Vi mødtes på branchen kl. halv to. med Josephog Laetitia, for at forberede os lidt til mødet lidt senere. Mødet var mellemos, LPS task force, og gæsterne Levi og Morten, som er den nye danske konsulentpå URK’s sekretariat, som var kommet en tur til Uganda bl.a. for at besøge os. Mødetvar for at de kunne få en fornemmelse af hvordan projektet skred frem.
Iben og jeg var på kontoret omkring tyve i to.Gæsterne ville komme kl. tre, hvor vi så havde en time til at snakke medgæsterne, hvorefter resten af LPS task force skulle komme. Klokken blev tre ogder kom ingen. Kvart over tre, halv fire… Jeg havde forventet at de ville kommepræcist nok, for Levi er normalt meget punktlig. Jeg spurgte Laetitia om hunhavde hørt noget til hvorfor de ikke var kommet. Hun sagde at han havde skrevettil hende at de ville være lidt forsinket, for de var kommet for sent fraKamuli, hvor de i øvrigt havde besøgt Ida og Nishan. Laetitia sagde at de nokville blive endnu mere forsinkede for de ville ramme Kampala lige tilmyldretiden. Jeg kunne godt regne ud efter de nyheder at der ville gå lang tidinden vi ville se noget til dem, så jeg sagde at jeg lige ville tage ned påinternetcafeen mens vi ventede på dem.
Internettet var forfærdelig langsomt, og dajeg havde forsøgt i 10 min. på at åbne min e-mail indbakke gav jeg op og gikned til supermarkedet og købte en cola som jeg drak på en bænk i skyggen. Detvar en varm dag. Derefter gik jeg tilbage for at se om det skulle være blevet bedre,men nu var forbindelsen helt væk. Jeg gik over på en anden internetcafe som vihar en aftale med, men som vi normalt ikke bruger fordi den er dyrere ogdårligere end den anden, og at nettet her i øvrigt endnu oftere er væk. Jeg vardog heldig at få 20 min. inden nettet også forsvandt her. Jeg gik lidt rundt ibyen og fordrev tiden, købte en chapati. Jeg fik en halvanden time til at gå,hvor jeg stadig ikke havde hørt noget om at gæsterne skulle være kommet, indenjeg gik tilbage.
Klokken var halv seks da Levi og Mortendukkede op. De havde ganske rigtigt været fanget i traffic jam i Kampala. Folkfik samlet sig på kontoret, og mødet gik i gang. Jeg var spændt på at høre hvadde ville sige. John var mødeleder, og han lagde en meget formel tone an som viplejer at have ved møderne. Levi afbrød efter kort tid John og spurgte om ikkevi kunne køre mødet på en lidt mere uformel og samtalebaseret måde. ”Jo sir,tak for det gode forslag.” svarede John ham. Der er stor respekt for folk derkommer fra Røde Kors hovedkvarteret i Kampala, og i det hele taget nogen derkommer længere oppe i hierarkiet fra, inklusiv Morten, som på engelsk havde denfine titel af International coordinator of Danish Red Cross Youth.
John fremlagde til at starte med projektetsudvikling i Mityana branch og hvad status var. Han sagde ikke noget der vardirekte forkert, men han fik det til at lyder som om det gik meget bedre enddet gør. Ikke fordi det går specielt dårligt overhovedet. Efter forklaringenhavde Levi en række kommentarer og spørgsmål til redegørelsen. På de svarene defrivillige i gruppen gav, på de forskellige spørgsmål der blev stillet, virkededet på mig som om de prøvede at forsvare arbejdet i stedet for at erkende desteder, hvor Levi ganske nøjagtigt havde fanget, der var svagheder. Det kom tilat virke helt som en eksamen, og det er jo ret underligt, for vi er jo allebare frivillige som gør et stykke arbejde for at hjælpe, og rent logisk skullede frivillige jo bare have forklaret problemerne, så vi kunne få noget feedback og noget at arbejde videre med, så vi kan forbedre projektet. Jeg blevogså selv lidt fanget af det, for jeg mistede også lysten til at fremhævesvaghederne, når nu de andre var så forhippede på at skjule dem, og det er jodumt. Jeg nævnte nogle ting på mødet, men ikke det hele. Jeg gjorde i stedetdet, at jeg snakkede med Morten senere i løbet af aftenen, hvor vi var ude atspise, om de ting der ikke kom tydeligt frem på mødet.
En af de ting vi snakkede om (Morten, Iben ogjeg), da vi sad og spiste på New Highway hotel senere på aftenen, var det at viikke får brugt så mange inddragende metoder i vores sessions. Iben og jegkæmper en kamp i hver vores gruppe for at få andre og sjovere metoder ind endbare forelæsninger. De fleste af de frivillige er lærere, og finder det sikkertnaturligt at give forelæsninger, men det er bare ikke meningen med LPS. Det varrart lige at få nogle råd til hvordan vi kunne gribe problemet an, og hvordanvi kan få det på dagsordenen. Vi tager det op på næste LPS møde, så det bliverspændende at se hvordan folk tager det. Vi skal i hvert fald prøve at forbedredet. Den store opgave bliver bare at gøre det på en måde så de frivillige herogså kan se fordelene af ændringerne, for ellers er ændringerne her kun sålænge Iben og jeg stadig er i branchen.
Uganda