13. oktober

Vi havde et hårdt program i dag. To blooddonation sessions og en evaluerings session.

I Uganda samarbejder det offentligesundhedsvæsen med Uganda Røde Kors om bloddonationer. Røde Kors tager sig afdet praktiske i at mobilisere donorer og finde et sted til donationen, fordiRøde Kors i forvejen har et så stort netværk til skoler, lokalsamfund osv.Sundhedsvæsnet kommer så med det nødvendige materiel og uddannetsundhedspersonale til tapningen af blod.

Vi lagde ud med bloddonation på en skole meddet lidt specielle navn Royal Giant High School. I dag foregik det sådan atskolens bibliotek blev indrettet som bloddonationslokale. Der blev linet fireliggestole op på række, og så begyndte eleverne ellers at komme. Der var enlang kø uden for lokalet af elever som bare ventede på at kunne komme til atgive blod. Selve bloddonationen foregik ret meget som hvad jeg har oplevet nårjeg har givet blod i Danmark, dog lidt mere primitivt. Donoren blev førstinterviewet, og udfyldte et lille skema om deres sundhedstilstand. Derefter fikde et lille prik i en finger, og sygeplejersken tog en dråbe blod og dryppededen i et glas med en speciel væske. Hvis bloddråben sank, varhæmoglobinindholdet i orden til donation. Hvis dråben ikke sank til bunds, varhæmoglobinindholdet ikke højt nok. I Danmark bliver en blodprøve undersøgt i enmaskine Herefter skulle donoren registreres, ved at udfylde en formular som jegikke fik nærstuderet.

Eleverne var meget ivrige efter at give blod.Flere gange kom nogen hen til mig og spurgte om ikke godt de kunne give blodselvom de var under 17, som er minimumsgrænsen. De havde håbet at jeg kunneovertale personalet til at give dem lov, når jeg nu var hvid. Der var endda en,som allerede havde givet en portion blod, som kom og spurgte mig om ikke godthan måtte give mere blod nu, for han havde givet blod fire gange, og ved ensfemte donation får man en t-shirt med et logo.

Nu kom så selve donationen. Donoren lagde sigpå liggestolen med armen oppe. En sygeplejerske sprittede stikstedet af, ogstak nålen i. I Danmark plejer posen som blodet løber ned i, at ligge på enelektronisk vægt der vipper frem og tilbage. Her hang posen bare på en mekaniskvægt, som sygeplejersken aflæste en gang i mellem, og stoppede donationen nårposens vægt nåede 450 g. Efter donationen fik donorerne en sodavand og kiks,som de kunne sidde og drikke mens de slappede lidt af og sundede sig. Iben sadog snakkede med donorerne og havde fået til opgave at give sodavand og kiks tilde som havde doneret. Jeg havde fået den fornemme opgave at skriveheld-og-lykke-med-eksamenerne-og-tak-for-donationen-kort til de som var i gangmed afsluttende eksamener. Jeg fik også lejlighed til at snakke med en masse afdonorerne, samt en masse andre folk som kom hen for at snakke lidt. Personaletsom var med, var også meget interesseret i at høre hvordan bloddonation foregiki Danmark, og da jeg selv er donor kunne jeg fortælle en del om hvad jegoplevede i Danmark. De var overrasket over at det alligevel ikke var mere forskelligt.Den største forskel var at intet af det udstyr de brugte var elektrisk, men detvar bevidst fra deres side, og en praktisk foranstaltning, fordi der ofte ikkevar strøm på de steder de kom hen. Inde i de rigtige blodbanker på sygehusene,havde de, det meget af det udstyr vi også har i Danmark.

Det blev en rigtig god blod-session, vi fik 54portioner. De sagde at skoler var et rigtig godt sted at tage hen for at tappeblod fordi der altid er mange friske sunde mennesker, som også har tid til atdonere blod.

Blod sessionen varede op til kl. 2 hvoreftervi tog på Universal for at få frokost. Herefter skulle teamet fra blodbankenkomme ud på Pride S.S., som er skolen lige over for Røde Kors kontoret, og ogsåher vi selv skulle over for at lave en LPS-evaluering lidt senere.

Evalueringen gik bedre end i går. Eleverne hervar bedre til at forstå spørgsmålene og pointen med evaluering kom bedre frem.Vi gennemgik spørgsmålene et for et, og jeg tror også det var med til at debedre forstod hvad det handlede om. Efter evalueringen snakkede vi om at detvar gået meget bedre, men der var alligevel lidt problemer med nogle afspørgsmålene. Vi bestemte os for at ændre spørgsmålene lidt, så de var meresimple at læse, for ikke alle i Senior 1 er lige gode til engelsk.

Efter evalueringen gik vi over til folkene frablodbanken som var gået i gang, med anden blod session den dag. Her var dogikke nær så mange villige donorer. Det er svært at sige hvorfor der ikke varret mange elever nu, måske fordi der ikke har været nok oplysning på skolenomkring bloddonation. Det var i hvert fald hvad Laetitia mente. Jeg prøvedeihærdigt at overtale folk der gik rundt i området omkring hvor folkene frablodbanken var. Enten var de lidt syge, eller bange for nåle, eller mente ikke atde havde fået nok mad, eller sagde at de hellere ville give blod næste gang.Jeg har fået at vide at der er mange myter om alt muligt der kan ske hvis mangiver blod, og jeg er bange for at det er sådan noget der kan væreafskrækkende. Vi kom kun op på omkring 25 portioner på det her sted i dag.

Da vi kom hjem aftalte vi med Josephine at viskulle slagte vores høne i morgen, for dens dårlige ben lod ikke til at bedres.Så ville Josephine hjælpe os med at tilberede et måltid af den til os allesammen. Planen er så at købe to nye gode høns, som vi kan have gående nogettid, og så også slagte dem og holde en fest for vores venner inden vi tagerhjem. Lad os håbe de ikke er lige så sølle som den vi har (lidt end)nu.