25. september

Om morgenen spiste vi morgenmad sammen medMorten hos os, inden vi tog ned på branchen, hvor dagens program skulle startekl. 11. Morten og Levi var her stadigvæk og de skulle med til et par sessions idag der var arrangeret til lejligheden. Vi spiste frisklavede chapati og ananasog drak kaffe.

Vi snakkede en del med ham om at vi havde lidtsvært ved at få lov til at komme væk fra byen og ud og se noget. Især Iben harværet frustreret over at vi kun har kunnet været i Mityana, og ikke har kunnetgøre noget på egen hånd. Det skyldes hovedsageligt at Laetitia er meget nervøsfor at der skal ske noget med os, og derfor ikke er så glad for at vi tager afsted. Det er selvfølgelig fint nok at hun gerne vil passe på os, men vi vil jogerne kunne tage lidt rundt omkring selv, uden at der behøver at tage en heldelegation med os hver gang. Laetitia får altid nogen til at følges med osrundt, hvis hun ved vi skal noget, og det er lidt træls at føle at der heletiden er nogen der hænger på at skulle følges med os, for det er jo ikkesikkert de ville gide det, hvis ikke hun bad dem om det. Det er for det mesteJoseph der følges med os men nogle gange også John eller Solomon. Morten syntesdet lød noget overdrevet, så ved en given lejlighed snakkede han med hende omdet, men det virkede ikke som om han kunne få hende til at skifte mening, menhan sagde at han ville tale med Levi om det, for vi skulle ikke føle at vi varfanget i huset. Hvis vi havde været her som backpackere, havde vi jo rejstrundt som vi havde lyst til, og til december er det jo netop hvad vi skal. Ogvi er ved at kende landet så godt at det ikke vil være noget problem at tagelidt mere rundt. Selv Levi sagde til os at det ikke ville være noget problem atrejse rundt, så længe det var aftalt med Laetitia.

I dag fik jeg en invitation til at Iben og jegkunne komme med til en ”introduction.” Det er en traditionel ceremoni, hvor enpige for første gang officielt introducerer sin kæreste til sine forældre. Deter en meget speciel ceremoni, som vi har fået at vide at vi endelig skal tagemed til hvis vi får en chance for det mens vi er her, for det er meget sjovt atopleve. Vi blev inviteret af en pige der hedder Brenda, som vi mødte på deninternationale lejr i august, og som vi har snakket noget med siden. Den herintroduction er i en by der hedder Mpigi, som ligger uden for Mityanadistriktet, og der er ikke blevet inviteret nogen frivillige fra branchen iMityana, så det bliver lidt spændende om vi kan få overtalt Laetitia til at vikan tage af sted, og det er allerede nu på søndag.

Det første der var på dagens program var ensession på en skole som ikke var en af de fire skoler vi normalt er på. Den hedWamala high school. Det var en introduktionssession til LPS vi skulle lave, forskolens linkmedlemmer (medlemmer af skolens Røde Kors klub), og så vidt jeghavde forstået på forhånd skulle vi tilbage til den gruppe og lave sessions fleregange. Morten var med, og han glædede sig til at se hvordan vi kørte ensession. Det var ærgerligt at det ikke var en almindelig session han skulle medtil, for den her er lidt kedelig. Vi havde fordelt delene af sessionen tilnogle forskellige task force medlemmer, så vi var i alt fem der var med.Sessionen gik fint nok, selvom det var lidt svært at få dem med. De var lidtsløve i optrækket. Det er dog ikke alle de frivillige der er lige godt til atfacilitere som det er meningen vi skal. De fleste af facilitatorerne er lærere,og kan bedst lide at lave en forelæsning, over den del af emnet de nu har fået.Morten gav efter sessionen et par råd til hvordan vi kunne forbedre os, bl.a.ved at evaluere hinanden og give hinanden konstruktiv kritik på hvordan vikunne forbedre os. Der er ved at være en del ting jeg skal have med på næstemøde.

