26.oktober - 4.november, VisitBranch - Mpigi

Visitbranch er en fast del af programmet for vores ophold i Uganda. Det går ud på atvi skal beøge en anden branch end den vi bor i til daglig, og deltage i detarbejde de laver. Der er valgt to branches ud, og så blev vi otteungdomsfrivillige delt op i to hold af fire, så ingen af os var sammen med denvi bor sammen med i vores egen branch. Jeg er ikke helt sikker på hvad detofficielle formål er, men fra mit synspunkt må formålet være at få nogle sjoveoplevelser med nogle andre danskere, få en pause fra det sædvanelige arbejdemed LPS i vores branch, så man kan komme tilbage med ny energi og mod påarbejdet så man kan få en masse ud af den sidste måneds tid.

 Jegkom på hold med Bianca, Clara og Nishan og vi skulle på visit branch i Mpigi,som faktisk ligger ret tæt på Mityana, og også meget tæt på Kampala. Vi skullekøre fra Kabale, hvor vi lige havde været til midtvejsevaluering, den 25. så vikunne være i Mpigi og begynde arbejdet den 26.

 Viblev indlodgeret på et hostel der hedder Homeland. Nishan og jeg fik et lilleværelse med to senge og et badeværelse (kun koldt vand), Pigerne havde et værelseaf samme type. Der var kun lige plads til de to senge og vores ting på gulvetmellem sengene og væggene. Selvom det ikke var meget plads vi havde var det etmeget hyggeligt sted, og når det ikke var længere end de 10 dage vi skulle værei byen var det intet problem. De andre tre var vant til varm bruser, men detvar jeg heldigvis vant til.

 Omaftenerne sad vi tit alle sammen inde på et af værelserne og snakkede, hørtemusik og drak øl eller UG. Nogle af aftenerne havde vi også noget arbejde derskulle laves, bl.a. i forhold planlægning af program for lejren, men de flesteaftener slappede vi af. Der var også en lille bar på det vandrehjem vi boedede,hvor vi også nogle gange var.

 Vispiste næsten alle vores måltider på en restaurant i byen, for vi havde hverkentid eller faciliteter til selv at lave mad. Maden smagte rigtig godt, og dervar et bredt udvalg af det ugandiske køkken. Der stopper det positive man kansige om det sted også. Servicen på det sted var den dårligste jeg har oplevet iUganda ind til nu. Der var servetricer nok på stedet, men de havde ingen sansfor at servicere kunderne. Vi ventede tit 30 - 45 min på vores mad, selvom detmeste af det er lavet på forhånd og bare skal stilles ind på bordet, eller ogsåkom den lidt efter lidt. Vi kunne spørge dem nok så mange gange om vores madvar på vej, men det var som om de bare gik langsommere efter man havde spurgt.En morgen havde vi tre kvarter til at spise morgenmad, og det burde være tidnok. Vi havde bestilt vores omelet dagen i forvejen til kl. 8.30, men alligevelblev den først serveret ca. 1 minut inden vi skulle have været afsted, og sålang tid tager det altså ikke at lave omelet.

Enanden morgen spurgte vi en servetrice efter om brød og smør var på vej. Hunsvarede ikke men gik dog ud og hentede smør, og satte sig så ned igen ogstirrede træt ud i luften, som jeg også selv gør når jeg lige er stået op ogikke har drukket kaffe. Vi spurgte hende igen, hvorefter hun kom med smørekniveog satte sig ned igen. Det skøre var at vi kunne se pakken med brød der lå i etglasskab i restauranten. Vi overvejede bare selv at gå op og hente brødet, mentredje gang vi spurgte, fik vi også brødet. Det var i det mindste ret sjovt, ihvert fald når vi ikke havde travlt, at observere hvordan servetricerne gikforvirrede rundt og gav forkerte bestillinger, og det var jo også væsentligt atmaden var rigtig god.

 IMpigi havde branch koordinatoren lavet et program til os, og han fulgte med osrundt til de fleste af aktiviteterne. Ivan som han hedder er en meget hyggeligfyr, lidt distræt og så tænker han meget langsomt. Man kunne spørge ham om eteller andet, og så gik han ligesom bare i stå og sagde eller gjorde ikke nogetfør han var kommet frem til et svar. Nogle gange kunne vi andre lige nå atsnakke om noget andet imens han tænkte sig om. Det var nu ikke fordi han vardum, han havde godt styr på tingene var min fornemmelse, og vores ophold varforholdsvis godt arrangeret og planlagt. Udover Ivan var der en lille gruppe afandre Røde Kors frivillige i branchen som vi havde noget med at gøre i løbet afde 10 dage.

