Detvar i dag vores mid term review skulle starte, og det skulle foregå i Kabale,så vi skulle tidligt afsted for det var en lang tur. Vi tog fra Mityana medtaksi om morgenen. Vi fulgtes med Laetita og Solomon. Joseph var allerede tagetafsted til Kampala igår, så ham skulle vi møde der. Vi mødte ham da vi ankommed taksien og vi fulgtes alle sammen ind til Rød Kors headquarter, hvor fra viskulle med ”The youht van.” Bussen som altid blev brugt når vi havde været nogensteder hvor headquarter var involveret.
Påheadquarter følte jeg mig næsten hjemme, for vi har efterhånden været er en delgange. Vi gik et lille smut forbi den danske delegat på stedet Søren, som viflere gange tidligere havde snakket med, bare lige for at hilse på ham. Vi gikogså ind på ”Youth office” (ungdomsafdelingens kontor) og hilste på dem der varpå arbejde her i dag. Da vi var kommet satte vi os under halvtaget hvorkantinen var, hvor nogle af de andre frivillige allerede var kommet. Her var ogsånogle af de såkaldte youth leaders, som er de ugandere der er på udveksling iDanmark noget af tiden mens vi også er i uganda. De var netop kommet tilbagefra DK, og var vildt glade for at se os, og de ville helt vildt gerne snakkemed os om alle de ting de havde oplevet i Danmark, og om hvor dejligt det havdeværet i Danmark, selvom de også var glade for at være hjemme i Uganda igen.
Ida,Clara, Nishan og Oskar kom sammen til headquarter lidt senere, for de havdeværet i Kampala siden aftenen før, fordi de ikke ville kunne nå hele vejen fraMasindi og Kamuli til Kabale på en dag. Iben og jeg bor så tæt på Kampala atdet ikke vr noget problem for os. Kort efter de var kommet, tog vi afsted ibussen mod Kabale. Vi samlede de tre danske langtidsfrivillige, Christian, Aneog Louise op på vejen, for de skulle også med til mødet.
Detvar en forfærdelig lang tur. På programmet havde vi syv timer til turen, og dervar også sat program om aftenen i Kabale som vi skulle nå. De syv timer varbare effektiv køretid mellem Kampala og Kabale, så de havde glemt at regnepauser, frokost og diverse andre ugandiske forsinkelser med. Den førsteforsinkelse var allerede pådraget inden vi tog fra headquarter. Turen tog nitimer, og vi blev derfor flere timer forsinket. Programmet for om aftenen blevselvfølgelig udskudt til dagen efter. Man har virkelig et distanceret forholdtil tiden her i Uganda.
Viblev indlogeret hos Bianca og Anders, som havde et vildt stort og dejligt hus.Jeg synes at det hus vi bor i er dejligt nok, men det var bare meget større detde havde, og ikke mindst havde de en vandvarmer på deres badeværelse. Alle osotte danskere boede sammen i deres hus, og det var der fint plads til. Vi toget smut ud i Kabale om aftenen og drak en øl os fire drenge, på et sted Andersog Bianca vist tit var.
Detvar rigtig hyggeligt at bo alle otte sammen i deres hus, og der var fint pladstil det. Vi spiste morgenmad hver morgen i deres hus, og nogle dage spiste viogså til aften der. Bianca havde rigtig travlt med at være værtinde for os,selvom vi hjalp til så godt vi kunne, men jeg tror hun nød det. Det var ikkefordi vi var så meget i huset, for vi havde tit nogle lange dage, eller ogsåvar vi andre stedet rundt i byen.
Vihavde hørt meget om Kabale, både fra andre Ugandere og fra danskere, og desagde alle at det var koldt i Kabale, og det er der godt nok også. Jeg havdeikke lige så meget varmt tøj med, som jeg gerne ville have haft. Det værste veddet var faktisk at husene i Uganda ikke er isolerede, og vinduerne er ikketermoruder, så den temperatur der er ude er også tit den der er indenfor. Deter ikke noget stort problem i Mityana, men i Kabale hvor det er koldt var detlidt træls. Især i det mødelokale vi brugte bemærkede vi det, for her skulle vijo bare sidde stille hele dagen. Jeg undrede mig over at man ikke bygger husenepå en måde så man kan holde varmen lidt bedre inde, for det kan ikke være retkrævende.
Formåletmed det her mid term review, eller midtvejsevaluering, er at de fire brancheskan dele nogle erfaringer fra de første par måneders aktiviteter, og så lære afhinanden og rette op på nogle af de ting man ikke har været så gode til.Problemet med det her møde er efter min mening er alt for sent. Vi har næstengennemført alle de planlagte aktiviteter på det her tidspunkt, og der er ikkemeget vi kan nå at ændre på. Det meste af det kunne være diskuteret på finalevaluation, som er lige inden vi starter på vores frimåned. Vi fik dogdiskuteret en masse vigtige ting, og programmet fik helt sikkert noget ud afmødet. Jeg synes ikke rigtig vi kan nå at lave noget om i Mityana, men det kanvære en del af de anbefalinger vi giver til næste år.
