Klokken er 21.30 og vi er lige kommet hjem udefra naboen. Iben spurgte Josephine da vi kom hjem kl. lidt over syv, om ikke vimåtte komme ud til dem og lave aftensmad over deres ildsted. Det måtte vigerne, og vi havde købt mad så der var til både os, pigerne og deres mor. Vilavede kartofler og matoke med peanutsovs. Eller det vil sige at det endte medprimært at være Josephine der lavede maden.
Der var helt mørkt allerede da vi gik ud tildem, lige uden for vores port, hvor deres hus ligger. Der var kun lyset fra båletunder gryden, og så vores to pandelamper som Nayiga og Namalindwa løb rundt oglegede med i mørket omkring deres lille hus. Først blev kartoflerne ogbananerne kogt i vand, dernæst blev grønsagerne lagt ved i gryden. Løg, tomat,ntula. Til sidst blev peanutpulveret blandet i, og det kogte kun få minutterlængere. Det var ret hyggeligt at sidde der i mørket og spise, og maden varrigtig lækker. Fra hvor vi spiste kunne vi se op på muren der omkransede voreshus, med den store tunge metalport midt for. Inden for muren ligger i alt femhuse, hvor det ene er vores, og selv om der kun var mennesker hjemme i to afhusene i aften, kunne man alligevel se lyset der nærmest væltede op over muren.Når porten af og til blev åbnet kunne man se ind på de flotte rene huse malet irøde og gule jordfarver. Det så virkelig fornemt ud fra hvor vi var. Det erunderligt at tænke på at det er den udsigt de har hver aften. Og at det erderinde bagved vi sidder hver aften.
Fra morgenen af mødtes vi med Joseph påbranchen for at arbejde på vores månedlige rapport om udviklingen i LPSprojektet. Den arbejdede vi på ind til kl. 12, hvor vi begyndte at snakke lidtom LPS mødet senere på dagen, og hvad vi skulle have vendt på mødet. Visnakkede bl.a. om at evalueringsarkene som vi skal udfylde efter hver session,ikke altid bliver udfyldt lige godt. For det første ser mange det bare somnoget der skal overstås så de kan komme hjem. Det er også et problem at alleproblemerne i de forskellige sessions ikke altid bliver anført på arket, fordifolk ikke kan lide at give kritik, og de vil gerne at deres arbejde ser ud tilat være perfekt udført, så evalueringerne er til ret ukonstruktive ogintetsigende. Vi besluttede derfor at diskutere problemet med medlemmerne, forevalueringerne er jo til for at forbedre vores arbejde, og ikke for at en elleranden skal sidde og vurdere vores præstationer. Der var en del ting vi kunnehave sat på dagsordenen til mødet, for det er længe siden vi har haft mødesidst. Der er desværre bare en tidsbegrænsning for hvor meget vi kan nå atdiskutere på et møde. Mange af tingene vi ville diskutere med de andre,omhandlede hvordan en session bedst planlægges og gennemføres, så eleverne fårså meget ud af det som muligt og så vi hele tiden lærer af vores fejl og forbedrerprojektet. På grund af tidsbegrænsningen, valgte vi dog det centrale aspekt medsession-evalueringerne ud, og udskød de andre til vores ”LPS refreshertraining” (LPS genopfriskningskursus) i november, som netop vi tre skulleplanlægge.
Inden mødet med resten af LPS taskforce, havdevi lige et møde med Solomon også, for der har været snakket om at der skulleafholdes en youth camp i weekenden fra den 9. – 11. oktober, som vi havde lovetat deltage i. Der er bare ikke rigtig blevet planlagt noget endnu, så det blevvalgt at udskyde den camp med en uge. Det passer imidlertid os udmærket, forNishan har fødselsdag i den weekend, og han havde snakket om at vi måske kunnekomme og besøge dem i den anledning. Og nu har vi rent faktisk ingen planer denweekend, og det er jo et godt skridt på vejen. Ikke dermed sagt at vi kan tageaf sted, for de fire branches og Levi synes ikke det er en særlig god ide at vibesøger hinanden i perioden vi er i gang med arbejdet, og de skal givetilladelse til at vi kan rejse rundt, men det vil vise sig om det lader siggøre.
LPS mødet gik godt synes jeg. Det endte med atjeg blev mødeleder, for Joseph havde ikke kunnet få fat i ham som skulle haveværet det, og kunne derfor ikke planlægge mødet med ham. Mødet gik i gang kun20 min. for sent i dag, hvilket er tæt på at være ny rekord. Vi fik afviklet deuvæsentlige punkter ret hurtigt, og kom til de vigtige punkter. Planlægning afOut of school sessions (session for unge som ikke går i skole) og forældresessions. Derudover havde vi jo punktet om evalueringsarkene. Det blev til enlettere ophedet debat, fordi jeg tror der var nogen som følte sig ramte af dekommentarer vi kom med, skønt vi ikke nævnte navne overhovedet. Jeg fik ogsåJoseph til at fortælle hvem der fik notaterne at se og hvad evalueringerne blebrugt til, i håbet om at give folk en forståelse af at det ikke er et problemat være kritisk overfor vores sessions og overfor vores arbejde. Jeg håber idet mindste at lidt af det er bundfældedes, selvom det nok ikke er let atbegynde at være selvkritisk, hvis man ikke er vant til det.
Uganda