Vi skulle til bloddonation på Mityana S.S. heri formiddag, men da jeg vågnede ved 7-tiden væltede det ned med vand. Jeg varogså vågnet flere gange i løbet af natten fordi det havde tordnet voldsomt. Vistod dog op og gjorde klar, men det fortsatte med at regne. Vi skulle haveværet på skolen kl. 9 men da regnede det stadig meget. Vi kunne godt havetrodset regnen og taget ud på skolen til tiden, men det havde været omsonst,for resten af bloddonationsholdet ville alligevel ikke have været der. Bodaernekører heller ikke når det regner meget, for de så jordveje (som næsten alleveje er) smelter i regnen og kommer til at ligne en floder af mudder, oghullerne bliver usynlige, så det kan være ret farligt.
Da regnen var ved at stilne af smuttede jeg optil Mubende road, som er hovedvejen gennem Mityana, og som vi bor meget tæt på,for at købe cassava chips og chapati til morgenmad. Den bod hvor jeg plejer atkøbe det havde dog ikke fået lavet noget mad siden regnen havde stilnet af, såjeg gik videre og fandt en anden bod hvor der dog kun blev solgt chapati. Denslags små boder er overalt i byen langs de befærdede veje.
Josephine kom over da vi spiste vores chapati,og fik en med. Vi kom til at snakke om hvorfor ingen bevægede sig ude iregnvejr. Josephine sagde at det selvfølgelig var på grund af det faktum at manfår malaria af gå ude i regnvejr. Jeg spurgte lige en ekstra gang om hvad detvar hun havde sagt, men jeg havde hørt rigtigt. Jeg prøvede så at forklarehende at malaria smitter gennem en bestemt type myg og ikke har noget medregnvejr at gøre. Hun holdt fast i sin forklaring, og sagde at alle ville fåmalaria af at gå ude i regnvejr. Jeg fortalte hende så at man i Danmark tit gårude i regnvejr, og ingen der har malaria. Hun holdt stadig fast. Jeg fortaltehende om vores tur på Nilen i båden, hvor det øsede ned i over en time. Hunkunne ikke forstå at vi ikke havde fået malaria af det, men vi kunne ikkeoverbevise hende. Hun havde en gang fået det at vide af sin onkel, og hendesbedstemor havde endda en gang fået malaria tre dage efter at have gået ude iregnvejr. Det er utroligt hvor lidt man giver for biologiske forklaringer.
Vi tog af sted hjemmefra ved 10-tiden, og davi ankom, havde de først lige taget de første par donorer ind, så vi gik ikkeglip af noget. Eleverne her var meget opsøgende og der stod snart en lang køuden for klasselokalet der blev brugt til tapningen. Det tyndede dog ud i devillige donorer op af eftermiddagen, og jeg begav mig ud på skolens storeområde mellem alle bygningerne, for at snakke med nogen af de som sad rundtomkring, og måske ikke havde taget stilling til om de ville donere. Jeg fikoverbevist en hel del om at de skulle gå op og donere, selvom det var en sejkamp med nogen af dem. Nogen var også helt umulige at overtale. Det var faktiskret sjovt at gå rundt og få folk til at tage stilling og overbevise nogen om atdet var en god ide. Jeg kunne i hvert fald umiddelbart se resultatet afarbejdet på antallet af dem jeg fik til at gå op og donere.
Efter bloddonationen tog vi tilbage til byen,hvor vi spiste frokost, og derefter mødtes med Joseph på branchen. Vi skulle udtil vores første out of school session i dag. Det var en gruppe i en by derhedder Ttanda, et stykke uden for Mityana. Der skulle være 60 medlemmer i dengruppe, så vi var facilitatorer nok af sted, til at kunne dele gruppe op i toog lave to sessions. Iben og jeg talte ikke rigtigt med her, for det heleskulle foregå på luganda så vi kunne ikke bidrage med så meget. Vi var 10 afsted i alt.
Vi tog en taksi fra Mityana, og blev sat afved et par huse, der så ud til at ligge helt for sig selv. Det gjorde de også,men vi skulle endnu længere væk. Vi gik ind ad nogle små jordveje og stier. Vigik i ca. et kvarter inden vi kom til stedet hvor vi skulle have vores session.Jeg forstår ikke hvordan vi har opstøvet den gruppe der åbenbart holder tilhelt her ude. Stedet for sessionen var foran en usædvanlig lille kirke, iskyggen af et stort træ. Vi var der i god tid for en gangs skyld, og vi ventedepå gruppen, som dukkede op hen ad vejen. Vi havde regnet med 50-60 stykker, mender dukkede kun 23 op. Vi fik at vide at det var fordi der var uddeling afgratis kaffe et sted i nærheden. Jeg overvejede et kort øjeblik at spørge omvej derhen. Nåh men vi startede med de som var dukket op. De sad i græsset oglyttede mens facilitatorerne på skift behandlede delene i dagens emne. Det blevlidt kedeligt, for vi forstod jo ikke rigtig noget af hvad de snakkede om. Detvar til gengæld utrolig dejligt at sidde der i skyggen og slappe af. Der varhelt stille, ud over den facilitator der snakkede og så de høns der gik rundtomkring os.
Vi tog fra Ttanda halv syv, og solen gik nedmens vi kørte i taksien på vejen hjem. Endnu en gang måtte vi tage på NewHighway Hotel og spise pommes frittes, for ingen af os har lyst til at tage nedpå markedet og købe ind når det er blevet mørkt, og vi var også trætte og gadalligevel ikke rigtigt lave mad. Det er meget hyggeligt på Highway, men jeg erved at være lidt træt af maden. I morgen spiser vi ikke aftensmad pårestaurant.
Uganda