Iben skulle medNayiga ud på hendes skole for at være med til noget de kaldte Speach Day, hvoreleverne skulle optræde med forskellige ting. Derfor blev vi inviteret tilmorgenmad ude hos pigerne i morges. Vi havde godt nok spist hjemme fra, men jegtænkte at det nok bare var en lille snack til en kop te vi ville få serveret.Det var det også i første omgang hvor vi fik cassava chips og ugandiskepandekager, og jeg var absolut mæt efter det. Det var åbenbart kun forretten,for herefter kom Josephine med hovedretten som bestod af kogte matoke bananermed kogt okselever i en slags sovs. Jeg havde på ingen måde lyst til lever ligeher fra morgenen af, og jeg var stop mæt allerede, så det virkede som om minhals snørede sig sammen. Josephine grinede da jeg mumlede at jeg ikke var meresulten. "You can try and fail, but don't fail to try." Jeg spistemodvilligt et stykke af den mærke substans, og jeg klarede det, men jeg fikikke mere appetit efter det.
Iben tog med pigerneud på skolen, og jeg tog ind til byen for at mødes med Joseph og Phionah, somvar min plan. Jeg mødtes med Joseph ved hans forældres butik i byen. Vi fulgtesderfra hen til der hvor han boede, for jeg havde aldrig besøgt hans familiefør. På vejen hen til ham, stopper vi ved en umiddelbart tilfældig tøjbutik.Det viser sig at det er hans kæreste, som lige er flyttet til Mityana fraKampala. Da forstod jeg hvad han havde ment da han dagen før havde sagt at hannu permanent var bosiddende i Mityana. Han havde næsten hver weekend ellersværet i Kampala og besøge hende. Hun var kun lige ved at indrette den lillebutik, som er et kvadratisk rum på ca. 8 kvm., hvor hele den ene væg kan åbnesud til området hvor markedet er. Vi blev der et kort stykke tid og snakkedeinden vi gik det sidste stykke hjem til Joseph.
Han boede i et flothus malet i lyse farve med dyr gående omkring og en høj mur rundt om. Vi blevbudt velkommen af Josephs søster ved porten, og hans mor kom også og bød osvelkommen straks vi var ankommet. Inden for mødte vi Josephs nevø og niece.Begge deres forældre var døde af AIDS, og moderen lige for nylig, så de to småbørn på hhv. 3 og 5 år havde ingen forældre. Det er en svær fremtid de ståroverfor. Uden forældre til at hælpe dem bliver det svært for dem at kunnebetale for at komme i skole, og uden en uddannelse er man meget dårligtstillet, når arbejdsløsheden er og 50%. De havde heldigvis selv ingenbekymringer endnu og de løb glade rundt og legede i huset. Deres far døede forflere år siden, og Joseph fortalte at de var begyndt at kalde ham for far.
Joseph og jeg spistefrokost på Kolping Hotel. Her fortalte han mig om en ide han havde tænkt på deseneste par dag. Han fortalte at han havde tænkt på at starte en forretning,som skulle kunne betale for de to børns skolegang. Det gik ud på at han købtenoget kvæg, lod det græsse på hans onkels mark, og så sælge dem når de varblevet fede og klar til slagtning. Pengene kunne så efter hånden som projektetbegyndte at give afkast, betales tilbage til investoren. Han sagde at han megetbedre kunne lige den løsning frem for at finde en sponsor der ville betalebørnenes uddannelse (ikke fordi det er nogen let sag heller), for det at manselv skal gøre noget og selv er ansvarlig for de penge man får, giver megetbedre motivation til at arbejde, og så er det også en mere bæredygtig løsningend hvis bare pengene "kom af sig selv." Jeg var vildt begejstret forden ide, det er lige sådan nogle initiativer der er brug for her. Jeg er rigtigglad for at ideen kom her fra og ikke med os, for det viser i hvert fald mig athan mener det seriøst og bekymrer sig lidt om bæredygtig udvikling også. Numanglede han bare nogen til at investere de 1,5 mio shillings (3.750 kr.) visammen regnede ud der ville være nødvendigt...
Hoveddøren i voreshus havde ind til i dag været i stykker i over en måned, og ingen af os harfået taget os sammen til at få gjort noget ved det. I dag mødte Joseph og jegtilfældigvis en af Josephs venner som var tømrer, og Joseph havde tidligerenævnt at han ville kunne ordne døren. Jeg surgte derfor om ikke vi kunne få detklaret i dag. Han overvejede det ikke længe, og vi tog alle tre ud til voreshus og vi fik endelig ordnet den lås, så vi nu igen kan brug hoveddøren.
Phionah skal rejsetil Arua i morgen for at begnde sit studie til sygeplejerske, og derfor skullevi mødes med hende i dag for at sige ordenligt farvel. Vi mødtes hos hende hvorvi fik kaffe og lidt at spise. Hun glædede sig til at komme til at læse, selvomhun var lidt skuffet over at skulle til Arua. Hun havde forventet at komme tilKampala for at læse, men der var ikke plads, så hun var blevet flyttet tilinstitutet i Arua, som ligger i den nordlige del af Uganda, og ni timer i busfra Mityana. Det svarer vel lidt til at regne med at skulle læse i København også ende i Aalborg...Men hun glædede sigalligevel, og det kan jeg godt forstå.
Jeg går også ogsavner mit studie lidt for tiden. Projektarbejdet med de lange aftener,fredagsøllene og alle vennerne på studiet. Det er rart at have en hverdag manglæder sig til at komme tilbage til, selvom det er rigtig fedt at være her ogjeg nyder det hver dag.
Uganda