Programmet:

Dag1.

Dagenefter vi var ankommet var første dag i programmet. Her besøgte vi et link iKatende, en by meget tæt på Mpigi. Det første der var på dagen program var atgøre gammel tilgroet kilde nær byen ren for affald og planter. Det var en varmdag og det var hårdt at grave og vi blev meget beskidte af muderet, men det varmeget sjovt at prøve. Den slags community service laver Røde Kors meget af heri Uganda, og det skulle vi komme til at se meget mere af de kommende dage.

 Efterat vi havde renset kilden, fået frokost og skiftet det mudderindsmurte tøj,skulle vi ud og se en aktivitet linket kørte for at tjene penge. Aktivitetengik ud på at lave mursten. Man ser tit store tårne af mursten rundt omkring somer ved at blive brændt. Nu fik vi at se hvordan det foregik lige fra leretbliver gravet op fra et hul i jorden. Først skal leret blandes rundt medbenkraft, herefter formes til murstenstørrelse. Så lægges de til tørre, når de erfaste stilles de på højkant og tørres videre, så stables de i små stakke, hvorde skal tørre videre. Så stables de til de store tårne vi kender, hvor debrændes. Herefter er de klar til brug. Det var meget sjovt at se, og utroligtat forestille sig hvor meget fysisk arbejdskraft der skal til bare at lave stentil et hus, for alt foregår manuelt. En sten koster 100 shilling (25 øre) nården er færdig.

 Detsidste på dagens program var at besøge en slags børnehjem. Det var en dame dertog sig af en masse forældreløse og hjemløse børn, gav dem mad og sørgede forat de kunne komme i skole. De sang og dansede lidt for os fordi vi var kommetfor at besøge dem. På stedet lavede de nogle forskellige handcrafts, for attjene penge, som de solgte. Jeg købte en lille kurv for 5.000 shilling.

Dag2.

Vibesøgte et link på en skole der lå et godt stykke fra Mpigi. Vi kørte i taksi iover en time for at komme til stedet. Da vi kom til stedet skulle vi yderligeregå i 20 min. for at komme til stedet hvor dagens community service skulle findested. Det gik ud på at vi skulle reparere en vej. Det var en vej på en bakke,hvor vand gennem tid havde lavet en bred og dyb grøft lige midt på vejen, såden var meget svær at køre på. Vejen var samtidig en hovedforbindelse til Mityana.Dagens projekt var så at grave en grøft ved siden af vejen, og reparere vejenmed det jord der blev gravet op fra den nye grøft. Det lige mellem 11 og 1graveriet foregik, og solen bagte. Jeg kunne ikke holde ud at være ude i solenret lang tid af gangen, og jeg var meget imponeret af de frivillige der gravedekonstant mens vi var der.

Dag3.

Idag skulle vi besøge et link på et universitet der lå tæt på Mpigi. UgandaMartyrs University Nkozi. Vi fik en stor rundvisning på stedet, som var etvirkelig flot universitet. Omgivelserne var rigtig dejlige og bygningerne varflotte og vedligeholdte i modsætning til de fleste bygninger jeg har set iUganda i øvrigt. De havde forelæsningssale som kunne have været på Aalborguniversitet, dog knapt så moderne møbler og teknologi. Der var også storecomputerlokaler med internetforbindelse.

 Destuderende der gik rundt i området så også helt anderledes ud end hvis vi havdeværet på en tilfældig secondary school. For det første havde de ingen uniformpå her. De studerende lignede ret meget studerende fra et europæisk land,bortset fra at vi ikke så en eneste hvid person. Vi fik også at vide at derikke læste nogen hvide på stedet. På de fleste secondary schools må man hellerikke have langt hår, så alle inklusiv pigerne er klippet helt korthåret. Detvar også anderledes her, hvor alle pigerne havde en eller anden mere ellermindre smart frisure.

 Aktiviteternede havde arrangeret for os, var først en bloddonationssession, hvor vi dog ikkekunne bidrage med så meget, men det var fint at slappe lidt af der. Bageftervar der planlagt en community service i den lille by hvor universitetet lå. Viskulle samle skrald på et meget område hvor der skulle løbe noget vand. Det varlidt meningsløst arbejde syntes jeg. Vi var 15 frivillige afsted til det somfem kunne have gjort på den samme tid.

