Som jeg har nævnt tidligere skulle vi i dagtil 65 års bryllpsdag hos Josephs bedsteforældre. Det er en meget sjældenbegivenhed, for der er få mennesker der lever så længe, de må være over 80begge to. Selv i Danmark er det vel sjældent at nogen fejrer 65 års bryllupsdag.
I blev hentet i bil af nogen fra Josephsfamilie i Mityana lidt over ni. Jeg havde mit jakkesæt på igen, dog ikkekanzuen i dag, for det mente Joseph ikke ville passe til begivenheden. Jeghavde i stedet min nye skjorte og slips på. Det tog en god times tid at kommetil stedet hvor festen blev holdt. Vi var der ca. 1½ time før messen skullebegynde kl. 12. Det er ellers meget usædvanligt at komme for tidligt, men detvar fordi dem vi fulgtes med også skulle hjælpe med de sidste forberedelser.Solomon fra branchen var også kommet, fordi han hører til samme klan somJosephs familie (og også Iben og jeg), Ngeye klan. Ikke fordi man som sådanbehøver have en årsag til at dukke op til sådan et arrangement, men det kommerjeg tilbage til lidt længere nede.
Lige som til arrangementet i går, foregik deti haven hos værterne, hvor der var slået store pavillon-telte op. Der varpyntet fint op med en blanding af en masse underlige pastelfarver. Der hanglyskæder rundt omkring og blinkede, og ligefrem net af lyskæder nogle steder,der naturligvis blinkede hysterisk. Der var installeret et storthøjtalersystem, og der var tilsluttet en mikrofon, så alle kunne høre hvad derforegik og blev sagt. Der var ingen tvivl om at der var lagt et stort arbejde ioppyntningen. I dag ville der komme omkring 200 mennesker, uden at man vidstedet med sikkerhed, for selv om man er inviteret, behøver man ikke at melde tileller fra til festen. Solomon mente at der nok ikke ville komme så mange somforventet, for vejret var dårligt (overskyet). Han tog dog fejl.
Iben og jeg blev igen placeret helt oppe foran,lige bag ved jubilæumsparret. Vi kendte ikke en gang de to, kun deresbarnebarn. Det er underligt at vi får de pladser frem for noget af den nærefamilie, som jo nok ville være tilfældet i Danmark. Men når man er hvid her,har man åbenbart bare en helt speciel status. Værtsparret takkede os fleregange fordi vi ville komme til deres fest, og det samme gjorde flere fra dennære familie. Jeg tror lidt, at der er noget prestige i at der kommer noglehvide til deres fester. I begyndelsen af arrangementet præsenterede entoastmaster alle de betydningsfulde mennesker der deltog. Mityanas borgmester,en dommer, en politidirektør af en slags. Jeg forstod ikke helt alle derestitler, for det hele foregik på Luganda. Pludselig kom toastmasteren hen tilder hvor vi sad, og spurgte på luganda og jeg ville præsentere mig, hvorefterhan gav mig mikrofonen i hånden. Joseph må have fortalt ham at jeg kunne lidtluganda. Lige i situationen blev det dog lidt svært for mig at huske ret megetpå luganda, men jeg fik da sagt et par ord. Jeg hilste på folk og sagde hvadjeg hed, selvfølgelig inklusiv mit nye Ugandiske navn. Erinya liange nze KabuyeRasmus. Der skulle ikke andet til før end at folk udbrød i bifald.
Der er en masse ritualer forbundet med alle deher fester og begivenheder. Her var det bl.a. en ceremoni hvor alle børn ogbørnebørn, og sikkert også oldebørn, der var virkelig mange, over 50 menneskeri hvert fald, kom gående på en lang række og afleverede deres gaver tiljubilæumsparret. Høns, matokebananer, kurve med forskellige frugter, store flotindpakkede gaver, og andre ting der ikke så ud af så meget. Lidt på samme mådevar der efter messen en ceremoni hvor alle andre end familien kunne komme oggive gaver til parret. Alle gaverne blev stablet på et bord midt i det hele såalle kunne se dem.
Messen var lige som den i går. En præst ognogle andre i kirketøj, stod bag et bord med en lang hvid dug som gjorde detfor et alter. De skiftedes til at læse op fra biblen, fortælle lidt og bedenogle bønner. Som sagt var det på luganda, så jeg forstod det ikke rigtigt. Indimellem var der nadver og så det der hvor alle hilser på dem de står omkring.Det har jeg oplevet det til en gudstjeneste i en katolsk kirke en anden gangogså.
Efter messen og gaveceremonierne, blev derserveret kage. Umiddelbart herefter blev der serveret frokost. Lidt underligrækkefølge synes jeg. Frokosten var virkelig lækker. Matoke, hvide og stegte ris,kartofler, græskar, oksekød, kylling, ærtesovs, peanutsovs, greens(grønkålssalat) og chapati. Ikke noget nyt egentlig, men det smagte utroliggodt og var virkelig godt tilberedt. Det er nok det bedste måltid ugandisk madjeg har fået. Det var damen som vi kender fra universal restaurant, der stodfor maden til hele selskabet. I den sidste times tid op til frokosten, var derdukket flere og flere mennesker op. Der var nu mange flere mennesker end dervar stole. Solomon fortalte at mange af dem, bare kom for at få mad, selvom deikke kendte dem der afholdte arrangement eller var blevet inviteret for densags skyld, og sådan var det altid til arrangementer som det her. Folk dukkedebare op, spiste mad, og tog hjem igen.
Efter frokost, var der ikke mere arrangeret,udover at en gik rundt og fortalte om parret, deres liv og deres familie. Imensbegyndte man at bære drikkevarer ind, og folk begyndte at drikke. En massekasser med sodavand og forskellige øl blev stillet frem, og folk begyndte atdrikke. Klokken var ved at være fem på det tidspunkt. Iben, Solomon og jeg draket par øl, men vi blev der ikke så længe. Vi skulle med taxi hjem, så vi skulleaf sted inden det blev for sent, for vi skulle omkring Kampala for at finde entaxi hjem.
Vi tog først boda bodaer fra stedet hvorfesten blev holdt, til hovedvejen hvor vi skulle med den første taxi. Turen påbodaerne var ret flot. Det var lige den tid hvor solen gik ned, så mens vikørte langsomt ad de små hullede jordveje gennem bananplantager og landsbyer,hvor børn vinkede og råbte ”bye bazungu,” kunne vi se solnedgangen over horisonten.Meget idyllisk. Resten af turen hjem var knapt så idyllisk. Der var kø en stordel af vejen ind til Kampala, der var åbenbart myldretid kl. 8 søndag aften..?Og selvom vi troede vi var taget af sted i god tid, var vi først hjemme kl.22.15.
Uganda