Så er vi halvvejs færdige med vores ophold heri Mityana. Jeg bliver helt trist når jeg tænker på at vi kun har to månedertilbage. Vi lavede lige en ny vægkalender til branchen her den anden dag, hvorvores sidste to måneder er på, og det virker som alt for kort tid. Jeg vil gørealt hvad jeg kan for at nyde at jeg er her, og prøve at få indfriet nogle afmine forventninger til opholdet, bl.a. at sætte positive spor i arbejdet her ibranchen, som også bliver her efter vi er taget hjem.

Vi mødtes med Joseph kl. 11 på branchen hvorvi havde nogle ting der skulle ordnes. Iben hjalp Joseph med med nogetmedlemsregistrering, mens jeg gik i gang med vores månedlige rapport om hvordandet går med LPS projektet.

Mens vi sad og arbejdede med vores ting komder en medarbejder fra HOSFA, (Hope Sharing Family) som er enstøtteorganisation til HIV ramte, og inviterede os til en optræden de havdearrangeret til lidt senere på dagen, på den del af byens marked, der er ligeved siden af Rød Kors Kontoret. Det var en glædelig overraskelse, da der ellersikke rigtig var nogle spændende ting på programmet i dag at se frem til.Arrangementet skulle begynde kl. 14, så kl. 13 stoppede vi med vores opgaver,og gik over for at få frokost, så vi kunne være tilbage til det skulle starte.Som sædvanligt, viste det sig dog at der ikke havde været nogen grund til atvære klar til tiden, og vi kom til at vente en halv times tid. 

Arrangementet var en kombination af sange,personlige beretninger af HIV-ramte, ugandiske danse, information om HIV ogskuespil. Alle dem der optrådte, havde HIV. Jeg har aldrig før talt med nogensom jeg vidste havde HIV, og jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, menjeg kunne ikke se på nogen af dem at de fejlede noget. Det er klart atmedicinen er hård ved dem, men jeg kunne ikke se det, og de så alle sammenutrolig glade ubekymrede ud. Nogen af dem var noget yngre end de så ud, men jeghar i det hele taget svært ved at vurdere uganderes alder. Iben og jeg blevplaceret helt oppe ved siden af scenen, mellem arrangørerne af eventen. Heleshowet foregik på luganda, men en dame der sad ved siden af mig, var god til atoversætte for mig, så jeg hele tiden kunne følge med. Det var meget rørende athøre de personlige beretninger, og man var ikke i tvivl om hvor meget de mentedet, når de opfordrede alle til at beskytte sig mod HIV. Det hele foregik på etoverdækket område, der er beregnet til at sætte markedsboder op på. I dagensanledning var en del holdt ledigt til HOSFA gruppen. Det skulle vare til senestkl. fire havde vi fået at vide. Kl. halv fire begyndte det dog at trække op tilregn, og kl. fire væltede det ned med vand som jeg tror det kun kan i Uganda.Alle blev stående lidt længere under halvtaget, og gruppen fik lidt ekstraopmærksomhed, og gav en sang og en dans mere, mens det regnede af.

Senere tog vi forbi internetcafeen, hvorstrømmen dog gik kort efter vi var ankommet. Vi snakkede om at prøve at lavejordnøddesovs, som jeg er blevet glad for til min matoke. Vi spurgte hende iinternetcafeen hvor vi kunne købe de stødte peanuts til sovsen, men da hun ikkerigtig kunne forklare det, og alligevel ikke havde noget at lave fordi strømmenjo var væk og der ingen kunder var, viste hun os hvor på markedet vi kunne købedet. Da vi kom tilbage til internetcafeen var strømmen lige kommet tilbage, såvi satte os igen og surfede videre.

Da vi kom hjem omkring kl. syg, gik jeg straksi gang med at lave binyebwa, som jordnødder hedder på luganda. De tre piger komforbi kort efter, og jeg fik lidt råd til hvordan man lavede sovsen, og denblev faktisk utrolig vellykket, der var vist bare ikke helt nok salt i.Jordnødde-mel og vand koges sammen med løg, tomat og ntula. Jeg ved desværreikke hvad ntula heller på noget andet sprog end luganda. De minder lidt omaubergine bare meget små og så er der grønne uden på. Sovsen bliver lilla,hvilket er meget underligt, men farven skulle efter sigende komme frajordnødderne…

Imens jeg stod og passede sovsen, varJosephine begyndt at lave chapati, på bordet ved siden af mig. Vi snakkede lidtom hvordan lærerne i skolerne her slår eleverne meget, lige som i Danmark formange år siden. Hun havde glemt sin ”art pencil” (blyant som åbenbart er vigtigi billedkunst) i dag, og det koster fem slag med spanskrøret, eller hvad man nubruger. Hun fortalte at hvis man både havde glemt sin blyant og sin bog villedet koste 10 slag, og det tog altid det første lange stykke tid afbilledkunsttimerne at få afregnet det, for der var 120 elever i klassen. Det eråbenbart almindelig praksis her, at lærerne slår eleverne hvis ikke de opførersig pænt eller forstår hvad læreren siger. Josephine nævne faktisk en lærer somogså er frivillig i branchen og vi derfor kender godt, som skulle være specieltslem til at slå sine elever. Det var lidt af en chok for Iben og jeg som ikke ivores vildeste fantasi havde forestillet os det. Hun fik os til at love ikke atsige noget til ham om, at hun havde fortalt det, for så troede hun at han bareville slå hende for det. Vi kunne ikke drømme om at nævne hende i dendiskussion, men jeg tror vist nok lige der er lagt op til en god diskussion medvedkommende, ved næste givne lejlighed.