12. oktober

Vi sov lidt længe, for vi var stadig trætteoven på turen i weekenden. Da jeg havde været i bad, gik jeg op til vores lillemorgenmadsbiks, hvor man kan købe cassava chips og chapati. Jeg købte for 1.000shilling (2,5 kr.) hvilket var nok mad til os begge. Iben lavede kaffe imens.Da jeg var kommet ud af porten mødte jeg Josephine, som havde passet vores hønemens vi havde været væk. Hun sagde at den havde det godt. Jeg blev rigtig gladover den nyhed, men det viste sig at den stadig ikke kunne gå. Det hun mentemed at den havde godt var bare at den stadig kunne spise mad. Hun var ikke iskole, for hun var syg sagde hun. Hun ville dog gerne vaske vores tøj, som hunikke havde gjort i weekenden hvor vi havde været væk. Hun virkede ikke særligsyg, så hun fik lov til det.

Osward kom forbi mens vi spiste morgenmad, ogsnakkede. Vi snakkede lidt om vores syge høne, som han stadig ikke tror, kanklare sig ret lang tid længere, og han foreslår at vi skal slagte den, og købeto nye. Han har også snakket om at han gerne vil være frivillig i branchen, oghan havde en aftale med Joseph lidt senere på dagen, om hvad han kunne deltagei som frivillig. Det kunne være sjovt hvis vi skulle have ham med på voresLPS-training i næste måned.

Vi havde først et egentligt program fra kl. halvtre, hvor vi mødtes med Joseph, for at gennemgå hvordan vi skulle køre dagensevaluering med eleverne på Mityana Town S.S. Joseph havde kopieretevalueringsarket i 70 eksemplarer. Vi gennemgik kort hvordan vi ville laveevalueringen, og snakkede derefter om de kommende dages bloddonationssessionspå skolen rundt omkring i byen. To i morgen, og en hver af de to følgende dage.Det bliver også meget spændende at se hvordan det foregår.

Men det der interesserer mig mest lige nu, erklart de evalueringer vi kommer til at lave med eleverne. Det skal for alvorvise om det nytter noget det vi laver, og hvad vi evt. kan gøre for at forbedreos. Det skulle meget gerne være sådan at eleverne har forstået det vi harsnakket med dem om og også gerne kunne huske lidt af det. Som jeg ser det, erdet også i den her evalueringsfase at vi rigtigt kan komme ind og påvirke nogetog være med til at se hvor fejlene og svaghederne i programmet er. Jeg har ikkeset meget kultur for evaluering og selvkritik her, selvom det burde være enfast bestanddel af et projekt som det her. Hvis ikke man kan eller vil erkendesine fejl kommer man ingen steder. Jeg håber, at vi kan være med til, atforbedre kulturen for at lære af sine fejl, mens vi er her.

Vi startede med at præsentere vores evalueringfor eleverne. Solomon lagde ud med at forklare at det var en test af om dehavde lært noget af vores sessions. Jeg skyndte mig at præcisere for eleverneat det ikke var som en eksamen, men bare en hjælp til os i forhold til atforbedre os til næste gang vi skal lave sessions. De måtte gerne skrivenegative ting om vores sessions uden at vi ville blive sure over det, og skulleikke skrive deres navn på arket. Da jeg (lidt naivt) spurgte om de havdeforstået hvad det gik ud på, sagde de alle sammen bare ”Ja” i kor, som deplejer når man stiller spørgsmål af den type, selvom de nogle gange ikke anerhvad man taler om.

Nåh, men vi delte arkene ud, og gik rundt og kiggedepå eleverne der studerede arket, og mere skete der ikke rigtigt. De kiggedebare på arket. Vi facilitatorer begyndte at gå rundt og hjælpe eleverne medhvordan de skulle forstå spørgsmålene, og hvordan de skulle svare. Der varnogle spørgsmål hvor man skulle sætte kryds i kasser og nogle hvor man skulleskrive tekst, men det kunne de ikke rigtigt forstå. Første spørgsmål var: Hvormange af vores sessions har du deltaget i? Vi har haft session fire gange påskolen, og der var fire kasser med tallene 1 – 4 henholdsvis ved siden af defire kasser. Bare det spørgsmål voldte dem mange vanskeligheder, og mangeforstod det ikke. Det var generelt at alle spørgsmålene var svære for dem atforstå, og jeg er bange for at mange af dem ikke forstod spørgsmålene, men bareskrev noget for at gøre os glade. Vi var fem facilitatorer som næsten konstantgik rundt i en halv time og hjalp eleverne med at svare på spørgsmålene. Detvar som om eleverne troede at der var et rigtigt svar på spørgsmålene, og ikkeat de kunne svare hvad de havde lyst til. Det er tydeligt at eleverne her ikkeer så vante til at få evalueringsark som vi er i Danmark. Vi kan jo nærmestikke deltage i noget uden at vi skal udfylde en evalueringsform efterfølgende.

Efter evalueringen, besluttede vi at gøre detlidt anderledes i morgen. Vi ville i stedet gennemgå hvert enkelt spørgsmål,forklare hvad der menes med det, hvordan det skal besvares og så give dem tidtil at svare, og derefter gennemgå næste spørgsmål på samme måde. Det gik ihvert fald ikke helt optimalt i dag, og svarene er også meget blandede. Jegtror det går bedre i morgen, når vi gennemgå hvad der menes.

Iben og jeg sad og læste nogle af svareneigennem mens vi spiste aftensmad op New Highway Hotel. Der var mange sjove svarimellem, og mange som ikke giver mening. En havde skrevet at vi kun burde taleluganda. En havde under et spørgsmål om vores valg af metoder til undervisningi vores sessions, at det var dårligt at stjæle. En skrev at han syntes viskulle give dem mad og noget at drikke i løbet af vores sessions. Flere havdeskrevet at de havde lært life planning skills (meget præcist.) En havde sågarskrevet at han havde lært førstehjælp, hvilket vi ikke en gang har snakketom...