14. november

Michael var kom ikke i dag på grund af sygdomlige som i går. Det var ærgeligt, for jeg havde håbet at han kunne være med tilnoget opsamlingen og ikke mindst ville jeg gerne have haft hans vurdering af hvordandet ville være bedst at prioritere dagens tid, nu hvor der var så meget løseender, og manglende sessions, og vi villle umuligt kunne nå det hele. Det blevi stedet Laetitia det stod for den prioritering, med lidt input fra Iben ogjeg.

Først gennemgik jeg de kommentarer jeg havdetil sessionen på Trinity igår. Inkluderet i det, en kort diskussion om hvadco-facilitatorens rolle er i en session, for det havde der heller ikke værettid til at snakke om i løbet af de fire foregående dage. Efter de lavede Ibenog jeg en kort session om metodevalg når man holder sin session, for ind til nuhavde vi kun været igennem klasseundervisningsformen, og det er slet ikkemeningen at det skal være sådan. I den forbindelse lavede vi også et eksempelpå en anden metode man kunne bruge i en session. Vi satte to skilte op påvæggene forskellige steder i lokalet. På det ene stod det AGREE (enig), på detandet stod der DISAGREE (uenig). Nu læste jeg så nogle konroversielleudtalelser op. Hver af deltagerne skulle så tage stilling, bogstaveligt talt,ved at bevæge ig hen til det skilt der sagde deres holdning til udtalelsen. Denførste udtalelse var ”Abort burde lovliggøres.” De som som var enig gik hen tildet skilt der sage enig, og de som var uenige gik hen til det andet skilt. Nuer der altså to grupper i lokalet, som er uenige om hvorvidt abort skal værelovligt. Nu kan man let sætte en diskussion igang ved på skift at spørge nogenfra de to grupper. Folk blev virkelig aktive, og virkelig ivrige for at givederes holdning og argumenter til diskussionen, lige efter hensigten. SelvLaetitia deltog ivrigt i den aktivitet. Vi har også brugt den metode meget ivores sessions på skolerne når vi ville diskutere forskellige ting.

Tiden op til frokost kom til at indeholde enfremlæggelse fra dem som ikke nåede det på Trinity igår aftes. Det blev enutrolig lang og kedelig fremlæggelse. De var selvfølgelig også helt nye, men dehavde virkelig ingen sans for tid. De havde halvanden time til rådighed og devar fem. De to første brugte så halvdelen af tiden. Inden den tredje gik i gangsagde jeg at de næste skulle skynde sig lidt mere fordi halvdelen af tiden varbrugt. Der var altså 45 min tilbage. Nummer tre der skulle præsentere brugte enhel time! Han gik et kvarter over deres tid og der var stadig to i gruppen der skullepræsentere. Jeg nævnte et par gange undervejs at gruppen skulle være opmærksompå tiden, men det hjalp ikke. Han havde et kvarter til rådighed hvis han skullehave brugt en tredjedel af tiden, jeg fatter ikke hvordan man kan have sådårlig tidsfornemmelse. Grunden til at de fik lov at fortsætte var at frokostenikke var kommet, og at alle burde have tid til at prøve at facilitere. Det varvirkelig kedeligt, og sessionen kom næsten til at tage to en halv time, kunklasseundervisning. Min første kommentar til gruppen var at de skulle arbejdelidt med deres time management.

Som det sidste punkt på programmet havdeLaetitia bedt mig om at tage en session om ”Way forward.” (vejen fremad) Hvadskal der ske fra nu af og til juli? Jeg syntes det var en meget bredoverskrift, og jeg var ikke helt sikker på hvad det var vi skulle diskutere,men hun insisterede. Jeg prøvede at forklare det som hun havde bedt mig om, ogjeg kunne se hun sad og nikkede ivrigt, men de andre lod til at forstå lige sålidt som jeg. Det var meningen at gruppen skulle komme med forslag og at deforslag så skulle diskuteres. Da der ikke kom noget gav Laetitia selv et bud.Der kom stadig ingen ting. Hun gav et par punkter til. Stadig ingen der forstodhvad det rigtigt handlede om. Laetitia gav en til, og så konkluderede hun atder ikke var flere forslag og at det måtte være gruppens endelig forslag, oghun lød meget tilfreds. Jeg ved virkelig ikke hvad hun havde tænkt sig med det,og det finder jeg nok heller ikke ud af.

Laetita tog sig af at lukke kurset med enlille tale. Efter talen kommer vi til at snakke om vore LPS camp i næsteweekend, hvor vi jo gerne skal have nogen af de nye facilitatorer med til desessions. Der er så en der nævner at det er eksamensperiode, og at mange studerendeikke kan deltage i campen fordi de er til eksamen. Laetitia træffer så spontantden beslutning, foran hele forsamlingen af nye og gamle facilitatorer, udenomJoseph, Iben og jeg, at campen skal flyttes til weekenden efter. Jeg spørgerhende om ikke det er det forkerte tidspunkt at træffe den slags beslutninger påog om ikke vi lige skal møde og diskutere det lidt mere igennem inden viendeligt beslutter det. Det afviser Laetitia og siger at det er den enestemulighed, for ellers kommer der jo ingen deltagere, siger hun. Herefter tagerdeltagerne hjem. Iben og jeg fanger Laetitia efter de fleste er taget hjem ogsnakker med hende om flytningen af lejren. Det har hele tiden været planen atlejren skulle være fra den 20. til 22. og at vi havde fri i weekenden efter, ogvi har allerede vores egne planer i den weekend, så det var ret dumt. Oghvorfor er der ingen der kender eksamenstiderne her, som har sagt til nogetfør? Jeg var virkelig frustreret over den dårlige planlægning. Vi snakker medLaetitia og Joseph og et par facilitatorer, som er lærer, og finder ud af atdet alligevel ikke er alle skoler der har eksamen i den weekend, og at visagtens kan holde lejren alligevel. Nu skal Joseph så til at skrive rundt tilalle de facilitatorer der nu havde ændret deres planer at datoen ikke blevlavet om alligevel. Virkelig dårlig planlægning.

Jeg tog forbi markedet på vejen hjem for atkøbe ind til aftensmaden. Jeg talte kun luganda da jeg var på markedet i dag, selvtil dem der talte engelsk til mig. Folk er imponerede og griner eller bliverbare forvirrede. Hahaha, muzungu amanyi luganda!