Jeghar hørt fra nogle af de tidligere års ungdomsfrivillige at der har været storeproblemer på de her mid term reviews på grund af problemer mellem uganderne ogde danske frivillige. Det oplevede vi ikke noget af. Tonen under hele mødet varrigtig god, og det var nogle konstruktive diskussioner vi havde. Jeg tror ogsåat det kan være svært for ugandere at skulle arbejde sammen med danskere somos, der sikkert kan være lidt besværlige en gang i mellem. De ugandere som viarbejder sammen med i år, har allerede nogen erfaring md hvordan man tacklerdanskere fra sidste år, da det jo er de samme fire byer vi er i.
Vihavde mange ting vi skulle igennem de første par dages møder. Dagen efter vivar ankommet havde vi program fra kl. 8 til kl 18 kun afbrudt af et partepauser. Der var som sagt mange konstruktive og gode diskussioner, men der varogså alt for mange lange ligegyldige diskussioner, så programmet trak altid ud.Heldigvis tyndede det ud i programmet på de sidste par dag, så her var der tidtil også at slappe lidt af. En af de sidste dag, var der arrangeret en tur fordem der havde lyst, som gik til grænsen til Rwanda, for det var kun omkring 10km. fra Kabale. Os danskere havde dog nogle møder med de langtidsfrivillige pådet tidspunkt så vi kom ikke med på den tur. Dagen efter var der tilgengæld entur til Lake Bunyoni, som er en bjergsø der ligger 2 km over havet så vidt jeghusker. Søen er samtidig 5 km dyb, og er den næstdybeste i verden. Det fik vi ihvert fald at vide af nogle af de lokale. Det er et meget flot område søenligger i, med masser af små bakker og øer i søen. Vi sejlede ud til en af øernei en lille kano der var lavet af en udhulet træstamme.
Viungdomsfrivillige havde også en fridag den 24. hvor vi kunne lave hvad vi havdelyst til, vi skulle bare være i vores visitbranch senest den næste aften. Vivalgte allesammen at blive i Kabale og slappe af her. Det vil sige Nishan,Oskar og jeg slappede ikke så meget af. Vi tog tilbage til Lake Bunyoni, og togpå trekking i området. Vi sejlede en tur på søen, og gik rundt i bakkerne heledagen. Vi havde lidt mad og drikkevarer med, så vi satte os bare når vi havdelyst og nød udsigten over søen. Vi var helt færdige om aftenen og orkede næstenikke noget. Jeg kunne godt mærke at det er længe siden jeg har brugt minebenmuskler for alvor.
Dagenefter var rejsedag. Nishan, Bianca, Clara og jeg skulle til Mpigi, som lå megettæt på Mityana i øvrigt. Vi tog afsted fra deres hus om morgenen kl. Kvart iti, og skulle nå bussen mod Kampala kl. 10. Vi var lige ved at komme for senttroede vi, men busen var der stadig da vi ankom lige omkring kl. 10. Der blevden holdende ind til kl. 12.30, hvor vi bare ventede og ventede, og blev retfrustrarede. Hver gang vi spurgte om han ikke snart kørte, sagde han at derlige skulle gå en halv time mere. Problemet var at der ikke var nok passagerer,så de ville ikke køre. Kl. lidt over 12. fik vi besked på at gå over i en andenbus, for de havde vist opgivet at køre alligevel, så vi kom over i en andenbus, som heldigvis kørte kort efter. Den var dog ikke kommet langt inden derbegyndte at komme røg ind i bussen fra motoren. Vi sad aller bagerst, så jegforsøgte at åbne mit vindue hvis nu det skulle blive nødvendigt at komme ud ien fart. Det var åbenbart køleren der var noget galt med, så der var nogen derbegyndte at hælde vand ud over motoren. Vi kørte videre kort efter. Da vi var kommettil Mbarara skete det samme igen. Klokken var nu over fire og vi havde omkring4 timers kørsel tilbage inden vi var i Mpigi. Vi holdt stille der i over entime, og troede vi ventede på en mekaniker der skulle ordne et eller anden.Pludselig var konduktøren i bussen med alle pengene forsvundet. Det lod til atde havde droppet af få bussen til at køre videre i dag, så i stedet for atbetale folk billetpriserne tilbage, stak han af. Meget smart. Vi hoppede i enny og tredje bus bus i dag, som heldigvis var holdt ind foran der hvor viholdt. Vi måtte godt nok betale for en ny billet. Den kørte os så resten afvejen til Mpigi. Turen var kommet til at tage næsten 12 timer, og den burde kunhave taget 6. Meget typisk for den offentlige transports pålidelighed her.
Uganda