9. oktober

Vi stod tidligt op for vi skulle af sted tilJinja og mødes med Nishan, Ida, Clara og Oskar, for Nishan har fødselsdag 10.oktober. Planen var bungee jumping, river rafting og ellers bare lidt hygge og frifra Røde Kors-forpligtelser. Bianca og Anders kunne ikke komme med fordi turenfra Kabale er for lang til at det ville give mening for en weekend, og vi sesalligevel alle sammen igen til midterm review om en god uges tid.

Vi ville tage en taksi fra Mityana kl. 8, ogvi var der som planlagt, men vi kom ikke fra Mityana før kl. 9, fordi taksientog lang tid om at blive fyldt, og taksier kører først når alle 17 pladser ertaget. Men vi kom af sted, og vi var i Kampala halvanden time senere.Kampala-taksi park er et meget forvirrende sted med folk der råder og hiver ien for at ville sælge én vaskebaljer, kiks, kopier af dyre armbåndsure, vand påflaske eller nogle af alle de andre ting de prøver at sælge. Man maser sig vejgenne det store område fyldt med de hvide Toyota Hiace der holder i et underligtsystem jeg ikke endnu har fattet, men et system må der være for ellers villeingen af bilerne komme nogen steder. Vi fandt vores taksi til Jinja, ved atspørge os frem, og gå i den retning folk pegede, og til sidst gå efter lyden afder hvor mænd konstant råbte ”Jinja Jinja.” Vi kom i en taksi og kørte. Da vivar halvvejs, og flere gange havde undret os over at den stoppede så ofte,spurgte Iben sin sidemand hvornår vi ville være i Jinja. Han grinede og sagdeat den her taksi ikke kørte hele vejen til Jinja, men kun til en lille by førJinja. Han sagde også at hvis de havde sagt at taksien ville køre til Jinja,skulle vi ikke betale ham. Han havde bare sagt Jinja for at få sin taksi fyldtop så hurtigt som muligt og håbede på at de dumme muzungus ikke ville brokkesig. Da vi kom til taksiens endestation, hvalp Ibens flinke sidemand os med atkomme videre til en ny taksi som ville køre det sidste stykke til Jinja, og vikom faktisk ikke til at betale før vi var helt i Jinja.

Da vi ankom til Jinja, tog vi en boda ud tilhotellet hvor Ida, Nishan, Oskar og Clara var. Oskar og Clara var kommet tilJinja dagen før. De sad i nogle liggestole ved en swimmingpool og dasede. Dehavde været i byen aftenen i forvejen så de var lidt trætte. De havde bestiltbungee jumping til kl. 2 og den var halv to da vi ankom. Hotellet hed JinjaNile Resort, og lå helt ned til Nilens bred. Det var samme sted vi skullebungee jumpe fra. Nede ved vandet var der et tårn med en arm der gik ud overvandet. Det lignede til forveksling en kran, og det så forfærdelig højt ud, ogjeg havde svært ved at tro det kun var 45 m som de sagde, men det er jo titsvært at vurdere afstand i højden.

Vi mødtes med en instruktør på en lille bar,der også lå ud til bredden et stykke væk fra tårnet, og derfra var der udsigttil tårnet og dem der skulle springe. Oskar, Nishan, Iben og jeg, og så var deren israelsk pige som også skulle springe nu. Her fik vi instruktioner omhvordan vi det ville komme til at foregå, og vi betalte de 150.000 shilling(375 kr.) det kostede. Vi fik skrevet vores vægt på hånden, for det skullebruges til at indstille elastikken rigtigt. 64,7 stod der på min hånd. Indenjeg tog hjemmefra vejede jeg omkring 68 kg så jeg har tabt mig lidt, men det erbestemt ikke fordi vi ikke få nok mad. Jeg tror nærmere det er mine muskler derer ved at forsvinde. Det samme gjaldt for de andre to drenge, der også havdetabt sig. Vi gav Ida og Clara, som ikke ville springe, vores ting og kamera, også ventede de på baren med perfekt udsyn til vores spring.

Oskar skulle springe først. Vi var alle fem oppei tårnet, og skulle springe efter tur. Der ved virkelig langt ned. 45 m ned tilNilens overflade. Jeg kunne ikke forestille mig hvordan jeg skulle få mig selvtil at hoppe ud over den kant. Man skulle i den grad gøre vold mod sineinstinkter der sagde at man skulle gå ned med stigen igen. Jeg skulle springesom nummer to, og jeg sad og kiggede på Oskar der gjorde klar til at skullespringe. Han fik bundet elastikken til fødderne og bevægede sig langsom ud modkanten. Den ene af de to instruktører der var i tårnet, gav mig Oskars kameraog bad mig om at filme når han sprang. Jeg sad helt tæt på kante og holdte i etgelænder mens jeg kunne se Oskar og hele afstanden ned til vandet. ”3 - 2 - 1 -BUNGEE!”råbte instruktøren og Oskar sprang ud luften over vandet. Gennem den lillemonitor på kameraet så jeg hvordan han røg op og ned i luften mens hans langsomblev hejst ned mod en lille gummibåd som samlede ham op, og sejlede ham ind tilbredden.