Dag4.

Idag besøgte vi en skole der lå i gåafstand fra hvor vi boede. Det var en skolefor socialt arbejde. Det var kun Nishan og jeg der var afsted, for Bianca varblevet syg og Clara blev hjemme hos hende. Vi skulle også lave communityservice i dag, som gik ud på at samle skrald på skolen område, og bagefter atbygge håndvaskemaskiner ved skolens latriner. Det var en helt storm p agtigmaskine, hvor en dunk med vand var hængt op i en snor. Den dunk var så igenforbundet til en pind, der hang et lille stykke over jorden, sådan at når mantrådte på pinden, tippede dunken og man kunne vaske hænder i vandet der løb ud,uden at røre ved noget med hånderne.

 Tilfrokost var vi tilbage og spise på vores restaurant og vi var forbi og kiggetil Bianca, som ikke havde fået det bedre siden om morgenen, tværtimod. Hunskulle derfor en tur til Kampala til check-up på hospitalet. Nishan og jeg togtilbage til skolen for sidste del af programmet om eftermiddagen, hvor viskulle "share some experiences" (dele erfaringer) et udtryk manbruger utrolig meget. Nishanog jeg fortalte gruppen om Danmark og hvad RødeKors laver i Danmark. Linkmedlemmerne stillede en masse spørgsmål som visvarede på så godt vi kunne. De havde også forberedt lidt forskelligunderholdning for os.

 Vihavde planlagt at tage til Kampala om aftenen, for der var ikke noget programfredag morgen. Nu var Bianca og Clara allerede derinde, fordi Bianca var syg,men hun var allerede i bedring. Hun havde fået malaria viste det sig, og hunhavde fået noget medicin der skulle kunne klare det. Vi tog ind og mødtes meddem og spiste noget ikke-ugandisk mad, sammen med de langtidsfrivilligeChristan, Ane og Louise, som også var i Kampala og ellers bare slapede af. Viovernattede på Backpackers hostel.

Dag5.

Vistod tidligt op og tog hjem til Mpigi tidligt om morgenen allerede, for vihavde program fra en gang senere på dagen. Vi var tilbage på vores vandrehjemomkring kl. 11. Jeg var i løbet af dagen begyndt at få det lidt skidt. Jeghavde mavepine, og det lod kun til at blive værre og værre. Jeg fik ogsåhovedpine hen ad dagen. Jeg blev hjemme da de andre gik til frokost, og da dekom tilbage, var jeg begyndt at få lidt feber. Ivan mente at jeg også skulle entur til Kampala til check-up, når nu det havde vist sig at Bianca havdemalaria. På det tidspunkt håbede jeg at det var malaria, for jeg kunne se hvorhurtigt Bianca var kommet over hendes sygdom.

 Vikørte så turen til Kampala i taksi igen. Hospitalet vi skulle bruge blev kørtaf AAR, og var et flot privat hospital der lige så godt kunne have været dansk.Først ventede jeg ved receptionen, så kom jeg til samtale med en sygeplejerske.Så ventede jeg i lang tid igen, hvorefter jeg kom til samtale med lægen førstegang. Han sendte mig videre til laboratoriet hvor jeg skulle vente i lang tidigen på at få taget en blodprøve. Så skulle jeg vente igen, hvorefter jeg blevkaldt ind til lægen igen. Han sagde at jeg ikke havde malaria, men en bakterielinfektion. Jeg fik noget pencilin som jeg skulle tage i en uge, og så skulledet var overstået.

 Jeghavde ikke ligefrem fået det bedre i løbet af dagen på hospitalet, men det varrart nu at vide hvad det var jeg fejlede og at det let kunne behandles. Påvejen hjem mente Ivan, som jeg havde fulgtes med, at jeg måtte have noget atspise, så ikke jeg tog pille på tom mave, selvom jeg bestemt ikke havde lysttil at spise noget. Det eneste jeg kunne tænke på at jeg havde lyst til varpommes fritter. Jeg fik kvalme af at se på maden, men jeg kæmpede mig igennemhalvdelen af tallerkenen. Det resulterede i at kvalmen tog overhånd, og dethele endte i randestenen bag stedet hvor vi havde købt maden. Inden jeg spistehavde jeg svedt og haft det meget varmt, men nu rystede jeg af kulde i stedet.Det var også begyndt at regne og blæse imens vi havde siddet der. Ivan ringedehurtigt efter ham der skulle køre os hjem. Jeg lå på bagsædet i bilen og jegsov det meste af vejen tilbage til Mpigi. Da jeg kom tilbage til vandrehjemmetspiste jeg min pencilin med en banan og faldt straks efter i søvn.