Efter den første session skulle vi lige havefrokost inden den næste skulle gå i gang. Vi gik sammen med Morten ned på voresyndlingsrestaurant – Universal, så Morten lige kunne få den oplevelse med. Jegbestilte for en gangs skyld ikke peanutsovs, men kylling til min matoke og ris,og hende der hentede min mad syntes åbenbart ikke jeg skulle undvære det helt,så jeg fik alligevel en lille smule peanutsovs med på tallerkenen. Imens vi spistekom vores gode ven Henry tilfældigt forbi og hilste på, som både er borgmesteri Mityana, men også formand for Røde Kors afdelingen, og det er selvfølgeligderfra vi kender ham.

Efter frokost havde vi en session mere, somvar en forældresession. Forældresessions er også en del af LPS programmet, ogprincippet i det er at forældrene til de børn vi taler med, også skal møde os(LPS teamet), de hører om hvad vi taler med deres børn om og vi diskuterernogle af kerneproblemerne med dem så de kan blive bedre til at tale med deresbørn. I princippet er det en rigtig god ide, men det er utroligt svært ipraksis. Dels fordi man skal have fat i forældrene, finde et tidspunkt hvor dehar tid og man skal have dem til at dukke. Især Levi havde glædet sig til densession, for han havde ikke selv overværet sådan en forældresession før, og hanvar meget skeptisk overfor om forældrene nu også ville dukke op.

Sessionen blev holdt i Solomys forhave iskyggen af et træ hvor folk sad på nogle stråmåtter. Det vil sige at der varsat en sofa op også, som vi skulle sidde i. Imens vi ventede på at forældreneskulle dukke op, kom der en is-cykel forbi. Man har ikke hjemis biler her. Levisagde at han ville købe is til os imens vi ventede. Iben og jeg var lidtskeptiske, for vi havde fået at vide at is var det mest risikable overhovedetat spise i forhold til at få diarre. Levi mente dog at det var sikkert nok, såvi tog chancen, og isen var bestemt også rar, for det var meget varmt.

 Solomy havdesagt at der ville komme 20 forældre, men da kl. var halv tre (en halv timeefter planlagt starttidspunkt), gik vi i gang selvom der kun var kommet otteforældre. Der kom dog løbende flere til, og da der var flest var der 14.Sessionen foregik på luganda så vi forstod ikke så meget, selvom vi fik oversatlidt en gang i mellem. Det handlede om hvordan forældrene kunne konfronterederes børn med forskellige ting på en god og konstruktiv måde. Graviditet,kondomer, stofmisbrug. I starten var forældrenes løsningsforslag primært atgive børnene nogen på hovedet, men i løbet af sessionen og diskussionerne blevforældrenes forslag mere konstruktive.

Levi var begejstret over hvor godt detfungerede. Meget heldigt tror jeg, for sessionen var bare planlagt siden dagenfør. Det havde ikke været meningen at der skulle være nogen session den dagoverhovedet, men dag vi fik besked om at Levi ville komme, insisterede Laetitiapå at der skulle arrangeres et godt program for de fine gæster. Det resulteredei at planerne ikke blev koordineret særlig godt og det var lidt kaotisk lige optil. Men det gik.

Efter forældresessionen skulle Levi og Mortentilbage til Kampala, og de skulle have Laetitia med, men hun havde lige etærinde på branchen inden de kunne tage af sted. Imens satte vi os ind på enlille cafe. Morten, Levi, Iben og jeg. Vi bestilte tre kopper kaffe og en kopte. Tjeneren spurgte mange gange, og fik gentaget det mange gange, inden huntilsyneladende forstod ordren. Hun kom tilbage med to kopper te… Det varhyggeligt at sidde og snakke lidt uformelt med de to om hvordan vi skulle blødeLaetitia lidt op i forhold til at lade os tage lidt mere rundt på egen hånd. Visnakkede også om hvordan vi kunne påpege at der var alt for meget forelæsningover vores sessions, på en pæn måde.

Vi løb tør for gas i dag imens jeg var ved atlave mad. Bønnerne var heldigvis kogt færdige, så de grønsager jeg ville havelavet en sovs af, blandede jeg i stedet sammen med de kogte bønner og så blevdet okay. Det største problem var at vi ikke kunne lave aftenkaffe.