Så var det min tur. De kaldte på mig, og jeggik hen og satte mig i den solide træstol, der var placeret deroppe til denervøse turister. Jeg fik viklet et tykt håndklæde omkring og imellem mineankler, og det blev bundet stramt til. Han satte karabinhagen på det seletøjder var surret fast til mine ankler. Jeg fik instrukser om ikke at kigge ned pånoget tidspunkt når jeg stod op, for det ville ikke gøre det lette. Det kunnejeg udmærket godt forstå, så det bestræbte jeg mig på. Han bad mig rejse migfra stolen. Der var omkring halvanden meter hen til kanten. Mine ankler varbundet stramt sammen, så det var svært at bevæge mig, men jeg hoppede i nogleganske små hop hen mod kanten. Han blev ved med at gentage at jeg ikke skullekigge ned, men kigge op i himlen eller over på bygningen hvor baren var og hvorpigerne ventede. Jeg kiggede ikke ned. Jeg forstod endnu ikke helt hvordan jegskulle få mig til at springe ud over den kant, alt i mig sagde at jeg skullelade være. Jeg listede de sidste centimeter ud mod kanten, guidet afinstruktøren. ”3 - 2 - 1 - BUNGEE!” blev der råbt. Det fungerede som et mentaltskub i ryggen, for uden at nå at tænke så meget over hvad der var (eller ikkevar) hvor jeg var på vej hen, lavede jeg et hovedspring ud i luften, som hanhavde givet instrukser om at vi skulle. Turen ned var fantastisk ogsindsoprivende. Jeg har aldrig prøvet noget der føltes så meget imod min natur,men alligevel var det nok de fedeste tre sekunder i mit liv. Og det var faktiskikke kun de tre sekunder. Det var hele optakten til springet med den voldsommenervøsitet, og så den kæmpe forløsning det så var da man sad i gummibåden efterdet var overstået. Jeg havde kun lyst til at gå derop og springe en gang til.

Efter mit spring stod jeg ved bredden, hvor vivar blevet sat i land, sammen med Oskar, og ventede på at den næste skullespringe. Det var den israelske pige der også var med. Vi ventede i lang tid, ogdet endte med at vi kunne se oppe i tårnet, at hun gik tilbage til de andre derstod og ventede. Hun måtte have givet op. Det måtte ikke være let for Iben nu,som var den næste der skulle springe. Hun klarede det dog fint, og det gjordeNishan også. Den israelske pige fik mandet sig op til at tage springet. Vi vargået op på baren til de andre mellem to af springene, og så hende springederfra. Hun skreg virkelig meget på vejen ned. Faktisk skreg hun næstenkonstant også under de små op og ned turen inden hun blev hejst helt ned igummibåden. Godt der i det mindste ikke var nogen der skulle springe lige efterdet.

Efter springene, satte vi os over i baren ogkøbte nogen øl for at fejre at vi alle sammen havde turdet springe. Vi fik ogsålidt at spise, for appetitten var ikke stor inden vi skulle op og springe, ogdet var sikkert også godt nok. En fyldt mave ville ikke have gavnet deroppe.Det begyndte at regne hen ad eftermiddagen, og vi kunne ikke rigtig komme frastedet, selvom vi gerne ville have været det.

Det var planen at tage hen på vores hostel ogaflevere vores ting, og så tage ind i byen og spise aftensmad og drikke en øleller flere. Da vi ankom til hostlet var alle lige pludselig ret trætte, ogfolk ville have en lur inden vi skulle videre, så det blev sent inden vi kom afsted. Vi spiste på en indisk restaurant i byen, og herfra gik vi hen på etdiskotek der hedder Sombreros. Nishans fødselsdag startede fra kl. 12, så vigik og talte ned i timer og minutter. Nishan havde lovet at give tequila shotsnår det blev hans fødselsdag. Lige inden klokken blev 12 samlede vi os i engård bag diskoteket mens vi talte ned. Vi gjorde klar til at syngefødselsdagssang. Han ønskede instrumenterne: sitar, klaves og et tredje megetlidt musikalsk instrument. 3 – 2 – 1 – NU! …