Dag6.

Youthcampen fortsatte på anden dag, men jeg lå syg det meste af dagen og var ikkemed. Bianca fik det igen skidt og måtte tilbage til Kampala. Det viste sig atden malaria hun havde fået var værre end først antaget, og at den medicin hunhavde fået ikke var stærk nok. Vi hørte senere på dagen at hun var kommet iquinin drop, som er en meget stærk malariabehandling, og at hun ikke ville kommetilbage til Mpigi idag. Clara og Nishan der var ude på lejren det meste afdagen ville ind til Bianca og besøge hende fordi hun havde fået det skidt, menden ide faldt ikke i god jord hos hverken Ivan eller Levi, så det blev udskudttil søndag når lejren og dagens program ville være slut.

 Jeghavde kedet mig utrolig meget den dag, og jeg var allerede i bedring, så jeghavde bestemt mig for at blive frisk til næste dag og at tage med ud på lejren.Om aftenen tog jeg med Mishan og Clara ned på vores restaurant for at spiseaftensmad. Jeg kunne godt nok ikke rigtig spise noget, men jeg følte mig ellersfrisk.

Dag7.

Sidstedag med youth camp for den her omgang. Jeg var (næsten) frisk igen, og var medsom facilitator, og det gik helt fint. Gruppen var rigtig god og deltagende ogde forstod hvad vi fortalte virkede det til, så det var rigtig dejligt. De vargodt nok også lidt ældre end de måske burde være til LPS sessions, for det eraltid en diskussion hvor unge eller gamle deltagerne må være. På den ene sideer det meget lettere at få ældre elever til at forstå hvad man snakker om, ogfå dem med på aktiviteterne, men på den anden side gælder det jo om at få deher informationer implementeret så tidligt som muligt, for hvis man venter erde måske allerede kommet ud i hvad vi kalder risky behaviours (risikabeladfærd). Så på den måde er det med at starte så tidligt som muligt, men nå deer unge forstår de heller ikke helt så meget, og har sværere vedat deltage idiskussionerne.

 Efterprogrammet tog vi ind for at besøge Bianca. Hun var ved at få det bedre igen.Hun lå på sin egen lille stue, hvor Christian, en af de langtidsfrivillige,også var for at besøge hende. Vi var hos hende nogle timer. I mens vi var påhospitalet skulle Nishan og Clara også ind for at blive testet for malaria foren sikkerheds, for når vi har været sammen med Bianca er der stor chance for atden samme myg har stukket både Bianca og en af de andre. Jeg var jo her inde iforgårs hvor jeg blev testet, så det var ikke nødvendigt for mig igen. Vi togtilbage til Mpigi samme aften, for vi havde program fra dagen efter.

Dag8.

Dagensprogram var to gange blood donor recruitment session. Første session var på enteknisk skole tæt på Mpigi. Vi fik først en rundvisning på stedet, hvor man kunneblive uddannet som murer, tømrer, mekaniker, smed, frisør, syerske og andrelignende håndværk. Meget lige som en teknisk skole i Danmark. Omgivelserne ogderes faciliteter var selvfølgelig efter ugandisk standard, men ellersfungerede det vist på nogenlunde samme måde. Til deres catering-uddannelsehavde de et komfur som de meget stolt viste frem for os. Et elektrisk komfurmed fire kogeplader og en ovn, nøjagtig samme type som står i mange ældre husei Danmark. Jeg må indrømme at det er det første af slagsen jeg har set her iUganda, men det var jo ikke ligefrem noget ekstraordinært syn for mig...

 Selvebloddonationen kørte lige som alle de andre bloddonationer vi har deltaget i:rimelig meget af sig selv. Vi havde derfor ikke det helt store at lave, for destuderende på skolen kom myldrende og stillede sig pænt i kø uden forbygningen. Vi sad og slappede lidt af og snakkede med nogle af dem som villegive blod, men den helt store nytte var vi ikke til.

