Jeg tog fra Herning allerede kort eftermidnat. Mine forældre kørte mig til lufthavnen i Kastrup, hvor jeg kl 4 mødtesmed de andre syv ungdomsfrivillige og Kirstine og Morten, begge fra URK'ssekretariat. Kl. ca. 4.45 begyndte vi at chekke vores bagage ind, inklusiv seksstore flyttekasser med forskellige ting, bl.a. noget sponsor-lego, vi skalbruge i løbet af de næste fire måneder. Det var en lettelse at få chekketbagagen ind efter mange overvejelser om hvad der skulle tages med. I hvert faldi mit tilfælde. Vi havde fået at vide tusind gange, at vi ikke skulle tage formeget med, men det er jeg nok kommet til alligevel... det vil vise sig. Da vihavde sagt farvel til vores familie, og fællet et par tårer forlod vichek-ind-området og gik op for at finde gaten. Stemningen var overraskendeafslappet, og de andre virkede ikke nervøse som jeg nok lidt havde forventet.Måske var det fordi klokken ikke var meget over 5 om morgenen, men jeg trornærmere at det ikke helt var gået op for folk, inklusiv mig selv, til hvad oghvor hen vi var på vej.
Kl. 6 gik flyet mod Amsterdam, hvor vimellemlandede, og herfra videre til Entebbe hvor Ugandas største lufthavnligger. Foran hver siddeplads i flyet var der en lille skærm, hvor man bl.a.kunne se film. Det der optog mig mest, når jeg ikke sov eller spiste det mad vikonstant blev serveret, var dog et kort over flyveruten, hvor man kunne se hvorlangt vi var kommet, og som opdateredes hele tiden. Så over de otte timer kunneman hele tiden følge med i hvor vi befandt os, højde, hastighed mm. (UdmærketGIS i øvrigt :) Jeg havde aldrig tidligere været uden for Europa, så det varsjovt at kunne følge med i at vi fløj ind over Afrikas kontinent. (Nej jegkunne ikke bare se ud af vinduet, for jeg sad i midten af flyet.)
Da vi landede i Entebbe kl. 20.15 var detallerede helt mørkt. Vi kom til at vente en god times tid i kø da vi skullehave vores visum. I lufthavnen snakkede vi med en Ugandisk Røde Kors frivillig,der kendte Thorbjørn fra sidste års hold ungdomsfrivillige, som tilfældigvisstod der for at dele blanketter ud om influenzaepidemien. Han fortalte også atnogen uden for lufthaven havde spurgt efter os tidligere... Holdet der varkommet for at hente os tog varmt i mod os, og vi blev vist ud til en lille hvisbus med påmalede Røde Kors logoer. Det var først da vi kom ud af bygningen atdet begyndte at gå op for mig at vi var kommet til Uganda, og at vi rentfaktisk skulle tilbringe de næste 4-5 måneder her.
Turen fra Entebbe til Mukono, som var byen viskulle være de næste fire dage, var det første indtryk af landet. Trafikken påvejene vi kørte på virkede meget kaotisk, og der synes ikke at være nogenfærdselsregler. Små motorcykler kørte ud og ind mellem bilerne, vores chaufførbrugte hornet væsentligt mere end blinklyset og selv på de store veje var derså store huller at bussen måtte dreje udenom dem. Det faktum at der ervenstrekørsel i Uganda, gør heller ikke trafikken mere overskuelig. Jeg blevdog forsikret, af Hilda som sad ved siden af mig, om at der var færdselregler,og man kunne blive arresteret for at bryde dem... Turen gik også gennemKampala, som virkelig er en verden til forskel fra hvad jeg har set i mit liv.Der var mennesker overalt langs med de veje vi kørte. Små boder og butikker hvorsom helst der var plads, og klokken var halv 11 på det tidspunkt. De flestebygninger var gamle og nedslidte, og en del kunne vel nærmest ikke kaldesbygninger men nærmere blikskure. Flere gamge mens vi holdt stille, kom gadebørnhen til bussen og med bedende øjne tiggede om penge. Vi var kun i Kampala i15-20 min. i aftes, men vi kommer til at se mere til den, også i dagslys, ogdet glæder jeg mig til.
Vi ankom til landbrugsskolen i Mukono kl. lidtover 11. Vi fik tildelt fine to-mandsværelser og smed hurtigt bagagen ind,hvorefter vi blev vist over i spisesalen, hvor der var forberedt lidtaftens-/natmad til os. Vi blev kort budt velkommen af Levi, som er koordinatorfor vores program i Uganda. Der var heldigvis ikke så mange informationer denaften, vi fik bare at vide at der var morgenmad kl. 8.30 morgenen efter. Jegsov rigtig godt den nat, efter ikke at have sovet mere end et kvartersammenhængende af gangen i næsten to døgn. Det samme gjorde Nishan, som jegdelte værelse med. Han havde nærmest kun lige lagt sig, inden han snorkedehøjlydt, men det kunne ikke genere mig.
Uganda