde endnu ikke skaffet en taksi til transport afdeltagerne. Vi kom afsted ca. halvanden time for sent.
Lejrstedet vardet samme som sidste gang vi havde LPS youth camp. En primary school lidt udenfor Mityana. Sidste gang inviterede vi 40 deltagere og der kom 25. Den her ganginviterede vi kun 30, men der kom 35. Der er lidt svært at regne med den slagsaf en eller anden grund. Jeg tror det er den ugandiske afslappede holdning tilplanlægning og kommunikation. Da vi kom i gang med programmet var i ikke ligeså forsinkede som vi var til sidste camp, men trods alt ca. to timer. Til atstarte med havde vi ikke noget lys i klasselokalerne, men kun ifacilitatorlokalet, så for ikke at blive mere forsinkede, tog vi en hurtigbeslutining og lavede facilitatorrummet om til ”undervisningslokale.” Viskubbede bordene ud til siderne og lagde madrasser på gulvet. Det kom faktisktil at virke overraskende godt, for det gav en meget mere afslappet og hyggeligstemning end hvis vi havde været i et klasselokale med bænke og borde. Specielther den første dag og aften er jeg glad for at vi fik blødt stemningen op, hvordet altid er lidt svært. Det var alligvel ikke noget tungt program vi havde omaftenen. Vi havde expectations and fears (forventninger og bekymringer),setting of ground rules (fastsættelse af regler for lejren) og valg aflejrledelse blandt deltagerne. Det er alle punkter som er obligatoriske på enuganisk lejr, som jeg vist har nævnt i andre dages beretninger.
Efter programmetvar overstået var der mad. Den bestod af ris med en slags sovs. Der var ikkehelt nok mad, så det var lidt ærgeligt. Det var samme køkkenhold vi havdesidste gang, og der var der ingen problemer, så vi håber det var en enligsvale.
Solomon havdelovet at taget musikanlæg med til aftenunderholdning, men var åbenbart stødt påproblemer, så han havde det ikke med alligevel. Det var også blevet sentallerede så programmet blev afsluttet med at der blev delt nogle stegtegræshopper ud til deltagerne. Jeg lagde mig på min madras i facilitatorrummet,ikke så længe efter for jeg var meget træt. Folk gik ind og ud af rummet ogtændte og slukkede lyset, men det generede mig ikke rigtigt.
Uganda