16.-25. august - International lejr

Vi tog af sted fra vores hus tidligt ommorgenen den 16. Vi var meget spændte på hvad der ville komme til at se dekommende 10 dage. Vi mødtes på taxaholdepladsen med Phionah fra branchen, somogså skulle med på lejren. Vi tog først en taxa til Kampala, hvor vi skiftedetil en ny taxa der gik til Mukono. I Mukono skulle vi så vente på en Røde Korsbus der ville køre os der sidste stykke ud til lejren, ved landsbyen Namakwa. Viankom til opsamlingsstedet ca. halv 11, hvor vi mødte Nishan og Ida derallerede havde ventet en halv time. Vi var i god tid, for vi skulle først væreder kl. 11. Der kom langsomt flere til opsamlingsstedet. Det var en græsplæneforan Røde Kors kontoret i byen. Klokken blev 11… og 12… og 1. Vi var mange påstedet efter hånden, og der kom stadig flere til. Vi fik en gang i mellem enbesked om at bussen der skulle hente os var forsinket, men ikke hvor længe. Såbegyndte det også at regne. Vi masede os alle sammen ind på en lille overdækketveranda ved plænen. Vi ventede stadig på bussen. Først ved halv tre-tiden kombussen, som var alt for lille til at have os alle sammen med. Vi kom ikke medførste tur, men da bussen kom igen en lille time senere kom vi med. Den sad kunfast i mudder en gang på vejen ud til lejren.

Lejren bestod af to gamle bygninger uden vandeller elektricitet. Den ene lignede en gammel lade. Den anden var med en massesmå værelser. Her skulle alle pigerne sove. Vi drenge skulle sove i telte, somvar slået op på en græsplæne i den anden ende af lejrområdet. Plænen var megetujævn, hvilket betød at der ligeledes blev meget ujævnt i teltene. I hvert teltvar der lagt fem madrasser, men der skulle sove seks eller syv i hvert telt, såder var godt fyldt. Foran hvert telt var en balje. Den balje var til både badog tøjvask til teltets beboere. Teltene stod op ad et buskads, så man kunne ståbag ved teltet at tage bad. Vandet kunne man hente i en stor tank, der varinstalleret ved den ene af bygningerne. Der var ét toilet, af den slags derstår på festivaler og lignende, til brug for lejrens ca. 200 mennesker. Udoverdet var der nogle latriner: små celler på ca. 1 kvm. med et forhæng, hvor der igulvet er et hul på størrelse med et ark A5-papir. De første par dage generededet mig lidt at man ikke kunne komme ”ordentligt” i bad, men efter jeg havdevænnet mig til det, var det ikke noget problem. Jeg prøvede at se det hele somen oplevelse af ugandisk lejrkultur, og det var jo bare ti dage.

Efter at vi havde fået frokost den første dag,var det allerede sen eftermiddag, fordi programmet var så meget forsinket. Dethele foregik i et stort pavillonagtigt telt med plasticstole der stod midt ilejrområdet. Arrangørerne insisterede på at hele programmet blev kørt igennemfuldt ud, på trods af forsinkelserne. Præsentationsrunde med alle 150 deltagere+ facilitatorer og derefter en detaljeret gennemgang af det ti dage langeprogram. Det lyder måske ikke af så meget, men det tog noget der ligner firetimer, inklusiv en tepause (nej, man drikker ikke ret meget kaffe hernede).Ingen af facilitatorerne gjorde noget for at fremskynde processen. Det virkedenærmest som om de trak tiden ud, og vi var virkelig trætte på det tidspunkt,det var ret frustrerende. Herefter var der aftensmad hvorefter programmetfortsatte.