 Denanden blodsession vi var til, havde vi derimod en helt klar rolle. Det var enforholdsvis stor secondary school, som også lå ret tæt på Mpigi. Da vi ankom,blev hele skolen samlet foran hovedbygningen, og så skulle vi ellers fortælleom bloddonation. Vi startede lige med at præsentere os selv, for folk synesaltid det er spændende at høre hvad de hvide mennesker dog laver i Uganda.Bagefter fortalte vi så om hvorfor det er vigtigt at give blod, hvad detkrævede for at kunne give blod, hvad blodet bliver brugt til og alle sådannogle ting. Det var ikke noget vi var blevet forberedt på, men da eleverne vararrangeret fik vi at vide hvad vi skulle. Det gik nu også meget fint. Vi blevikke på skolen til sessionen var færdig, men der var rigtig mange der gik opfor at donere så det ud til.

Dag9.

Framorgenen af havde vi en dissemination i en klasse men meget unge børn. Jeg erikke sikker på de var begyndt i primary school endnu, jeg tror bare de gik ipre-school som minder lidt om vores børnehaveklasse. Vi havde ikke fået at videat børnene var så små, så det vi havde planlagt ville ikk egive nogen mening atfremlægge her, for de var alt for små til at ville kunne forstå det. Så viimproviserede en meget simpel udgave af Røde Kors’ historie med lidt skuespilind over. Der var også en tolk på, for de små kunne ikke forstå engelsk. Detvar nu meget sjovt, selvom jeg ikke ved hvor meget børnene fik ud af det,udover at se nogle hvide mennesker tosse rundt foran dem. De var rigtig søde ogde havde også forberedt en masse sange, som de sang for os efter disseminationenvar slut.

 Vihavde ikke andet på programmet i dag, så vi havde aftalt med Ivan at vi kunnetage ud og besøge en krokodillefarm, som vi havde kørt forbi da vi var på besøgpå universitetet i Nkozi. Det var spændende at se alle de krokodiller helt tætpå. De var selvfølgelig buret inde så de ikke kunne komme ud, men det var heltanderledes end at se en krokodille i zooligisk have, for man kom helt tæt på såman kunne se hvor klamme de var. De er virkelig klamme! De fleste af dem varmellem 1 og 3 år gamle, og ret små, men de havde også tre kæmpe store bassersom var buret inde for sig selv. Den ene var 60 år gammel og blev brugt tilforskning sagde de. De andre to blev brugt til avl, så de ikke skulle købe såmange æg.

 Vispurgte om ikke de store ikke skulle fodres snart, men vores guide sagde at dehavde fået mad så sent som igår og ikke behøvede får om to dage. Han tilføjededog at hvis vi havde tid til at vente lidt ville han gerne gå ud og købe enhøne så den kunne blive fodret mens vi så det. Det sagde vi ja tak til, så hanhentede en høne som ikke levede meget længere. Da den blev kastet derind varden lidt forvirret. Den store krokodille (800 kg. sagde giuden) kastede siggrådigt, hen mod hønen som forsøgte at komme væk, men den var snart i munden pådet store monster. Jeg havde forventet at krokodillen ville være lynhurtigefter hønen, men den var faktisk lidt langsom på land. Den bevægede sig på ensjov vraltende måde. Hvis hønen havde været klar over faren der var på vejkunne den godt han nået væk tror jeg, men det gjorde den ikke...

Dag10.

Rejsedag.Vi tog fra Mpigi i løbet af formiddagen, efter at have spist morgenmad og sagtfarvel til Ivan. Vi kom til Kampala inden middag og mødtes med Nishan som togafsted dagen før, Bianca som var ved at være oven på igen efter sin malaria også Biancas veninde som også var kommet til Kampala dagen før. I løbet af dagenvar vi lidt rundt i byen og vi slappede bare af. Vi var bl.a. i biografen iGarden City og se en usandsynlig dårlig indisk produceret film. Den var faktiskså dårlig at det var helt sjovt. Clara. Nishan og jeg gik derind, men Claraforlod biografen allerede efter omkring 7 min af filmen fordi hun ikke gad semere.

 Detvar meget sjovt at være på Visit branch. Det helt Røde Kors-faglige udbytte varnok ikke så stort, men det var et godt afbræk fra arbejdet i branchen, og jeger sikker på vi kommer tilbage med mere energi på det daglige arbejde efter dether lille pusterum.