Solomy fra vores LPS task force havdeinviteret os hjem og besøge hende og med i hendes kirke. Vi kom først hjem tilhende hvor vi fik lidt morgenmad mens hun gjorde hendes børn og sig selv klartil at tage i kirke. Det var et meget lille hus hun havde, men det varhyggeligt. Hun havde tre små børn, hvoraf den ældste var fem. Hun er selv 28år. Vi fik hjemmelavede ugandiske pandekager og hirsegrød. Jeg har aldrig smagthirsegrød før, men det var faktisk ikke dårligt.
Vi gik fra hvor hun boede, et kvarter senereend gudstjenesten skulle begynde. Da vi ankom 25 min for sent var gudstjenestenstadig ikke begyndt. Der var noget bibelstudie eller noget i den stil. Det varen meget lille kirke, der lå midt i byen. Vi er gået forbi den tit, men jeg haraldrig anet at det var en kirke. Ude fra lignede det også bare et almindeligthus. Det gjorde det egentlig også inden i. Det var bar ét rum. Der var ingenudsmykning, stearrinlys, altertavler eller noget som helst. Det eneste derafslørede at det var en kirke, var de to karakteristiske bænkerækker med midtergangmellem. Det var i øvrigt en baptistkirke, hvilket jeg ikke er helt sikker påhvad betyder, men jeg fik at vide at de hverken hører under katolikker ellerprotestanter.
Da gudstjenesten (eller hvad man nu kalderdet her) begyndte var kirken helt fyldt. Det startede med at et hold gik op påen lille forhøjning der var forrest i kirken, der hvor alteret ellerprædikestolen plejer at være. De sang et par sange mens alle i kirken stod opog bevægede armene fra side til side. Jeg prøvede at gøre det samme men jegfølte mig utrolig dum. Koret gik ned og satte sig igen. Herefter skullemedlemmer af menigheden fortælle hvordan Gud havde hjuplet dem i den senesteuge. En sagde tak fordi han var kommet sikkert frem til kirken i dag. En andensagde tak for at hans kone var blevet rask fra en alvorlig sygdom. Næste punktvar fællesbønner. Alle de som havde brug for at andre bad for dem kunne sigedet og sige hvorfor. Ca. fem stykker bad menigheden bede for et eller andet. Atderes nabo ville blive rask, at de ville få råd til deres børns skolepenge.Herefter kunne alle bede for hinanden. Det foregik ved at alle stod op medlukkede øjne og fremsagde deres bønner højt. Alle bad højt i munden påhinanden, hvilket lød meget surealistisk. Der var flere sange og mere bøn iløbet af gudstjenesten, og der var også noget der mindede om en prædiken. Althvad der blev sagt blev oversat. Hvis noget blev sagt på luganda blev detoversat til engelsk, og omvendt, så alle kunne følge med. Det galdt både nårkirkegængerne kom med kommentarer og under prædikenen. Efter gudstjenestenskulle alle deltagerne åbenbart gerne lige hilse på hinanden, så vi fik hilstpå ret mange mennesker.
Bagefter gik vi tilbage til Solomys hus,hvor hun havde forberedt frokost til os. Det var en lækker frokost, med enmasse forskellige ting. Efter vi havde spist skulle vi se billeder. Hun havdeegentlig en DVD med en introduction ceramoni, som hun ville have vist os, menstrømmen forsvandt så det kunne vi ikke. I stedet fandt hun sine fotoalbumsfrem, og vi fik lov at se en masse billeder fra hendes liv. Der var også flereaf de andre vi kendte fra branchen med på billederne. Hun har boet hele sit livi Mityana, og har været frivillig i branchen i over 10 år, så hun har haftmange venner derigennem. Da vi havde set en masse billeder, og havdesnakket enmasse, smuttede vi hjem igen, for vi havde en aftale med Osward senere.
Vi havde aftalt, at tage med Osward hen tilet sted i en lille by uden for Mityana, hvor han tit tog hen for at se film omaftenen. Landsbyen hedder Buswabulongo og lå 20 minutters gang fra hvor vi bori Kiyinda. Jeg vil ikke kalde det en biograf, men det var et sted hvor mankunne komme og se film. Det mindede mere om en TV stue. Det var et aflangt rum,hvor der stod et lille fjernsyn i den ene ende. Rummet var mørkt, men jeg kunnese at der var fyldt med mennesker der sad på små bænke. På fjernsynet viste deHarry Potter og hemmelighedernes kammer. Det var godt nok på engelsk, men her iUganda bruger man meget det der hedder kommenterede film Det vil sige at der eroptaget et ekstra lydspor til filmen, hvor en sidder og kommenterer alt hvadder sker og bliver sagt, men på luganda, så alle kan følge med i hvad der sker.I hvert fald alle der forstår luganda, for det er næsten umuligt at følge med ihvad der bliver snakket om på engelsk i baggrunden. Det er et meget underligtkoncept, men det er svært at finde film her som ikke er kommenterede. Vi såHarry Potter færdig. Vi kendte godt handlingen, så vi kunne godt lidt følgemed. Mens vi så filmen fik vi os en kold øl hver og en rolleggs.
Vi gad ikke se flere luganda-kommenteredefilm, så vi bestemte os for at gå hjem til os og se en anden film i stedet for.Strømmen gik efter kort tid, men vi håbede den ville komme tilbage, så vifortsatte. Vi nåede ca. en halv time af filmen inden strømmen på batteriet varbrugt op. Vi ventede og håbede den ville komme tilbage men den kom ikke tilbageden aften.
Uganda