For en gangs skyld var det ikke kun Iben derstod tidligt op, for jeg havde bedt hende vække mig også. Hun bankede på mindør kl. lidt i 8 hvor hun havde lavet havregrød. Havregrød er virkelig dejligmorgenmad, er det gået op for mig de seneste par måneder.
Vi havde ikke noget program i løbet afformiddagen, så jeg slappede lidt af, og gik dagens session igennem ogforberedte mig på hvordan den ville komme til at køre. Jeg synes godt sessionenkunne gå bedre end i sidste uge, så jeg ville bestræbe mig på at forbedre den idag.
Dagens session gik ikke helt godt, trods mitforsøg på at forbedre den. De andre facilitatorer i min gruppe synes det erbedre at improvisere mere i sessionens opbygning, og ikke planlægge det såmeget. Jeg kan bedre lidt at det er planlagt til mindste detalje, men det er josvært når ikke gruppen er med på den ide. Eleverne i klassen var ikke retaktive, men jeg hørte fra nogle af de andre grupper efter sessionen at dethavde været det samme der, så det var generelt, og ikke nødvendigvis bare voressession der var noget galt med. Jeg tror eleverne fik noget ud af sessionenselv om de ikke var super aktive. Det her var sidste session på Pride S.S., sånæste tirsdag når vi kommer, skal vi evaluere med eleverne, hvad de har syntesom det, og hvad de har fået ud af det. Jeg er meget spændt på at se hvadresultatet af vores evalueringer med eleverne her bliver. De skule gerne kunnevise lidt mere om, om eleverne rent faktisk har fået noget ud af voressessions, eller om det bare er noget jeg bilder mig ind at de har.
Til aftensmad ville vi have lavet matoke ogjordnøddesovs, men vi var sent færdige med sessionen, og vi ville også gerne oppå New highway og have en øl inden det blev for sent, så matoken blev udskudtigen, for den tager mindst to timer at lave. Det blev kartofler i stedet formatoke.
Imens vi lavede mad kom pigerne og fortalte atKabakaen ville komme til Mityana i morgen. De var helt oppe at køre, og deglædede sig vildt meget til at se ham. De ville alle tre blive hjemme fraskolen i morgen for at se ham kl. 10 når han skulle ankomme. Iben og jegsnakkede om at vi faktisk også gerne ville se den mand der var så vigtig for såmange mennesker.
Vi tog ned på New highway og drak en øl hvermens vi snakkede om at det ville blive sjovt at se hvordan det ville komme tilat foregå i morgen når den berømte Kabaka ville komme til byen. Phionah havdefortalt os at man kunne få morgenmad på hotellet her også, så vi forhørte ostil hvad vi kunne få. Vi tænkte at vi skulle spise morgenmad der, og så tage udog se Kabakaen direkte der fra. Det var lidt svært at vurdere maden der var påmenukortet, men vi bestilte noget til morgenen efter kl. 8.30. Så ville vi ihvert fald have tid nok.
Da vi kom hjem, var det blevet mørkt. Da vivar ved at låse os ind af bagdøren i huset, opdagede vi til vores storeforskrækkelse at vores lille høne havde et sår på halsen. De hvide fjer omkringstedet var blevet farvet røde. Først kunne vi ikke helt finde ud af om det varnoget den havde pådraget sig selv, eller om den var et andet dyr der havdeangrebet den. Den blødte ikke længere og den havde ikke blødt så meget igen,men det var alligevel lidt uhyggeligt. Det kunne næsten ikke være noget denselv havde gjort. Vi vidste ikke lige hvad vi kunne gøre ved det, og hønen såud til ellers at have det fint, så vi gik inden for. Kort efter hørte vi dog athønen kom med nogle høje skingre skrig uden for, og jeg løb ud for at se hvadder var galt. Da jeg kom ud løb hønen forvirret rundt, men der var ikke nogetat se. Et eller andet angreb hønen det kunne der ikke være tvivl om nu. Vi fikden ide at lukkede hønen ind i et lille depotrum vi havde ved siden af huset, forat beskytte den mod angriberen natten over. Det fungerede udmærket, og vi hørteikke mere fra hønen eller den anonyme angriber den aften.
Uganda