”Climate settings.” Ground rules. Der skullesættes nogle regler for hvordan man skulle opføre sig på lejren. Det vardeltagerne selv der skulle sætte disse regler, og det var egentlig en god mådeat gøre det på, men tidspunktet var ikke super godt. Der var nogen der stadigvar friske på det tidspunkt, men jeg var i hvert fald ikke en af dem. Der varregler lige fra at man skal respektere hinandens forskelligheder, til at manskal tage sine sko af inden man går ind i teltene… Lige som på børnelejren vibesøgte den anden dag, skulle der også her vælges en masse poster mellemdeltagerne. Formand, næstformand, underholdningsansvarlig ect. Jeg ved ikke omde poster rent faktisk blev brugt til noget eller om det bare var forunderholdningens skyld. Det finder jeg nok ud af en gang. Jeg oplevede i hvertfald ikke andet end underholdningspersonen udfylde sin rolle Det var voresAnders, og han ville have underholdt uanset om han var blevet valgt til denpost eller ej.

Deltagerne på lejren var ikke af så bredtinternationalt udpluk som jeg havde forventet. Der var ca. 30 deltagere ud af150, som ikke var fra Uganda. Vi var 11 fra Danmark, os otte og så tre andreder kun kom til Uganda for den lejr. Der var en deltager fra Tyskland, en fraØstrig og en fra Israel. Resten var fra østafrikanske lande; Kenya, Tanzania,Rwanda og Burundi. Fra Uganda var der to deltagere fra hver Røde Kors branch.Der var også inviteret en række nationale søsterorganisationer til URCS med; YMCA,YWCA, Source of the Nile, og andre som jeg ikke kan huske navnene på. Jeg harpå fornemmelsen at der var så mange ugandere med på lejren, fordi der har væretfor få tilmeldinger fra udlændinge, og så har man bare fyldt op med ugandere.Og hvis der kun havde været 35 deltagere var det nok også blevet lidt kedeligt,i hvert fald noget helt andet.

Måltiderne varierede ikke så meget fra detsædvanlige ugandiske køkken. Frokost og aftensmad; matoke, ris, posho, sweetpotatoes, bønnesovs, peanutsovs, ærtesovs, kylling, oksekød, greens (kålsalat),i forskellige kombinationer. Til morgenmad; toastbrød nogen gange med smør,kogte æg, bananer, te og nogen gange instantkaffe-pulver til at blande i sinte. Ud over det sædvanlige lavede de en dag stegt tyrekød. De slagtede en tyromme bagved, og så skar den i små stykker og lagde det på en grill, som dehavde lavet ved at grave et hul i jorden, fylde det med kul og lægge ristenover. Jeg har nogle fantastiske billeder at det, og af Oskar der hjælper med at”findele” det store stykke kød. Vi fik også stegte myrer en dag. Den sammemorgen havde der været flyvemyrer overalt! De var blevet fanget i det vådegræs, som var klæbet til deres store vinder så de ikke kunne komme væk. Ommorgenen gik nogen fra køkkenholdet så rundt på hele lejren og samlede dem ind.Vingerne blev pillet af og myrerne blev stegt, og serveret i formiddagspausen.Jeg havde ikke lige lyst til at spise dem, men vi blev forsikret om at desmagte som kylling…

Programmet:

Programmet var bygget op om fire temaer:HIV/AIDS, klimaforandringer, stofmisbrug og frivillighed. Det blev dog udvidettil fem, hvor det femte hed YABC (Youth Agents of Behaviour Change) – på dansk Ungdomsagenterfor adfærdsændringer. Deltagerne blev inddelt i først fire grupper. Senere blevden femte gruppe plukket ud af de fire første grupper. Hver gruppe skulle såbehandle et af de fire temaområder. Til at starte med diskuterede hver gruppeoverskriften de havde fået, sammen med en facilitator der var ekspert inden forområdet. Hver af disse gruppers arbejde skulle så munde ud i en rækkepræsentationer for de andre grupper, samt en sluterklæring, der opfordredeverdenssamfundet til at gøre noget… eller noget i den stil.

Jeg var i gruppen der arbejdede medklimaforandringer. I Uganda er den primære løsning på klimaforandringerne atplante træer. Man har ikke et stort energiforbrug som i Danmark, man kanarbejde på at få bragt med. Det er helt oplagt at man planter træer i Uganda,men plantning af træer kan ikke være den eneste løsning på klimaforandringerneglobalt set, da forbruget af fossile brændsler må bringes ned. Dette er jo eninternational lejr, så jeg havde forventet at vi skulle diskutere et bredtudsnit af problemerne og løsningerne i forbindelse med klimaforandringer.Diskussionerne kom imidlertid næsten udelukkende til at handle om plantning aftræer. Også de facilitatorer der var sat på opgaven at nuancere debatten,bekymrede sig kun om træer, hvilket var lidt ærgerligt. Vi danskere prøvedeihærdigt at få noget vedvarende energi og energibesparelser ind i debatten, menuden ret meget held. Det virkede som om der ikke for alvor var nogen andre dertroede på den slags tiltag.

Hver morgen var der arrangeret morgenmotion. Dunantclinic kaldte de det, hver morgen fra kl. 5.30 til 6.30. Halv seks er megettidligt at stå op for at lave motion. Eller motion var måske så meget sagt, fordet var mest bare nogle lege og nogle fjollede øvelser. Efter hånden som dagenegik, var der færre og færre der kom op til Dunant clinic, selvom de nok skullesørge for at vække alle. Det var en meget skinger føjte de gik rundt med derkl. 5.15 når vi skulle vågne. Hver morgen til morgenmaden snakkede vi om hvadder var foregået til Dunant Clinic, og ikke mindst hvem der var blevet liggendei sengen.

På en af de sidste dag, var der noget påprogrammet der hed Trek the world. Det begyndte en gang i løbet afeftermiddagen og strak sig til k. 6. Det var en slags løb rundt i områdetomkring lejren, hvor vi skulle finde den rigtige vej og lave nogle opgaver påvejen. Det var meget med at gå op og ned ad bakker, og meget af tiden havde viendda bind for øjnene. Da det var færdigt og alle hold var kommet igennem,samlede vi os på en græsplæne ved lejren. Snakkede lidt om oplevelsen på løbet,og om teamwork og andre ting. Herefter fik vi så at vide at det ikke var slutendnu. De introducerede noget de kaldte solitude. Vi fik ikke rigtig at videhvad det gik ud på, men de sagde at der var nogle regler vi skulle følge nårder var ”solitude.” Vi måtte ikke kommunikere eller bevæge os mere end femmeter fra det sted vi blev placeret. Vi måtte ikke medbringe mad, telefoner,cigaretter, bøger eller anden underholdning, lys eller skarpe objekter. Kunbeklædning, tæpper og sovepose måtte vi reelt have med.

”Solitude is on!” blev der råbt. Vi fik nu atvide at vi havde tre minutter til at hente de ting vi ville have med. Klokkenvar halv syv og solen var så småt ved at gå ned. Jeg var fuldstændig klar pånatteløb eller hvad det nu var vi skulle. Der havde ikke været meget af denslags spænding på lejren ind til nu. Jeg løb ind og pakkede min rygsæk med enjakke, min sovepose og en varm trøje. Vi blev stillet op på to lange rækker,den ene med pigerne og den anden med drengene. ”No communication, no lookingback, no looking to the sides.” blev de ved med at råbe. I mens vi stod i de torækker, delte de små poser med mad ud til os. De gav os også hver et kraftigtsort stykke plastic, som en plasticsæk, som vi åbenbart skulle gøre det forliggeunderlag. Vi skulle åbenbart sove et andet sted end herhjemme, og jeg varspændt på hvor det kunne være. Så begyndte vi at gå, rækken med drenge i hvertfald. Vi gik på en lang række gennem en skov eller plantageagtigt område.”Solitude is on. No communication,no looking back, no looking to the sides.” blev de ved at råbe. Vi gik og gik gennem området. Pludselig var der en der tog fat I minskulder bagfra. Jeg stoppede og kiggede mig tilbage. Der var kun Ramadan, somvar en af de ansvarlige. Resten af dem der havde gået bag ved mig, var væk.Ramadan tog mig lidt væk fra vejen og pegede på et område mellem nogen cassavaplanter, og sagde ”You are going to stay there.” Så gik han igen, efter deandre. Så stod jeg der. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv.Jeg tog plasticunderlaget op af tasken, lagde det på jorden og satte mig ned pådet. Jeg ventede men der skete ingen ting. Jeg regnede med at vi ville blivehentet og at vi skulle ud og lave en masse ting i skoven. Der gik lang til. Jegtog posen med mad frem og spiste lidt. Der skete stadig ingen ting. Jeg kunnehverken se eller høre nogen andre. Jeg tog min tog min sovepose op af tasken oglagde mig i den. Jeg pakkede mine ting i tasken så jeg hurtigt kunne gøre migklar til at løbe igen, lige som da jeg var på øvelser i militæret. Jeg faldthurtigt i søvn.

Jeg vågnede først igen da solen var ved at ståop og de kom rundt og vækkede os, og sagde at vi skulle gøre os klar til at gåhjemad. Jeg var lidt skuffet, for jeg havde forventet mere action, men det varmeget sjovt at prøve at sove der udenfor. Vi gik tilbage mod lejren, og stilledeop på to rækker som aftenen forinden, og her sluttede det så. Nogle af de andrehavde ikke særlig godt kunne lidt, at sove i skoven, og nogen havde vist næstenikke sovet, men jeg sov bedre der udenfor, end i det lille ildelugtende telt viplejede at sove i.

Samme dag, efter vi havde fået regulærmorgenmad på lejren, kørte vi i busser til Jinja, som er en stor turistby derligger tæt på hvor lejren var. Man siger at kilden til Nilen er her. Der erogså en række store vandfald, hvor man kan riverrafte. Det havde vi dog ikketid til, men vi så mange der sejlede forbi. Vi kørte derfra videre et andensted hen hvor vi skulle have frokost, og hvor vi spiste ved bredden af floden.Derfra kunne man sejle ud og se Nilens kilde. Det var ikke lige hvad jeg havdeforestillet mig. Der var et lille område på overfladen af flodens vand, hvorder ikke var nogen bølger. Det var hvad der var at se. Der var bølger på vandetrundt omkring, og der hvor der ikke var nogen bølger, kom der åbenbart vand opnede fra undergrunden. Der skete ikke mere den dag, da vi kom hjem om aftenen,det var bare en afslapningsdag.

Alle aftenerne havde der ellers væretforskellige former for aftenunerholdning, lejrbål med dans, musik og lege. Dervar tit underholdning i form af at folk mimede til sange der blev spillet.Meget underligt var det, men sjovt. En aften havde vi også cultural presentations,hvor hvert deltagerland på lejren præsenterede noget fra deres kultur. Der varen masse forskellig dans og musik. Vi fra Danmark sang ”Der er et yndigt land”og severede leverpostejsmadder. Vi dansede også lidt lancier selvom det velikke for alvor er dansk, men vi bruger det meget i Danmark, og det var megetforskelligt fra alle de afrikanske danse der blev præsenteret.

I starten var det lidt hårdt at være der, forder var så mange nye ting at vænne sig til, men det blev hurtigt bedre, og jeg eri hvert fald rigtig glad for at have været med. Det er lidt lige som et koldtbrusebad, lige når man kommer under det kolde vand er ikke så rart, men når manvænner sig til vandet, er dejligt nok, og bagefter er man bare rigtig glad forat man tog det bad. Lejren var ikke så international som jeg havde forestilletmig godt nok, men det var rigtig spændende alligevel, og vi er jo heller ikke iUganda for at lære noget om europæisk, amerikansk eller asiatisk kultur vel.